Afgørende i lønkamp: Ny undersøgelse skal styrke viden om lederløn
De pædagogfaglige lederes løn- og arbejdsvilkår er i væsentligt højere grad lokalt bestemt end det er tilfældet for pædagoger uden ledelsesansvar.
Det gør det langt sværere for BUPL at skaffe præcis indsigt i ledernes løn- og arbejdsvilkår. Og den indsigt er afgørende for BUPL’s indsats for at styrke de pædagogfaglige lederes løn- og arbejdsvilkår.
Derfor har Lederforeningen i BUPL sat gang i en undersøgelse blandt ledermedlemmerne i BUPL, der skal give et præcist billede af sammenhængen mellem ledernes løn og indholdet i den samlede ledelsesopgave.
”Vi ved fra tidligere undersøgelser, at der er sammenhæng mellem lederens løn, erfaring som leder, efteruddannelse og ledelsesspænd. Men denne gang spørger vi også til arbejdstid og arbejdstimer. Jo flere der svarer, desto tydeligere og mere reelt et billede får vi også af ledernes løn. Besvarelserne giver også indsigt i hvordan ledernes lønniveau er fordelt rundt om i landet,” siger Kristine Schroll.
Lederes svar kan især styrke lokale lønforhandlinger
Undersøgelsen er sendt til BUPL’s ledermedlemmer via mail 3. oktober. På nationalt niveau kan Lederforeningen i BUPL bruge undersøgelsen til at blive endnu skarpere på lønstrategi og krav til ledernes løn, fortæller Kristine Schroll.
Men særligt lokalt kan det gøre en forskel, at BUPL har så præcis viden som muligt, understreger hun.
”Lokalt er det vigtigt med viden om ledernes lønniveau og sammensætning kommunerne imellem, fordi sammenligning mellem kommunernes lønniveauer i sammenlignelige stillinger er et rigtigt godt redskab i de lokale lederlønsforhandlinger,” siger hun.
Resultaterne af undersøgelsen skal også bruges til at opdatere BUPL’s lønberegner for ledere.