Ledere har særligt ansvar: Sådan taler du om 'elefanten i rummet'
Alle kender udtrykket ’Elefanten i rummet,' som refererer til noget, som er indlysende for alle.
Noget, som alle ved, kan se og mærke, men som ingen taler om. Det kan være en medarbejder, der konsekvent ryster på hovedet af kollegernes forslag, eller det kan være to medarbejdere i evig konflikt.
Ingen siger noget, for det er potentielt besværligt og kan føre til konflikter at pege på elefanten. Desuden tror den enkelte kollega ofte, at han eller hun er ene om at blive irriteret.
Lederen har ansvaret for at tage fat i arbejdspladsens elefant, men mange ledere er bange for det. Det viser ph.d. og organisationspsykolog Lotte Svalgaards forskning. Hun er aktuel med bogen ’Med elefanten på arbejde’, hvor hun giver tip til, hvordan man sætter ind overfor de besværlige elefanter i rummene.
”Vi mennesker er gode til at finde på historier, som retfærdiggør, at det er bedst at vige uden om. For ledere er en typisk selvfortælling, at det bedre at lade være med at blande sig, hvis man ikke ved, hvordan man skal fikse problemet. For så risikerer man at blive betragtet som inkompetent, lyder ræsonnementet,” siger hun.
Dilemma: Skal en uundværlig pædagog have bedre vilkår?
Andre lader være med at adressere elefanten for at undgå at vække modstand og aggression, for eksempel hvis det handler om en dygtig medarbejder, man ikke kan undvære.
”Som leder kan man spørge sig selv om to ting: Kan det passe, at en dygtig medarbejder skal have andre vilkår end de øvrige ansatte? Eller kan du sige direkte: Jeg har svært ved at undvære dig, men der er nogle ting, du skal være opmærksom på. Det er vigtigt at kende de grøfter, man kan falde i,” siger Lotte Svalgaard.
Andre ledere opdager måske slet ikke elefanten.
”Når man har travlt og føler sig presset, er tendensen, at man udelukkende fokuserer på den opgave, man skal løse. Alt, hvad der sker mellem medarbejderne, glider i baggrunden. Hvis man er dobbelt opmærksom, bevæger man sig mellem opgave og samarbejde, så man kan få øje på de små signaler, ingen taler om. Det kan være, at én er utilfreds med en beslutning, er uengageret eller ruller med øjnene over noget, en anden siger. Det skal man adressere undervejs.”
Alle forsøger at undgå elefanten - træk den i stedet frem i lyset
Det gavner arbejdsklimaet at trække elefanten frem i lyset.
”Mange elefanter har fået lov til at skabe deres eget liv, men det sker i en kultur, hvor ingen synes, det er fedt at engagere sig, og hvor opgaven ikke går ud på at spille hinanden gode. Det bliver snarere: Hvordan undgår jeg at arbejde sammen med ham eller hende? Derfor er lederen nødt til at gribe ind overfor små signaler”, siger Lotte Svalgaard.