Dagbog 21. april: Større pædagogisk rum på en trist baggrund

Det sagde pædagogerne og lederne blandt andet om dagen i dag. Vil du læse mere om dagen, der bød på en masse udendørsaktiviteter, Minecraft og udfordringer med at holde børnene adskilt eller give dem en krammer, så skal du læse videre her.

SFO’en: Mon det påvirker børnene negativt eller positivt?

Jeppe Carlsen

»Jeg har været hos en 3. klasse hele dagen. Vi er blevet enige om at køre et Minecraft forløb, som vi skal afprøve senere i dag. Vi vil gerne tilpasse det til undervisningens temaer f.eks. omkreds i matematik og fortællinger og tillægsord i dansk.

På sigt vil vi gerne have det til at spille på tværs af holdene. Vi forestiller os, at to hold kan bringes sammen i én verden. På den måde kan de være sammen virtuelt. Vi vil også gerne have dem til at kunne se hinanden på webcam samtidig. En klasse er jo delt i to hold, så lige nu ses de kun udelukkende med halvdelen af deres klasse, så det her er en måde at få samlet hele klassen.

Jeg oplever generelt, at der pludselig er en anden tid til børnene. Jeg snakkede med min SFO-leder om, at man meget snakker om det psykiske efterslæb af, at børnene skal holde afstand og være så renlige. Kommer der mon flere med angst eller OCD? Men det kan måske også ende med, at den tid og ro, der er til børnene nu, kan skabe en tryghed for hvert enkelt barn? Måske kan det have den modsatte virkning, fordi der er tid og ro til at se dem? Der er al fald ikke nogen, som går under radaren, for der er simpelthen for få børn til, at man kan misse nogen. «

Den integrerede: Større pædagogisk rum og plads på en trist baggrund

Jens Hasse

Vuggestuebørnene har fået spist og sover nu middagssøvn. De har været ude siden, de kom i morges, og det går fint i det gode vejr. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi på en trist baggrund faktisk har større pædagogisk rum og plads, fordi der ikke er flere børn, end der er. Det gælder både i børnehave og vuggestue.

Vi kan bedre holde det pædagogiske niveau, vi gerne vil have. Vi kan koncentrere os om den gruppe, vi hver især er i, og det giver mulighed for større nærvær og for gode relationer. Det rammer lige ind i snakken om minimumsnormeringer. Tænk, hvis det her kan betyde, at flere får øjnene op for, hvor vigtigt det er at give os bedre muligheder for at udføre vores pædagogiske arbejde.

Nogle børn skulle egentlig være startet i vuggestue hos os den 1. april, men det er udsat. Her er vi i tæt dialog med forældrene, og de er helt med på det. De synes jo også, at det ville være for barskt at skulle have indkøring af deres barn, når de ikke som forældre må komme ind og være med i institutionen. På samme måde udsætter vi det for de vuggestuebørn, der skulle starte i børnehave 1. maj. De får lov til at blive i vuggestuen, indtil det her er overstået.

Vi kører i hele institutionen med små grupper for ikke at risikere at skabe nye smittekæder. Så går det jo ikke, at vi flytter børn fra vuggestuen til børnehaven. Så det må vi vente med.

Skolen: Det lyser ud af øjnene på børnene, at de trænger til en krammer

Mette Johnsen

»Jeg er blevet bekræftet i, at børn er gode til at omstille sig. Men de mangler at få en krammer, og jeg savner også at give dem én. Vi har en elev, som skiftede skole for et års tid siden, men nu er han vendt tilbage. Jeg havde rigtig meget med ham at gøre, så da jeg mødte ham i dag, havde jeg virkelig lyst til at kramme ham. Det sagde jeg til ham, og så stod han der, for han havde også lyst til at kramme mig.

Ellers er det børn fra mindre ressourcestærke familier, som har brug for kram og nærvær. De er gode til at lade være med at komme tæt på mig, men jeg kan se på deres øjne, at et lille kram ville gøre godt. Jeg prøver at italesætte, at de får et virtuelt kram, men det er ikke det samme, for de er hudsultne. Jeg tænker på, hvad det vil betyde for børnene, hvis vi skal holde afstand i et helt år. Om de får varige men. Jeg kender ikke svaret, men der skal nok være nogle, som bliver generte, når vi engang må kramme igen.

Euforien fra den første uge i skole har lagt sig, og nu opdager vi alt det, vi må undvære. Kunsten er at se det, vi får. Jeg har aldrig prøvet så god en normering som nu med børnene i små grupper. Det nyder jeg. Men jeg mangler mine bedste pædagogiske redskaber, nemlig mig selv og mit nærvær til børnene.«

Børnehaven: ’Jamen, hvorfor må jeg ikke være med i legen?’

Jens Hasse

»Jeg har snakket med et par pædagoger for at høre, hvad det giver af udfordringer, at vi stille og roligt får flere og flere børn. De fortæller, at nogle børn har svært ved at forstå, hvorfor de ikke kan være flere sammen.

Det gør lidt ved deres relationer, når en lille gruppe leger sammen, og der så ikke kan være flere med. Vi plejer jo ellers nogle gange at skulle hjælpe et barn ind i legen: ’Åhr, hun kan da godt være med.’ Her skal vi modsat få dem til at forstå, at de ikke kan være med, fordi der må ikke være flere. Det kan godt være lidt hårdt for børnene. Vi står jo ikke og fortæller, at det er noget Sundhedsstyrelsen har bestemt. Det kan børnene ikke finde ud af. De bliver bare kede af, at de ikke må være med.

Vi prøver at få det til at fungere, for det må altså ikke gå ud over børnene, og det må ikke blive sådan, at de ikke har lyst til at komme i børnehave, fordi de føler, at de holdes udenfor. Det er både ude og inde. Ude kan et barn sige: ’Jeg vil gerne over og gynge sammen med Lone,’ men så må vi sige, at det må du ikke lige nu. De kan ikke bevæge sig frit, som de plejer, og jeg kan mærke på pædagogerne, at det er lidt hårdt. De synes, det er synd for børnene, og det er noget, vi skal have en snak om i personalegruppen.

Vuggestuen: Jeg er mere opmærksom på, hvad jeg gør sammen med børnene

Jens Hasse

»Jeg kan mærke, at jeg skal finde en ny rolle som leder. Jeg er vant til at lægge en hånd på arm eller skulder på både medarbejdere og forældre, som har det svært. Det kan være forældre, som har haft et dødsfald i familien, hvor moren har aborteret, eller som er blevet skilt. Så viser jeg min sympati og inviterer med en hånd på armen eller skulderen til, at de kan bruge mig. Det gør jeg også, hvis en medarbejder har det svært. Så giver jeg ekstra opmærksomhed og trøst. Jeg plejer at gøre det intuitivt, men nu er jeg nødt til at tænke mig om, for jeg skal holde afstand. Men der kommer noget imellem os, som ikke plejer at være der.

Foreløbig siger jeg, at jeg har lyst til at lægge en hånd på deres skulder, men at jeg jo ikke må. Nogle svarer, at det er sødt af mig, og andre siger, at ja, det må jeg jo ikke. Der har også været nogle, som kan se på mine øjne, at jeg har lyst til at røre ved dem, så jeg er nok meget udtryksfuld i øjnene.

Jeg har lagt mærke til, at jeg plejer at kramme børnene rigtig tit. Jeg kender alle børn og er ofte den, der trøster og giver et barn ekstra opmærksomhed, men nu nøjes jeg med at ae dem på håret, og så spritter jeg hænder af. Børnene krammer mig, men jeg går ikke ned og krammer dem. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvad jeg gør sammen med børnene.«