Minister i samråd om normeringstal: Særligt ét spørgsmål skal han svare på

Det vækker stor undren, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) står fast på at forringe aftalen om minimumsnormeringer i landets dagtilbud. Særligt ét spørgsmål mangler ministeren at give ærligt svar på – og det svar skal han give nu.
Barn leger på skød af voksen
Opgørelserne af normeringer på institutionsiveau gør det muligt at holde øje med, om de statslige normeringspenge rent faktisk kommer helt ud til børnene på stuerne. Nu vil regeringen afskaffe dem efter ønske fra KL.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) fastholder, at regeringen vil imødekomme KL’s ønske om at afskaffe opgørelser af normeringer på institutionsniveau.

Det sker, selvom Børn&Unge har dokumenteret, at KL’s argumenter for at skrotte normeringsopgørelserne ikke ser ud til at holde i virkeligheden.

’Jeg har tiltro til, at det er rigtigt, når kommunerne har fortalt, at reglen er med til at øge bureaukratiet, så personalet får mindre tid sammen med børnene. I regeringen ønsker vi netop, at man i kommunerne bruger mindre tid på administration og bureaukrati. Derfor kommer vi heller ikke til at ændre beslutningen om at fjerne opgørelsen,’ skriver ministeren i et mailsvar til Børn&Unge.

Problemet er bare, at KL ikke kun har påstået, at optællingerne ’er med til at øge bureaukratiet.’

I forsøget på at få regeringen til at afskaffe opgørelserne har KL specifikt argumenteret for, at lovkravet om opgørelser på institutionsniveau pålægger kommunerne ’betydelige administrative byrder i forbindelse med indberetning, validering og vedligeholdelse af data.’

Og den påstand bliver altså modsagt af KL’s egen analyse. Det kan Børn&Unge dokumentere på baggrund af en række aktindsigter.

Dette har ministeren dog ikke ønsket at tale med Børn&Unge om. 

Mystik før samråd: Hvor er ministerens argumenter?

Mattias Tesfaye slipper dog ikke for at tale med Folketinget om sagen. SF og Enhedslistens børneordførere, Theresa Berg Andersen og Mai Villadsen har nemlig kaldt ham i samråd 24. oktober.

Her vil Theresa Berg Andersen blandt andet have svar på, hvorfor ministeren fortsat vil skrotte opgørelserne, når KL’s argumenter ikke ser ud til at holde i virkeligheden.

”Jeg kan komme i tvivl om, hvorvidt ministeren har truffet den her beslutning på et sagligt og fagligt grundlag. Der er enormt mange gode argumenter for at bevare opgørelserne, så jeg savner virkelig nogle reelle argumenter fra ministeren for, hvorfor afskaffelsen ikke er en rigtigt dårlig ide. For vi ser jo, at der ikke er hold i påstandene om, at opgørelserne tager lang tid at administrere,” siger SF’s børneordfører, der er pædagog og tidligere daginstitutionsleder.

Derfor er opgørelserne vigtige for kvaliteten i landets dagtilbud

Opgørelserne af normeringer på institutionsiveau er blandt andet vigtige, fordi de giver forældre, forskere og politikere mulighed for at holde øje med, om de statslige normeringspenge til kommunerne rent faktisk kommer helt ud til børnene på daginstitutionernes stuer.

Børn&Unge har på baggrund af opgørelserne blandt andet skrevet om, at pædagoger ansat på stuer med specialpædagogiske opgaver tæller med i normeringerne på almenområdet. Det øger risikoen for, at et stort antal daginstitutionsbørn ikke kommer i nærheden af minimumsnormeringer, selvom deres kommune er inden for lovkravet. 

Læs også: Under ét barn pr. pædagog: Hul i loven skævvrider kommunernes normeringer 

Læs også: Hver tredje top-institution har kunstigt gode normeringer

Desuden har BUPL lokalt eksempelvis brugt opgørelserne til at tjekke op på institutioner med iøjnefaldende normeringer.

Der kan nemlig være mange forskellige årsager til udsving i normeringerne. Og det er ikke alle, som ifølge BUPL er problematiske for den pædagogiske kvalitet. Men uden opgørelserne vil det blive langt sværere at tjekke rammerne i institutioner, hvor normeringerne stikker ud på den ene eller anden måde.

Minister stoler på KL – det gør ordfører ikke

Børne- og undervisningsministerens tiltro til kommunerne er tilsyneladende ikke blevet mindre af, at KL i foråret gik i pressen med en mørklagt og potentielt misvisende version af analyserapporten. Her var afsnit om, at opgørelserne ikke forventes at tage kommunerne lang tid at lave i de kommende år, blevet slettet.

Denne adfærd har ellers mødt hård kritik fra flere sider. Og SF’s Theresa Berg Andersens tiltro til KL i den pågældende sag kan da også ligge på et meget lille sted.

Hun understreger, at hun ville have kaldt repræsentanter for KL i samråd om sagen, hvis det havde været muligt.

”Det burde være KL, som sad i den varme stol. For det er KL, som har fiflet med deres rapport og kun fremlagt den del af analysen, der kan fremme deres sag,” siger hun.

Læs også: Forstå KL og regeringens mørklægning af normeringer på 5 minutter

Forældreformand: Her er regeringens reelle motiv

Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation (FOLA), køber da heller ikke argumentet om, at bureaukrati skulle være den reelle motivation for at forringe aftalen om minimumsnormeringer.

”Den reelle årsag til, at KL og regeringen vil afskaffe opgørelserne på institutionsniveau er, at opgørelserne tydeligt viser, at der er institutioner, som har hårdt brug for mere personale, selvom kommunerne overordnet lever op til 1:3 og 1:6,” vurderer hun.

Signe Nielsen påpeger, at opgørelser på institutionsniveau blandt andet gør det muligt for forældre at følge udviklingen i deres børns institutioner.

”Samtidig har FOLA brugt opgørelserne til at vise eksempler på, at der stadig er steder, hvor det halter med normeringerne. Det arbejde for at sikre de nødvendige midler til institutionerne vil vi ikke kunne lave fremover, hvis opgørelserne afskaffes,” siger hun.

Læs også: KL og regeringen vil mørklægge enorme forskelle i normeringer

Store konsekvenser af mørklægning: Frygter nye besparelser

Signe Nielsen er ikke i tvivl om, hvilket samråds-spørgsmål, hun selv ville stille ministeren:

”Jeg ville spørge ham om, hvordan han kan se os forældre i øjnene, når han fjerner vores indblik i rammerne for vores børns hverdag i daginstitutionerne,” siger hun og påpeger, at det uden opgørelserne bliver langt sværere at tjekke, om de statslige midler til normeringer rent faktisk går til institutionerne og ikke til eksempelvis psykologisk rådgivning et andet sted i kommunen.

”Uden de her tal kan vi ikke få svar på, om der reelt kommer mere personale ude i vores børns institutioner,” siger hun.

Også SF’s Theresa Berg Andersen advarer om, at en afskaffelse af indblikket i institutionernes normeringer og personalets uddannelsesbaggrund giver risiko for nye besparelser:

”Kommunerne er under et stort økonomisk pres, og jeg er bange for, at de vil udnytte afskaffelsen af opgørelserne som et sparegreb og forringe kvaliteten ved eksempelvis at sænke pædagogandelen,” siger hun.

Læs også: Gennemsyret af fejl: Så skæve er KL’s påstande om normerings-bureaukrati

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.