Andreas lærte at slippe kontrollen og stole på sine evner om pædagog

Du skal tage tøj på, sagde jeg til pigen. Det ville hun ikke. Vi stod i garderoben udenfor rummet, hvor de større vuggestuebørn sov. Der var køligt, for kommunen skulle spare på varmen. Men i stedet for at tage tøj på, gik pigen hen til vinduet.

I første omgang fik hun lov til det, men efter mere end fem minutter blev jeg utålmodig. Jeg holdt fast i min position og sagde igen og igen: ”Tag tøjet på”. Det var jo det, som pædagogerne forventede af mig.

Imponerende, men også provokerende

Når børnene vågnede, skulle de hjælpes i tøjet, på toilettet og ud på legepladsen, ellers ville jeg komme til at diskutere med kollegerne, for hvorfor kunne jeg ikke bare sætte mig igennem?

Men pigens tøj lå fortsat der, hvor jeg havde lagt det frem. Jeg følte mig stresset. Hvorfor var hun så vild med at kigge ud på en tom legeplads? Pigen virkede selvbevidst af sin alder, og hun råbte ad mig. At hun turde det, var imponerende, men også provokerende.

Ingen ville opdage, hvis man skiftede mig ud med en anden

Jeg var midtvejs i merituddannelsen til pædagog. Et stort spring fra min oprindelige uddannelse som erhvervsøkonom. Finanssektoren var egentlig spændende, men jeg brugte for meget tid på at kigge på tal på en skærm, og kontakten til andre mennesker var meget formel.

Ingen ville bemærke det, hvis man skiftede mig ud med en anden. Sådan føltes det.

Da jeg læste om merituddannelsen, vidste jeg med det samme, at her var min mulighed for at skifte spor. Jeg ville kunne læse sammen med andre med en lignende baggrund, og jeg kunne få et mere givende arbejde allerede under studierne.

Jeg måtte forsvare børnene

Jeg fik job i vuggestuen i et børnehus. Vi manglede pædagoger, og i ydertimerne var jeg ofte den eneste med noget, der lignede en uddannelse. Jeg var stadig i gang med at blive pædagog, men måtte samtidig lære andre om pædagogisk forståelse.

De unge medarbejdere kunne finde på at spille høj hiphop for vuggestuebørnene under eftermiddagsmaden, og børnene blev nærmest indfanget og trukket i armen, når vi skulle ind fra legepladsen.

Jeg følte, at jeg måtte forsvare børnene, og det undrede mig, at det skulle være nødvendigt.

Jeg indså noget vigtigt i garderoben

Den dag i garderoben indså jeg, at jeg i mine bestræbelser på at overholde en af børnehusets mange regler var blevet alt for kontrollerende overfor børnene.

Jeg blev nødt til at lægge den strenge opdragelsespædagogik på hylden og finde frem til en mere moderne pædagogik, som tager udgangspunkt i en god professionel relation mellem voksen og barn. I stedet for en slags magtspil om, hvem der vinder kampen.

Brugte krop og stemme til at berolige

Jeg begyndte at synge for pigen. ’Lille Peter Edderkop’, som jeg vidste at hun kendte godt. Jeg brugte min krop og stemme til at berolige hende, og det virkede. Allerede mens jeg sang, faldt hun til ro.

Jeg smilede til hende og kiggede hende en sidste gang i øjnene, inden jeg gik. Det var ikke nødvendigt at sige noget. Hun vidste jo godt, hvad jeg gerne ville have hende til.

Efter nogle minutter kom hun ud fra garderoben med tøj på. Hun smilede lidt til mig, og jeg sagde tak til hende. Da hun skulle have sin jakke på, ville hun have hjælp med lynlåsen. Hun var glad og rolig, og fra mit voksenperspektiv oplevede jeg en form for forsoning.

Jeg har lært at slippe kontrollen

I dag er jeg færdiguddannet og arbejder i en anden institution. Her er en høj pædagogandel og lavt sygefravær, blandt andet fordi vi ikke stresser hinanden med urealistisk høje krav.

Hver dag er det spændende at opleve, hvordan pædagogisk viden kan hjælpe børn med at blive til dem, de er. Vi er nysgerrige og undrende overfor børnene, og vi eksperimenterer med forskellige pædagogiske tilgange. Det har vi ro og tid til.

Jeg har lært at slippe kontrollen og ved, at hvis jeg stoler på mig selv og mine evner som pædagog, skal det nok blive godt.