Ny forskning viser stort behov: Disse 14 opgaver kræver tid til forberedelse
I en ny undersøgelse kortlægger forskere for første gang udbredelsen og indholdet af pædagogers forberedelsestid i danske daginstitutioner.
Forskerne fra UCL har undersøgt, hvilke opgaver lederne forventer, at pædagogerne udfører i deres forberedelsestid som for de flestes vedkommen er mellem 0 og 1 time om ugen. Og det er ikke så lidt. De mange krav til pædagogerne betyder, at lederne i gennemsnit forventer, at pædagogerne løser syv forskellige opgaver i deres forberedelsestid.
I undersøgelsen blev lederne bedt om at sætte kryds ved en række arbejdsopgaver, som de forventer, at pædagogerne løser indenfor den afsatte forberedelsestid.
Stigende krav kalder på tid til faglig refleksion
I de senere år er der kommet stigende krav til pædagogerne både i forhold til at dokumentere praksis og udvikle en evalueringskultur, påpeger forsker bag undersøgelsen Hjørdis Brandrup Kortbek.
”Det kræver, at man kan skabe et rum for faglig udvikling, som ikke nødvendigvis foregår hen over hovedet på børnene på legepladsen. Forberedelsestid er ikke noget, der finder sted på legepladsen, mens man står og gynger med børnene. Det er et fagligt refleksionsrum, som ikke sker i samværstiden med børnene. Det er udfordrende for lederne at skabe mulighed for det i en tid, hvor mange daginstitutioner har svært ved at få personale nok,” siger hun.
Kollektiv forberedelse er svært at organisere
De opgaver, som flest ledere forventer, at pædagogerne løser i deres forberedelsestid, har det til fælles, at de kan løses individuelt, viser undersøgelsen.
”Det er alt andet lige nemmere at lave en vagtplan, hvor én pædagog har forberedelsestid, end at lave en plan, hvor flere har det på samme tid. Men lederne peger på, at mange pædagoger efterspørger den kollektive forberedelse, og i lyset af kravet om evalueringskultur lægger det op til en kollektiv forberedelse. Nogle opgaver kan ikke udføres alene, og derfor organiserer mange ledere en kombination af individuel og kollektiv forberedelsestid,” siger Hjørdis Brandrup Kortbek.
Personalemangel og budgetter står i vejen
Lederne i undersøgelsen har et stort ønske om at øge pædagogernes forberedelsestid. Og Forskerne har spurgt til de udfordringer, som ifølge ledere står i vejen for at give pædagogerne mere tid til forberedelse.
”Det er simpelthen vanskeligt at skaffe nok uddannet personale til, at nogen kan have forberedelsestid fremfor at være sammen med børnene. Det problem italesætter mange ledere. Samtidig skal de have budgetterne til at hænge sammen, og det kan være vanskeligt at finde midler til forberedelsestid,” siger Hjørdis Brandrup Kortbek.
Læs også artiklen 'Så lidt tid har pædagoger til forberedelse'.