Dagbog 20. april: Det går godt, men vi er sårbare

Det sagde pædagogerne og lederne om første dag i anden uge af genåbningen. Vil du læse mere om dagen, der bød på flere børn end sidste uge, fordybelse, glæde og bekymringer, så læs videre.

Børnehaven: Måske bliver børnene bedre til at fordybe sig?

Jens Hasse

»Jeg mødte klokken halv syv, fordi jeg gerne ville opleve, når børnene kommer. Vi har 45 børn nu, og det er 10 mere end sidste uge. Børnene kommer fordelt over formiddagen, så der er ikke den kø, jeg havde været bekymret for. Og flere af børnene har lært rutinerne, så det glider lige så stille.

Der, hvor det virkelig tager tid, er, når børnene skal spise, og de alle skal have vasket hænder. Men pædagogerne har organiseret det godt. De går ind med små grupper børn ad gangen, og når børnene har vasket hænder, går de ud og spiser deres medbragte madpakker, og så kommer der en ny voksen med en lille gruppe børn. Det er også noget af det, vi har snakket om: At det er ret afgørende, hvordan vi får os organiseret helt ud i de sidst led.

Legepladsen er nu opdelt i fire zoner, og det får børnene til at opdage nye områder i deres zone, som de måske ikke har lagt mærke til før. De udforsker og går på opdagelse i deres område. Det er det samme inde på stuerne. Der er ikke så meget det der, ’jamen jeg vil hellere det og det’. Der er jo ikke så meget at vælge imellem, for en del legetøj er gemt væk.

Børnene har forstået, at de ikke bare skal zappe rundt, men at de skal lege lidt mere med det, de har gang i. Derfor fordyber de sig, og de bliver ikke forstyrret af, at der er 30 andre ting på hylderne. Jeg tror faktisk, at der er nogle børn, som på grund det her bliver bedre til at koncentrere sig og fordybe sig. «

Den integrerede: Det går godt, men vi er sårbare

Jens Hasse

»Da børnene i min gruppe mødte i morges, stod den nye legeborg klar. Den fik vi samlet i fredags, og det var spændende for børnene. Vi nyder, at det gode vejr fortsætter, så der ikke er nogle problemer i at være ude så mange timer. Ikke mindst nu, hvor vi har flere børn. Børnehaven er oppe på 53, og hos os i vuggestuen er der 15. Det er en fordobling i forhold til sidste uge.

Det går sådan set godt, men vi er sårbare. I den ene gruppe er der ni børn og to voksne, og i den anden gruppe seks børn og to voksne. Når der så er én, der skal ind og skifte en ble, eller der skal vaskes hænder fire gange om formiddagen, ja, så står man jo alene med resten. Det bliver ikke bedre, jo flere børn, vi bliver, for vi får jo ikke flere ressourcer.

Vi har en kollega, der er fritaget for at være sammen med børnene, fordi hun har astma og allergi. Om morgenen er hun vaskekonen Trunte Tommestok, der på afstand guider børnene til at få vasket hænder. Ellers står hun for at lægge sengetøj på, vaske legetøj osv.

Generelt har der været kolleger i både børnehave og vuggestue, der har været bekymrede, fordi de ved, at der nu er risiko for smitte forskellige steder fra. De har sagt det højt, og det er godt.

Jeg tror, at de efterhånden er faldet til i gruppeopdelingen. I børnehaven skal man ikke koncentrere sig om hele børnehaven, men kun om den gruppe, man er i. Og det samme i vuggestuen. Det tror jeg har givet ro.«

SFO'en: Nøden inspirerer os

Jeppe Carlsen

»Jeg har i løbet af weekenden reflekteret over den seneste uge. Den slags refleksion kommer jo ofte efterfølgende. Der er helt klart nogle fordele lige nu, selvom vi skal tage mange forholdsregler. Vi har en anden normering end normalt, og tilgangen til det hele er meget positiv.

Jeg startede dagen i nødpasningen, og senere var jeg i en 3. klasse. Den frihed, tid og ro, der kan være i SFO’en til at få snakket med børnene, den, oplever jeg, er rykket mere ind i klasselokalerne. Normalt er jeg ikke tilknyttet skoleklasserne, men det er jeg nu. Jeg oplever, at lærerne ikke er så pressede med hensyn til indhold og pensum, og det gør, at både lærer og pædagoger sprudler lidt mere og tænker alternativt – uden at aktiviteterne virker som nødløsninger. Nøden inspirerer bare.

Allerede i dag følte jeg ikke, at det virkede så skræmmende for børnene, hvis de kom til at bryde retningslinjerne. I fredags fløj de fra hinanden, hvis vi påpegede, at de var for tæt, men i dag var det mere med et suk. Så det handler om, at vi fra tid til anden skal tage snakken med dem om, hvorfor vi gør det her. Det er jo ikke af ond vilje, at de nærmer sig hinanden. Selvom jeg har 3. klasserne, og de er lydhøre, så er lysten stadig styrende for dem.«

Vuggestuen: To meter bliver hurtigt til én

Jens Hasse

»Vi har 48 pladser og er næsten fuldtallige, hvor vi i sidste uge lå på 32 børn, men børnene kender hinanden og den voksne, så det er gået glat med at få de nytilkomne børn til at glide ind i de små eksisterende legegrupper.

Men det er ikke til at se ud af, hvis vi skal arbejde på denne måde et helt år, for alle rutiner er væk, og vi har pivtravlt med at finde de bedste løsninger på legepladsen, hvor vi opholder os hele dagen. Det giver mig søvnløse nætter at tænke på, hvornår det gode vejr stopper, og hvor længe jeg kan holde på de tidligere medhjælpere, som jeg har kaldt ind. Vi kan ikke være bekendt, at børnene skal ud til vikarer, som de ikke kender, men det kan vi blive nødt til, og det har jeg det dårligt med.

Jeg tænker også på, at vi har travlt med at passe på børnene, men som leder skal jeg også tage vare på medarbejderne, og jeg kan se, at de glemmer at holde afstand. To meter bliver hurtigt til en meter. Det sker ikke af ond vilje, men det er unaturligt for dem at holde afstand, og samtidig har de fokus på kerneopgaven med børnene, som gerne må få et kram, hvis de beder om det. Derfor må jeg indimellem minde pædagogerne om, at de sidder for tæt på hinanden. ”Nå ja, det er også rigtigt,” griner de så.«

Skolen: Børnene bliver trætte af at lege i det samme klatretårn

Mette Johnsen

»Jeg har tænkt en del over, hvor standhaftig man skal være i forhold til, hvor vigtigt det er, at vi overholder restriktionerne. Når der ikke er mange børn tilbage i SFO sidst på eftermiddagen, kan det være fristende at samle dem på den store legeplads, men det må vi ikke, og det er hårdt. Det kunne jeg mærke i fredags, da jeg havde børnehaveklasserne om eftermiddagen.

Det var fedt for børnene at komme i skole i sidste uge, så de kunne møde kammeraterne og komme ud at lege. Børnehaveklasserne har fået tildelt en lille legeplads, og i fredags var børnene godt trætte af at lege i det samme klatretårn hele dagen, så jeg skulle virkelig slå mig selv over fingrene for ikke at tage dem med ud på den store legeplads. Den er der andre klasser, som har adgang til, og i længden kan det blive en udfordring.

I dag er jeg mødt til middag og har 2. og 3. klasserne i SFO’en. De må også kun være ét sted på skolen, så i går var jeg på stranden for at samle sten, som de har malet på. Jeg skal hele tiden være et skridt foran og finde på nye aktiviteter, og med tiden kan det også blive en udfordring.«