Dagbog 23. april: Vi er ikke selv bange for at blive smittet

Det sagde pædagogerne om dagen i dag. Vil du læse mere om dagen, der bød på udflugter med ugler, mus og skrald, men også kreative tanker om indretningen af gode børnemiljøer og pædagogernes smitterisiko, så læs videre her.

Skolen: Jeg skal nok klare den, hvis jeg bliver smittet

Mette Johnsen

»Risikoen for at blive smittet med corona fylder ikke meget i mit hoved. Vi har ikke ret mange smittede i Nordjylland, så jeg kender ikke nogen, som har været smittet og heller ikke nogen, som kender nogen, der har haft corona. Men jeg tænker på det i forhold til min mor, som har KOL. Hende ser jeg ikke meget til, for jeg vil ikke risikere at smitte hende, så når jeg handler for hende, sætter jeg varerne på trappen.

Når jeg ikke er bekymret for at blive smittet, skyldes det, at jeg både er sund og rask og løber og er aktiv. Skulle jeg blive smittet, skal jeg nok klare den. Det lyder nonchalant, men det er sådan, jeg tænker. Og det er ikke, fordi jeg ikke ved, hvad det vil sige at være syg. For ti år siden havde jeg svineinfluenza. I tre uger kunne jeg ikke komme ud af sengen, så jeg troede, at min sidste time var nær. Ellers er jeg aldrig syg, men hvem ved - måske har jeg haft corona uden at vide det.

Jeg har en kollega med sklerose, som har været hjemme indtil nu. Hun kan ikke få forlænget sin lægeerklæring om, at hun er særlig udsat, så hun skal begynde på arbejde i næste uge. Umiddelbart synes jeg, hun skulle have lov til at blive hjemme, men hvis vi pludselig har mange smittede, får vi brug for hende. Det er det svære i denne tid: Jeg kan godt sige noget i dag, men om to dage kan det være så anderledes, at jeg synes noget andet.«

Vuggestuen: Vi går ikke rundt og tænker over risikoen for at blive smittet

Jens Hasse

»Jeg er ikke bange for at blive smittet med corona. Jeg overholder de regler, der er sat for mig som privatperson og på jobbet og beskytter mig ved at vaske og spritte hænder tit og grundigt. Jeg sørger også for at tørre snot og savl af børnene. Det har jeg også sagt til medarbejderne, at de skal gøre.

Vi har altid haft en høj hygiejne, så det fylder ikke meget i vores daglige omgang med børnene, at vi ofte vasker hænder. Vi skal ikke have værnemidler på, for så kan børnene ikke genkende os og vil måske blive forskrækkede. Men det er pudsigt, at medierne skriver en masse om frisører, og ikke om at vi nu er frontpersonale og skal stå i savl, snot og afføring uden værnemidler.

Jeg har haft en vikar, som var så bange for at blive smittet, at hun havde mere travlt med at beskytte sig selv end at tage sig af børnene. Det var en befrielse for hende, da jeg sagde, at hun ikke kunne arbejde her. Vi andre går ikke rundt og tænker ikke over risikoen for at blive smittet. Medarbejderne har ikke fokus på sig selv, og det er både godt og skidt, for hvis nogle bliver ramt af corona, går det ud over dem selv og også børnene, så på vores daglige middagsmøde minder jeg personalet om, at vi både skal passe på hinanden og på børnene.«

SFO’en: Nogle bliver stramme i masken, andre smiler anerkendende

Jeppe Carlsen

»Jeg har været på tur igen i dag, men vi har kun ét hold afsted – 12 børn og to voksne. Det er en meget lille flok at være to voksne til, men det er slet ikke tosset. Det giver en helt anden nærhed, og vi har nemt kunne dele os op. Nogle gik ud for at snitte, andre gik ud for at se ravnen, mens andre sagtens kunne blive og klatre i træer. Når man er så lille en flok, så oplever man andre ting, end når man kommer en helt klasse bragende gennem skoven. Man kan nemt få ro og fokus.

Men når vi er ude på den måde, skal vi huske at tage hensyn til de andre mennesker, som også er ude. Man kan godt mærke, at det er blandet, hvordan folk har det med at støde på en halv skoleklasse i skoven. Nogle bliver straks stramme i masken, mens andre smilende anerkender os.  Der var en kanoroer ved åen, som stoppede op og snakkede med os. Hun kom endda tilbage og fortalte, at ravnen havde rede 75 meter længere frem. Da hun sluttede af, så sagde hun ”jeg er så glad for, at I er vendt tilbage og har taget imod børnene”.

Jeg er ikke så bekymret, hvis jeg skulle gå hen og blive smittet, men jeg har mere en bekymring om, hvad der sker, hvis rigtig mange ender med at lægge sig på samme tid. Hvordan får vi det så til at hænge sammen? Tænk, hvis halvdelen af personalegruppen har lagt sig om 14 dage?«

Den integrerede: vi indretter os og skaber nye børnemiljøer

Jens Hasse

»Da vi i går var en tur i skoven bag ved vores institution, opdagede børnene, at der lå noget affald. Det syntes de ikke om, så de foreslog, at vi ryddede op. I dag har vi så været tilbage i skoven med nogle poser for at samle affald. Det var børnenes initiativ, og i det hele taget gør vi meget ud af at se og lytte til, hvad det er, børnene gerne vil. Og så er det den vej, vi går.

Pædagogisk vil vi gerne give børnene nye udfordringer, og det gælder også indretningen af de udendørs zoner i både vuggestue og børnehave. Vi har jo ingen tidshorisont og ved ikke noget om, hvor længe det skal fortsætte på den her måde. Så vi er godt i gang med at få det gjort spændende på legepladsen. Vi laver små børnemiljøer og huler af telte og presenninger i zonerne, og vi har fået nogle små legehuse, som vi sætter op rundt omkring.

Det er ikke sådan, at jeg dybt i mig har en angst for at blive smittet. Jeg tror nok, at jeg har kollegaer, der har det sådan, men jeg tænker, at bliver jeg smittet, så er det sådan, det er. Vi voksne holder afstand der, hvor vi kan, men når vi for eksempel er inde og skifte bleer, er der jo ikke to meter mellem stationerne, hvor vi skifter. Der er vel en meter. Ellers er det bare godmorgen på afstand, når vi mødes om morgenen, men alt det med afstand gælder ikke børnene. Der går vi ikke på kompromis. De skal have al den omsorg, de har brug for.«

Børnehaven: Pædagogerne yder den samme omsorg, som de altid har gjort

Jens Hasse

»Nu er der gået godt en uge, siden vi åbnede igen. Meget er anderledes, så det er en ny hverdag, der kræver sit, og som stiller store krav til styring og organisering. Men nye rutiner er indarbejdet, og det er nu en gang sådan, vores hverdag ser ud netop nu. Når det på et tidspunkt bliver dårligere vejr, har vi nye udfordringer. Med de nye krav til plads pr. barn har vi ikke kvadratmeter nok til 89 børn indenfor. Vi kan simpelthen ikke være der, men så må vi jo finde ud af noget med at dele op, så nogle er ude om formiddagen og resten inde, og så kan der byttes om eftermiddagen.

Vi afviser ingen på grund af manglende plads, vi finder løsninger, der er acceptable for alle børn.

Lige nu er der andet praktisk, der skal sørges for. Børnene er ude hele dagen i bagende sol, og jeg har været ude og købe sejldug og parasoller, så vi kan skabe skyggesteder i alle zonerne.

Der er en del snak om smitterisiko, men det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg er ikke bange for at blive smittet, men jeg tager min forholdsregler alvorligt. Jeg er ikke tæt på hverken forældre eller pædagoger, og jeg vasker hænder adskillige gange dagligt.

Vi snakker nogle gange om, at det er mærkeligt med den afstand, men efterhånden er det ved at blive naturligt. Pædagogerne holder også indbyrdes afstand, men ikke over for børnene. Der har de den samme tætte kontakt og yder den samme omsorg, som de altid har gjort. De tager dem på skødet og trøster dem, og sådan skal det selvfølgelig være.«