Psykisk overbelastning – Kend faresignalerne

Kroppen går i kronisk alarmberedskab, så lyde og pludselige bevægelser kan tolkes som en trussel og få én til fare sammen. Der opstår uro i kroppen, så man bliver rastløs og utålmodig. Man får søvnproblemer, hvor man har svært ved at falde i søvn og vågner gentagne gange i løbet af natten og har svært ved at falde i søvn igen. Appetitten bliver enten mindre eller større, hvilket kan føre til vægtændringer. Man får mindre lyst til at være fysisk aktiv eller til sex. Til gengæld kan man få lyst til et overforbrug af for eksempel alkohol, cigaretter, stoffer eller medicin. Endelig kan man opleve en fysisk og mental udmattelse og måske ubehag som mavepine, svimmelhed og hovedpine.

Man får vanskeligt ved at overskue ting og ved at huske for eksempel opgaver, regler, aftaler og til at læse en artikel eller deltage i en samtale. Man begynder og tænke sort/hvidt og evner ikke længere en mere undersøgende, kreativ eller legende tilgang. Påtrængende billeder af noget, man tidligere har set eller har fået fortalt, kan pludselig trænge sig på som flashbacks. Man får tankemylder, hvor tankerne kører rundt i hovedet hulter til bulter mellem hinanden uden overblik og retning. Kommer tit om aftenen, når man skal sove. Man kan opleve, at krop og hoved ikke hænger sammen og man ikke rigtig er helt sig selv. Det kan føles som om, man sidder i en osteklokke eller føler sig uden for tid og sted. Fænomenet hedder dissociation.

Man kan få en følelse af hjælpeløshed og opleve, at lige meget hvad man gør, vil det ikke slå til. Der er for mange ofre, for stor nød, for få ressourcer, og det føles, som om den traumatiske situation vil vare uendeligt. Den følelse af utilstrækkelighed rammer tit dem, der ser deres arbejde som et livsindhold. Man kan også opleve frygt, bekymring og måske gråd, og man begynder måske at se farer alle vegne, som ikke er reelle. Man kan også føle vrede og hævntrang, så man har aggressive følelser, som kommer til udtryk enten direkte eller indirekte. Det kan både være rettet mod dem, man skal hjælpe, mod ens leder eller måske mod nogen, som har gjort ens klient ondt. Man kan også tage skylden på sig og opleve et personligt ansvar i forhold til situationer, som man godt ved, ingen vil kunne klare. Skyldig i bare at tage hjem. Omvendt kan man også have rykket sine grænser, så man bliver fornægtende og kynisk.

Evnen til at genkende og forstå andres følelser og til indlevelse kan blive mindre, end den plejer at være. Det kan simpelthen være svært at høre, hvad andre siger, og man får nedsat lyst til at være sammen med andre, både fysisk psykisk. Dyb øjenkontakt kan virke intimiderende og personlige spørgsmål kan virke anmassende. Man vi helst ligge under dynen og har ikke lyst til at være sammen med andre. Man mangler overskud til de sociale aktiviteter, som man tidligere glædede sig til. Man begynder måske også at glide af, når nogen spørger, hvordan det går på arbejdet. Det går godt, siger man og skifter hurtigst muligt til et andet emne. Nogen kalder det kontaktkvalme eller relationsforstoppelse!

Kilde: Rikke Høgsted – Grundbog i Belastningspsykologi, Forlaget Ictus, 3. udgave 2019.