Brug bolden: Det smukke spil kan få alle børn på banen

Illustration: Rasmus Juul

Kommer for at blive dygtigere

Fordi børn i dag mødes på skærmen og leger mindre sammen i analoge rum, er de også relationelt i dårligere form end tidligere. Til træning har Søren Østergaard derfor indført en hilsekultur, hvor alle starter med at hilse på hinanden. Og af en særlig grund bestemmer træneren, hvem der er sammen i tomandsøvelser. 

”Hvis jeg siger til de 40 piger, vi har på U11-årgangen ’gå sammen to og to’, så har to tredjedele af pigerne før træningen aftalt på sms, hvem de skal være sammen med. Den sidste tredjedel ved ikke, hvad de skal. Puttede man dem i en hjerneskanner, ville man se, at det smertecenter, der også aktiveres, hvis man brækker benet, er aktiveret. Men hvis jeg siger ’I to og I to går sammen’ gør det hele forskellen på, om vi får skabt et ekskluderende eller et inkluderende og trygt træningsmiljø,” siger Søren Østergaard.

Tryghed er afgørende for børns trivsel og læring, også på fodboldbanen, og ifølge Østergaards undersøgelser kommer børnene især til fodbold for at blive dygtigere. 

”Hvis man skal blive dygtigere til noget, kræver det, at man øver sig, tør spørge om hjælp og har fokus på sit eget næste udviklingsskridt. Derfor arbejder vi med en udviklingskultur, der gør børn videns- og mestringsmotiverede i stedet for præstationsmotiverede,” siger han.

Nogle piger har måske spillet i fem år, og andre har første træning, så udviklingskulturen handler om ikke at sammenligne sig med andre, men at have fokus på sin egen retning. 

”I går trænede jeg med tre helt nye piger i en halv time, og da træningen sluttede, kunne alle tre lave en indersideaflevering i luften. Når børn går gladere og dygtigere hjem fra fodboldtræningen, så kommer de også næste gang,” siger Søren Østergaard.

Understøtter tre psykologiske behov

Den pædagoguddannede relationsekspert Tina Brandt var som ung selv en del af et fodboldhold. Som fodboldmor har hun fulgt sin nu 27-årige målmandssøn fra sidelinjen. Og i sin tidligere praksis som pædagog og leder var hun med til at iværksætte succesfulde fodboldaktiviteter. 

”I børnehaven arrangerede vi en fodboldturnering med andre børnehaver, og i en lang periode trænede vi fodbold: Helt lavpraktisk at aflevere bolden og ’målet er den vej’. Men vi øvede også børnene i samspil, konflikthåndtering, følelsesregulering og at heppe på sit hold. Det gode ved fodbold er, at alle kan være med. De, der ikke kan lide konkurrencen på banen eller er bange for at få en bold i hovedet, kan male bannere, lave pomponer eller digte en kampsang. Vi havde holdtrøjer og en overdimensioneret dommerfløjte. Fodbold er genialt til at skabe en stemning, som understøtter hele fællesskabet,” siger Tina Brandt.

Som konsulent på pædagogiske arbejdspladser har hun især arbejdet med relationer og menneskers tre grundlæggende behov for at opleve autonomi, kompetence og samhørighed. Hun mener, at fodbold kan understøtte dem alle.

”Kompetencebehovet handler om, at vi alle sammen har behov for at lykkes med noget og føle os dygtige. På fodboldbanen kan børn udvikle strategisk tænkning, overblik og evnen til at arbejde sammen med andre og impulsstyre sig selv. Kompetencer, som min søn ikke bare bruger som målmand, men også i sit arbejde på en café, hvor han har ansvar for at lede personale og hele tiden må have blik for, hvor der er opgaver, der skal løses. På den måde forbereder fodbold også til arbejdslivet,” siger Tina Brandt.

Illustration: Rasmus Juul

Dyrk samarbejdet og holdånden

Behovet for autonomi handler om at blive anerkendt, som man er, og have frihed til at vælge og handle frit. 

”Børn trives, når de har mulighed for at træffe deres egne valg. Det skal man på fodboldbanen, når man lynhurtigt skal beslutte, om man vil aflevere, og hvor man vil spille bolden hen. Man udvikler også sin egen spillestil. Og de klare regler i fodbold giver børnene en struktur, som de kan finde deres plads i. Det intense spil giver måske også især drengene et rum, hvor det er tilladt at få afløb for aggression og høj energi,” forklarer Tina Brandt.

Måske mest centralt for pædagoger understøtter fodbold også behovet for at føle samhørighed.

”Når børn bliver vrede på hinanden, råber de ofte ’du må ikke komme med til min fødselsdag’. Det værste, de kan komme på at true med, er eksklusion fra fællesskabet, hvorved man mister oplevelsen af samhørighed. Og fodbold kan også være virkelig grimt og foregå med udelukkelse, skælden og smælden. Men pædagogisk kan vi i fodbold også understøtte en oplevelse af samhørighed ved at arbejde med børns samarbejde og holdånd,” siger Tina Brandt.

Forældre fik håb

Tina Brandt husker især en 5-årig dreng, der havde svært ved at finde sin plads i den børnehave, hun var leder af. Alene fordi drengen var af anden etnisk baggrund, var han bagud på point sprogligt og havde svært ved at overskue børnehaven.

Men en pædagog tog ham med på boldbanen, hvor drengen havde et åbenlyst talent. Han blev meldt ind i den lokale fodboldklub, fik fodboldtrøjer og fodboldsko. Det gav ham en følelse af samhørighed at starte i klub, ligesom de andre børn i børnehaven fik øje på hans kompetencer.

”Når man er dygtig til noget, og andre ser det, så vokser man jo. Og hans forældre fik håb. De var vant til, at professionelle sagde, at der var noget galt med deres barn, men her kom en pædagog og sagde: ’Jeres barn er virkelig glad for og dygtig til at spille fodbold, og han vil kunne udvikle sig i en fodboldklub’. Det gav også forældrene et positivt blik på deres søn og en tro på hans muligheder i livet,” siger Tina Brandt.

Illustration: Rasmus Juul

Giver godt børneliv

Store idrætsorganisationer som DBU og Danmarks Idrætsforbund (DIF) er de senere år kommet på banen med hensigtserklæringer om at understøtte et godt børneliv og børns demokratiske dannelse gennem foreningslivet.

Det glæder Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved VIA University College. Som skoleekspert har han bidraget til DBU’s seneste børnestrategi, der blev lanceret i 2021.

”Strategien er, ligesom man kender det fra dagtilbudsområdet, bygget op omkring FN’s børnekonvention. Og man har blandt andet formuleret et børnesyn og 10 børneløfter, der skal sætte barnet i centrum og sikre barnet rettigheder i fodboldfællesskabet. For eksempel at alle børn har ret til at spille fodbold. At børn skal have træningsmiljøer, hvor leg, nysgerrighed og appetit på fodbold er i fokus. Og at der i klubberne skal være trænere, som i form af træneruddannelse ikke bare har et fodboldfagligt ben, men også et pædagogisk ben,” siger Andreas Rasch-Christensen, som roser DBU for landet over at bidrage til børns trivsel og sundhed gennem forskellige fodboldprojekter i børnehaver, skoler og fritidsinstitutioner.

Illustration: Rasmus Juul

Stærke sundhedseffekter

DBU har blandt andet iværksat fodboldaktiviteter med titler som ’Antibulli fodbold’, ’Playmaker’ og ’Bold og bevægelse’ for de yngste. Og projektet ’11 for Health’ er et 11-ugers skoleforløb på mellemtrinnet, der skal booste børns både læring og trivsel. 

Professor i sport og sundhed ved Syddansk Universitet Peter Krustrup har samarbejdet med DBU om projektet, som siden 2016 har involveret 30.000 elever fra 400 forskellige skoler. Målinger på 7.000 af børnene viser god effekt.

”Vi kan se, at kombinationen af sundhedsundervisning og fodbold i en form, hvor børnene skal lave legeøvelser, dribleøvelser og småspil med kun to til tre spillere på hvert hold, sådan at alle er aktive, har positive effekter på børnenes fysiske form, trivsel, koncentrationsevne og læringsparathed,” siger han.

I en nyudgivet hvidbog om de seneste 20 års sundhedseffekter af fodboldtræning kalder han fodbold for medicin. Konklusionen er blandt andet baseret på studier af voksne med for højt blodtryk, der viser, at fodboldtræning har lige så god effekt på blodtryksfald som effektiv behandling med medicin.

”Faktisk kan fodbold være bedre end tabletmedicin. For fodbold er også godt for kondition, kolesteroltal, fedtprocent, balance, muskler, knogler, koncentration og humøret. Så der er også gode sundhedseffekter for pædagogerne, hvis de løber med børnene ud på fodboldbanen,” pointerer sundhedsforskeren, der oplever pædagoger som meget deltagende i fodboldprojekterne.

”Pædagogerne bidrager med stærke kompetencer i forhold til at udvikle børnenes samarbejde og bevægelsesglæde. Og selvom jeg både er fysisk træner i OB og har været det på kvindelandsholdet, så mener jeg faktisk, at det er langt vigtigere, at vi får sunde og glade børn, end at vi gør dem gode til at spille fodbold,” siger Peter Krustrup.

Illustration: Rasmus Juul

Pædagoger er ’klasse’

’Sunde og glade børn’ er også titlen på DBU’s rapport om børnestrategien for både bredde- og elitefodbolden i fodboldklubberne. Strategien peger i retning mod mere pædagogik i børnefodbolden, fortæller teamleder i DBU Børnefodbold Jesper Jacobsen.

”Vi har meget fodboldfaglighed i klubberne, men de pædagogiske virkemidler er forudsætningen for indlæring og for høj trivsel. Nogle børn sparker skævt, og nogle sparker lige, og de skal alle have lige gode og udviklende træningstilbud, så alle kan udvikle sig på egne præmisser. Det kræver, at vi også har en solid pædagogisk basis,” siger han.

Som led i børnestrategien uddanner DBU derfor børneudviklingstrænere, som kan coache de frivillige børnetrænere i en fodboldklub og bidrage til legende, inkluderende børnemiljøer.

Så en pædagog ville være i høj kurs i den rolle?

”En pædagogisk baggrund er klasse. Fodbolden skal vi nok komme rundt om, men det pædagogiske kan vi blive bedre til. Der er sket meget, men nogle steder tror man stadig, at bare fordi man har spillet fodbold i 1990’erne, så er man egnet som fodboldtræner. Men der er ikke ret meget af den fodbold, jeg selv gik til som barn i 90’erne, jeg ønsker reproduceret i dag,” siger Jesper Jacobsen.

Også næstformand i DIF Frans Hammer er glad for pædagoger blandt de frivillige i fodboldklubber og idrætsforeninger.

”Pædagogerne er hovedleverandør af frivillige kræfter. I forhold til fodbold kan alle sætte to mål op, men hvad fodbold kan bruges til pædagogisk med børnene, og hvordan et hold skal sammensættes, eller hvordan vi kan træne Emil og Peter i at arbejde sammen, det kan vi ikke forvente, at vores frivillige bare kan. Der har pædagogerne en stærk faglighed at stå på,” siger Frans Hammer.

Illustration: Rasmus Juul

Vi er ikke i mål

Selvom der altså kan findes mange pædagoger blandt de frivillige i fodboldklubberne, er det stadig en udfordring at få nok pædagogik sparket ind i fodboldverdenen, påpeger også Andreas Rasch-Christensen, der foruden at være skoleforsker også er bestyrelsesformand i fodboldklubben Brabrand IF. 

”Jeg savner et reelt samspil mellem fodbold og pædagogik, hvor det ene ikke bare bliver et redskab ind i det andet. Lige nu kommer fodboldverdenen med mange gode fodboldindsatser til pædagoger, men jeg kunne godt ønske mig, at fodbolden tog pædagogikken endnu mere til sig. Det er i gang, men vi er ikke i mål,” siger han.

Ønsker mindre resultatfokus og mere leg

Især elitesatsningerne kan blive bedre til at bringe pædagogikkens bolde i spil. Det viser ikke mindst den senere tids medieskriverier om, hvordan fodboldtalenter imod DBU’s regler allerede fra 6-årsalderen bliver scoutet af store eliteklubber. Og hvordan ambitiøse forældre giver samtykke til, at storklubberne løfter de unge talenter ud af børnenes lokale moderklub og fællesskaber og samler dem i præstationsfokuserede miljøer, hvor de bliver hinandens konkurrenter.

I Norge har debatten fået det norske fodboldforbund til at hæve grænsen for, hvornår eliteklubber må jagte talenter i breddeklubberne, til nu 14 år. I Danmark er DBU’s anbefaling 12 år. Også DIF har for nylig været ude at slå et slag for mindre resultatfokus, mere leg og bedre børnetræneruddannelse i dansk børnefodbold.

”At mødes med sine venner i en idrætsforening omkring fodbold, leg og bevægelse skal være en modvægt til præstationspresset, som børn og unge mærker så rigeligt andre steder i livet,” siger fra Frans Hammer fra DIF.

Illustration: Rasmus Juul

Skaber konflikter i skolegården

Det er ikke bare i fodboldverdenen, der er udfordringer med at have pædagogiske kræfter nok til børnene. Også i daginstitutionernes og skolernes hverdag udfordrer pressede ressourcer og personalemangel boldlegen. 

Derfor bliver fodbold i frikvartererne ofte noget, der foregår på store, åbne arealer og med meget store hold, hvor børn på alle mulige fodboldniveauer spiller mod og med hinanden, oplever sports- og sundhedsforsker Peter Krustrup.

”Der vil de dygtigste måske lykkes med at få en høj intensitet i spillet, men mange vil ikke føle sig inkluderet og bliver måske frustrerede. Det kan skabe et højt konfliktniveau, der ikke er fordrende for de gode effekter, vi ellers har påvist, når man spiller fodbold på små baner i små grupper,” forklarer han,

Men han har også medvirket til studier, der viser, hvordan den høje arousal i fodbold kan bruges til at arbejde med børns iboende konkurrencelyst, regulering af aggression og konflikthåndtering.

”Men det kræver, at man har en bevidst intention med legen, og at der er pædagoger og lærere til stede. Studier fra både Danmark og Serbien viser, at så kan man få både større trivsel og færre aggressioner ved at spille fodbold,” siger han.

Kræver pædagogisk værtskab

Det medgiver psykolog og skolekonsulent Rasmus Alenkær. Han bliver ofte kaldt ud på skoler, der har problemer med store grupper af især drenge, der tager konflikter fra fodboldkampe i skolegården med sig ind til timerne.

Da han på sin facebookblog spurgte, om der er sammenhæng mellem fodboldspil og forstyrrende uro i skolen, kommenterede en storm af pædagoger og lærere både for og måske flest imod fodbold.
Rasmus Alenkær udgav sidste år bogen ’Pædagogisk værtskab og uro i skolen’, og ifølge ham er vejen frem netop at tage pædagogisk værtskab for fodbold som en aktivitet på legepladsen og i skolegården.

”Mange steder har man i perioder forbudt fodbold i frikvarteret. I stedet for at smide en velkonsolideret sportsgren og god bevægelsesaktivitet ud af skolegården, fordi det er svært at håndtere, skal vi hjælpe børnene ved at være til stede og sætte rammer for legen. Det gør vi i alle mulige andre pædagogiske sammenhænge, hvor mange børn er sammen i et fællesskab om noget, de kan lide. Her er det så bare fodbold,” siger han.