Nu kommer den næste lønstigning

Med oktoberlønnen kommer næste aftalte lønstigning ifølge overenskomsten. Det gælder for såvel kommunalt ansatte pædagoger og ledere som for pædagoger og ledere ansat i private dagtilbud med overenskomst.
et billede af en gammel 500-kroneseddel
En 500-kroneseddel bliver kaldt en plovmand, fordi den første seddel var med et billede af en pløjende mand. Nu betyder reguleringsordningen, at din løn stiger med en plovmand, hvis ellers du har gennemsnitslønnen for en pædagog.

Når lønsedlen for oktober måned tikker ind i din e-boks, så kig godt efter. For din løn stiger nu. Faktisk stiger gennemsnitslønnen for en pædagog med lidt over 500 kroner brutto.

Det er lønstigning nummer to, der som aftalt i forårets overenskomst nu hæver lønnen for pædagoger og ledere på kommunal overenskomst og for pædagoger og ledere ansat i private dagtilbud under overenskomst med Danske Daginstitutioner (LDD), Accountor eller Forhandlingsfællesskabet Private Institutioner (FOBU, DLO, SPIA og Børneringen).

Denne gang er det reguleringsordningen, der bliver udmøntet. Den sikrer, at den offentlige og private lønudvikling går i takt. 

Lønnen stiger med 1,3 procent.

Det er faktisk noget lavere end forventet ifølge forårets overenskomst. Dengang blev det skønnet, at reguleringsordningen ville betyde et lønløft på 1,74 procent, men en mere beskeden lønudvikling på det private arbejdsmarked får altså afsmittende effekt på din løn.

Hvad er reguleringsordningen, og hvordan virker den?

Reguleringsordningen sikrer de offentligt ansatte stort set den samme lønudvikling som privatansatte. Reguleringsordningen giver offentligt ansatte 80 procent af forskellen mellem privatansattes og offentligt ansattes lønstigning.

Et eksempel:

Lønstigning for privatansat: 100 kroner

Lønstigning for offentligt ansat: 70 kroner

Difference: 30 kroner

Reguleringsordning giver: 80 % af de 30 kroner = 24 kroner

Samlet lønstigning for offentligt ansatte efter regulering: 70 kroner + 24 kroner = 94 kroner

Reguleringsordningen kan også give underskud, hvis den private løn stiger mindre end den offentlige, men så reguleres lønnen for offentligt ansatte kun ned med 80 % af forskellen.

Det får du som pædagog

Gennemsnitslønnen for en pædagog, der arbejder fuldtid, er 41.000 kroner inklusive pension og særlig feriegodtgørelse (pænt afrundet). 

Lønløftet gælder både pædagoger på pædagogoverenskomsten og pædagoger på overenskomst i privat dagtilbud.

Hvis du er en gennemsnitspædagog med en gennemsnitsløn, får du (også pænt afrundet):

500 kroner mere om måneden brutto.

100 kroner heraf går til dit pensionsbidrag.

Læs mere om pædagogoverenskomsten.

Læs mere om overenskomsterne for private dagtilbud.

 

Det får du som leder

Gennemsnitslønnen for en leder på lederoverenskomsten er 56.000 kroner inklusive pension og særlig feriegodtgørelse (pænt afrundet). 

Hvis du er en gennemsnitsleder med en gennemsnitsløn får du (også pænt afrundet)

750 kroner mere om måneden brutto.

150 kroner heraf går til dit pensionsbidrag. 

Læs mere om lederoverenskomsten.

Ledere på overenskomst i privat dagtilbud er også omfattet af reguleringsordningen. Læs mere her. 

Her må de vente på mere i løn

Mens pædagoger ansat i private dagtilbud kan se frem til et lønløft med oktoberlønnen, må de pædagoger, der ansat på overenskomsten med Frie Grundskoler, vente en omgang på at få reguleret lønnen, da deres løn følger statens reguleringer. Og der kommer den næste procentvise regulering først i april 2025.

Er du ansat på overenskomsten med Frie Grundskoler, kan du se din nye overenskomst her.

De private institutioner, som har overenskomst med Dansk Industri, er ikke omfattet af reguleringsordningen, som den kendes fra det kommunale område. Overenskomsten med DI skal forhandles i 2025. 

Hvornår stiger min løn så igen?

Det gør den allerede i januar 2025, hvor trepartstillægget forhøjes fra 600 til 900 kroner om måneden brutto for en fuldtidsansat pædagog.

Lønløftet gælder for:

Pædagoger ansat på pædagogoverenskomsten, på overenskomsten for det forebyggende og dagbehandlende område og for særlige stillinger.

Pædagoger og ledere på overenskomst med Frie Grundskoler, Danske Daginstitutioner (LDD), Accountor eller Forhandlingsfællesskabet Private Institutioner (FOBU, DLO, SPIA og Børneringen).

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.