Hun sidder på 200 millioner kroner til forskning i pædagogik: Forvent ikke klare anvisninger
Da Agi Csonka begyndte i børnehave tilbage i starten af 60’erne, var det, fordi hun skulle lære dansk.
Forældrene var flygtet fra Ungarn i 1957, efter at en opstand mod de sovjetiske besættelsesstyrker året før havde ført til voldelige gadekampe og en uro, der spredte sig til hele landet. Mange blev dræbt, og endnu flere flygtede, inden landet bukkede under. For Agi Csonkas forældre sluttede flugten i Danmark, hvor de tog ufaglærte job som maskin- og fabriksarbejdere.
I dag husker hun ikke tiden i børnehaven. De første minder handler om folkeskolen i Ølstykke, hvor Agi Csonka havde de første seks år af sin skolegang. Her var hun ’en af de mærkelige’ i periferien sammen med andre outsidere, der enten var fattige, skelede, havde meget rødt hår eller på andre måder skilte sig ud. Selv var hun mærkelig på grund af sit navn og sine forældre, der ikke lignede de andres.
Ingen havde forventninger til mig i skolen
I skolen kedede hun sig og følte sig ikke rigtig mødt.
”Ingen havde forventninger til mig eller var interesseret i, at jeg skulle kunne noget særligt. Men jeg var meget boglig og sprang en klasse over i 3. klasse. I dag hører jeg mange unge med minoritetsbaggrund med den samme fortælling som min: At ingen forventer, at de kan noget,” siger Agi Csonka, der tidligere i år blev formand for bestyrelsen for det nye Nationale Partnerskab for Børneforskning.
Partnerskabet skal med 200 millioner kroner de næste fire år styrke forskning i pædagogik.
Ikke mønsterbryder, men opkomling
At Agi Csonka blev student, kandidat og ph.d. og kom til at bestride en lang række poster med stor indflydelse på både dagtilbud og uddannelse, lå ikke i kortene i familien, hvor hun blev den første til at tage en lang uddannelse.
”Min mormor kunne læse, men det kunne min morfar ikke. Hun sad ude på toilettet og læste børnenes stilehæfter og gamle aviser. Hun var sulten efter at lære, og måske jeg har det derfra,” siger hun.
Ordet mønsterbryder ligger ligefor, men selv har Agi Csonka brugt ordet opkomling om sin opstigning gennem flere af samfundets socialklasser. Hun har blandt andet været direktør i Danmarks Evalueringsinstitut, i det tidligere SFI samt formand for Rådet for Børns Læring og Børnerådet. Plus diverse lederjob i flere store virksomheder.
Børneforskning trænger til et nøk opad
Børn&Unge møder hende til en snak om den nye opgave, hun nu står i spidsen for, og de udfordringer, som den er sat i verden for at løse.
Partnerskabet har to hovedopgaver, fortæller hun, da vi sidder i et lille mødelokale på øverste etage i Villum Fondens domicil i Søborg, hvor Agi Csonka er programdirektør. Den første opgave er at sikre god børneforskning af høj kvalitet.
”Det er en udfordring i sig selv. Kvaliteten af børneforskningen kan godt trænge til et nøk,” siger Agi Csonka, mens hun laver en bevægelse opad med hånden.
Den anden hovedopgave er, at forskningen skal kunne anvendes på uddannelsen og i pædagogisk praksis. Det er ikke nogen nem opgave.
”Den nød er endnu ikke rigtig knækket. Jeg synes, det er spændende, at vi skal prøve at komme med bud på, hvordan vi gør det på en god måde,” siger hun.
God børneforskning er et sprængfarligt tema
Netop spørgsmål om, hvad ’god børneforskning’ er, og hvordan forskningen kan bruges i praksis, er et sprængfarligt tema på det pædagogiske område. De senere år har stort anlagt forskning med millionbevillinger, for eksempel Fremtidens Dagtilbud, været stærkt kritiseret for at være i bedste fald irrelevant og i værste fald skadeligt i mødet med pædagogisk praksis. Samtidig stiger forventningerne til, hvilke samfundsmæssige og sociale problemer pædagoger skal løse, og ønsket om, at forskningen leverer viden om, ’hvad der virker’.
”Min erfaring er, at forskning sjældent leverer klare svar. Slet ikke på, hvad du konkret skal gøre. Men god forskning kan vise nogle veje eller temaer, som du skal være særlig opmærksom på i praksis. Hvis du arbejder med børn i udsatte positioner, kan forskningen sige, hvilke vigtige ting du skal se efter i din egen praksis.”
Pædagoger skal selv være ret analytiske i blikket på deres egen praksis, for anvendelse af forskning kræver også noget af dem, der skal bruge den, mener Agi Csonka.
”Pædagoger skal kunne se ret meget indad og turde spørge: Hvad gør vi godt, og hvad gør vi skidt? Men man skal ikke forvente at få klare anvisninger af forskningen. Det ville også være dødssygt. Man kan få en viden, der beriger ens egen faglige dømmekraft og giver en bane at spille på,” siger hun.
Uddannelse betyder meget for alt
I 2017 udgav Agi Csonka bogen ’Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?’, hvor hun fletter sin egen historie sammen med forskning og sætter spot på, hvorfor det trods ambitioner om det modsatte stadig i høj grad er børns sociale baggrund, der bestemmer, hvordan de klarer sig i livet. For hende er uddannelse et kodeord, man ikke kan komme udenom.
”Al forskning viser, at uddannelse betyder rigtig meget for … alt. Fra tandsundhed til sygdom, lykke. Alt. Men vi skaber stadig meget forskellige forudsætninger for at lære, fordi vi ikke formår at møde det enkelte barn og tage udgangspunkt i netop det barns erfaringer,” siger hun.
Agi Csonka selv skulle helt op i gymnasiet, før hun oplevede, at hendes ’gode hoved’ kunne bruges til noget. Hjemme hos veninden Hanne talte moren om bøger, hun havde læst, og om etik og moral. Hun udfordrede Agi Csonkas menneskesyn. Faren interesserede sig for, hvad pigerne havde lært i skolen, og han diskuterede politik og samfundsforhold med Agi Csonka.
Det fik hende til at føle, at hendes tanker og refleksioner var betydningsfulde.
”Min venindes far var den person, der vakte mig. Han så, at jeg kunne noget, og han viste mig, at det var noget, som jeg kunne bruge. Når man møder den, der gør forskellen, er det egentlig bare oplevelsen at blive set. At der er en, som ser mig, som ser, hvem jeg er, og hvad jeg kan,” siger Agi Csonka.
For Agi Csonka åbnede der sig en verden af muligheder. At tage en uddannelse gjorde en kæmpe forskel, fortæller hun.
”Det at tage en uddannelse var dybt fascinerende for mig. Jeg var aldrig rigtig god til at læse lektier i skolen, og jeg var heller ikke en særlig god studerende på universitet. Men miljøet på universitetet og det at være en del af det var meget øjenåbnende,” siger hun.
Hvordan kan man gøre en forskel?
For en pædagog må det være den ypperste anerkendelse, at nogen en dag ser tilbage og siger: Du var den person, der gjorde den forskel for mig. Hvordan kan vi styrke muligheden for, at den slags møder opstår?
”Ja, hvordan gør man det? Hvordan sætter man det på formel? Pædagoger vil med rette svare: tid. At have tid med det enkelte barn. Sidde sammen barnet, tale med barnet. Det handler også meget om faglighed. At pædagoger taler sammen om børnene og får forskellige blikke på dem. Kombinationen af tid og faglighed er en vigtig faktor,” siger Agi Csonka.
Det svære spørgsmål er, hvor instrumentelt man kan forholde sig til de spørgsmål i både forskning og praksis. På den ene side vil samfundet gerne finde den pædagogik, der virker, så vi er sikre på at gøre det rigtige, og at alle børn føler sig set og mødt uanset udgangspunktet. På den anden side er spørgsmålet, om man kan opfinde manualer til mødet mellem mennesker?
”Det er megasvært,” siger Agi Csonka.
”Som børnerådsformand havde jeg tit dialoger med tidligere anbragte børn. Det var hjerteskærende at høre dem fortælle, hvordan de gerne ville have haft en voksen, der bare var der i deres liv. De manglede pædagoger, der også bare var mennesker. Som gjorde ting, der ikke stod i en manual. Den meget professionelle attitude, som ud fra en logik om, hvad et barn har bedst af, oplevede de som distanceskabende,” siger hun.
Der personlige er en del af pædagogikken
Det personlige kan man ikke tage ud af ligningen, når det kommer til pædagogik, mener Agi Csonka. Det samme oplever hun i øvrigt som leder.
”Hvis man prøver at være leder efter en manual eller ud fra et af alle de mange koncepter, bliver man virkelig uinteressant. Men hvis man bare er sig selv, er det omvendt heller ikke sikkert, at man formår at lede alle de forskellige mennesker og at træffe de rigtige beslutninger. Udfordringen er, hvordan man får forenet det professionelle med det personlige, så man skinner igennem som menneske, men heller ikke kun er et menneske på arbejde,” siger hun.
”Den udfordring gælder mange professioner i virkeligheden. Men den gælder især pædagoger, som er i det menneskelige møde hele tiden. De kan ikke bare lukke døren og kigge ind i en computer.”
