48 millioner til ny børneforskning: Her er spørgsmålene, som forskere søger svar på

Digitalisering af små børns liv, tidlig indsats, omsorg i dagtilbud og trivsel gennem leg er blandt de temaer, som forskere skal dykke ned i med penge fra den første uddeling af forskningsmidler fra Partnerskab for Børneforskning.
Børn leger i sandkasse
Forskerne skal blandt andet undersøge forholdet mellem børns trivsel og deres deltagelse i leg.

Hvordan får tidlig opsporing og indsats betydning for børn? Hvordan styrker vi en omsorgsorienteret dagtilbudspædagogik? Hvad betyder den gennemgribende digitalisering af samfundet for små børns liv og udvikling? Og hvordan kan vi styrke trivslen gennem leg? 

Det er nogle af de spørgsmål, som forskere og pædagoger i fællesskab skal finde svar på i fire forskningsprojekter med midler fra Partnerskab for Børneforskning, der netop har fordelt de første 48 millioner kroner ud af en bevilling på i alt 200 millioner til børneforskning over fire år. 

Ansøgningerne er blevet bedømt af både et videnskabeligt panel, der vurderer forskningskvaliteten og et praksispanel, som vurderer om forskningen er relevant og omsættelig i praksis, forklarer forperson for Partnerskab for børneforskning, Agi Csonka. 

”Vi er gået efter projekter, som begge paneler har vurderet højt, og de har heldigvis været ret enige. Den konstruktion med både et praktisk og videnskabeligt panel har vist sig at være rigtig god,” siger hun.

Aktuelle og vigtige temaer

Partnerskab for børneforskning er nedsat af Uddannelses- og Forskningsministeriet og har til opgave at uddele midler til forskningsprojekter, der bidrager til et bedre børneliv og en styrket pædagogisk grundfaglighed. At praktikere har siddet med i panelet allerede i udvælgelsen af projekter, har også været med til at sikre, at alle de udvalgte projekter handler om temaer, der er aktuelle og opleves som vigtige i pædagogisk praksis, ifølge Agi Csonka. 

”For eksempel tidlig opsporing, hvad betyder det egentlig, og hvordan håndterer pædagoger de dilemmaer, der er forbundet med at identificere sårbare børn? Og digitaliseringen er her, men hvad gør den ved børnene? Hvordan gør man egentlig pædagogisk omsorg? Og alle er optagede af at gøre mere plads til legen og bakser med de legende tilgange. Så alle fire projekter handler om reelle problemstillinger i praksis, som pædagoger arbejder med,” siger Agi Csonka.

Et krav for at opnå støtte er, at forskere, der søger om midler, udfører projektet som et samarbejde med dagtilbud, kommunale instanser eller pædagoguddannelserne. 

Læs også: Hun sidder på 200 millioner kroner til forskning i pædagogik

Disse fire projekter har fået tildelt midler i første runde

Børns liv i velfærdsstaten (BLIV) 

Tidlig opsporing og tidlige indsatser er blevet en central opgave for dagtilbud. Men hvordan og hvorvidt får indsatserne konkret betydning for børns liv? I projektet ser forskeren med børnene og pædagogerne for at forstå, hvordan tidlig opsporing og indsatser stiller sig i børns og pædagogisk personales fælles liv i dagtilbud.

Projektet udarbejdes i et partnerskab mellem forskere fra SDU, UCL, UC SYD samt forvaltning og i alt fire dagtilbud i Odense og Esbjerg kommune.

Projektet har fået tildelt 11.998.896 kroner.

Trivsel og legedeltagelse i dagtilbud (TRoLD)

Projektet udvikler ny viden om arbejdet med børns trivsel i dagtilbud med afsæt i legeeksperimenter og refleksionsworkshops. I fire delprojekter undersøger forskere forholdet mellem børns trivsel og deres deltagelse i leg. Ambitionen er at etablere et fælles nordisk vidensgrundlag for, hvordan dagtilbudspædagoger forstår, håndterer og kvalificerer det pædagogiske arbejde med børns trivsel, herunder forældresamarbejdet.

Projektet er forankret på VIA University College med deltagelse af praksisforskere, studerende og undervisere fra pædagoguddannelserne i Horsens og Aarhus.

Projektet har fået tildelt 11.997.027 kroner

Småbørnsliv i det digitaliserede samfund

Seks praksisnære studier belyser, hvad den gennemgribende digitalisering af samfundet betyder for små børns liv og udvikling i og uden for pædagogiske institutioner. Projektet kortlægger omfanget af digitale medier i små børns liv og udforsker, hvordan de præger forskellige børns deltagelsesformer og sociale samspil. Og hvad betyder digitaliseringen for forældres og pædagogers samarbejde, praksis og idealer i forhold til børn og opdragelse?

Projektet udføres af forskere fra Københavns Professionshøjskole og Aarhus Universitet i tæt samarbejde med 6 dagtilbud i københavnsområdet og Nordjylland.

Projektet har fået tildelt 11.886.121 kroner

Styrkelse af pædagogisk omsorg i dagtilbud

Projektets sigte er at sætte omsorgen massivt på dagsordenen 360 grader rundt om danske dagtilbud. Foril trods for at omsorg udgør en central værdi i danske dagtilbud, er omsorg vanskelig at få sat på den politiske og derfor også den pædagogiske dagsorden. Forskerteamet er sammensat af forskere fra DPU, RUC og Københavns Professionshøjskole og bidrager med indsigter fra didaktik, pædagogisk psykologi og barndomsforskningen. Et ekspertpanel med tre nordiske omsorgsforskere skal fungere som kritiske og inspirerende dialogpartnere. Derudover indgår en lang række praktikinstitutioner samt 10 dagtilbud fra Fredensborg og Furesø kommuner i samarbejdet.

Projektet har fået tildelt 11.617.802 kroner.

Læs mere om projekterne hos Partnerskab for Børneforskning.

Flere penge på vej i ny runde

Puljen er nu igen åben for ansøgninger frem til 15. maj 2024. Pædagoger kan indsende ideer og ønsker om samarbejde direkte til Partnerskabet, så forskningsinstitutioner og pædagogiske uddannelser kan tage kontakt. Læs mere her.
Og ansøg her.

 

Kunne du og din institution have lyst til at bidrage til forskningen, så læs mere her: 
Seminar om deltagelse i forskningsprojekter.

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.