Forsker kortlægger tre forståelser af pædagogers arbejde med trivsel
Det tætte, opsøgende og forebyggende pædagogiske arbejde med børn og familiers trivsel i hverdagen er under indflydelse af skiftende politiske og administrative idealer.
Forsker Lene S. K. Schmidt har analyseret og kortlagt tre store trivselsbølger gennem de seneste 10 år. Lige nu peaker en ny forståelse af trivsel, og dermed også nye dilemmaer i forhold til idealerne bag den.
Få overblik over de tre forståelser og de dilemmaer, de bærer med sig, her:
Pædagoger skal måle og monitorere trivsel
Fra omkring midten af 2010’erne bliver trivsel forstået som et målbart fænomen. I den bølge opstår ideer om tidlig opsporing og forebyggelse af børns mistrivsel ved hjælp af målinger og monitorering: Hvem skal vi være bekymrede for? Hvem skal have en særlig indsats?
De fagprofessionelle bliver udstyret med måleredskaber til at foregribe og opspore tegn på mistrivsel, og trivselsmålinger i folkeskoler og daginstitutioner er typiske eksempler.
Samtidig er et blik for, at det er væsentligt at have udsatte livsforhold for øje i forhold til tidlige indsatser og forebyggelse af mistrivsel. Sociale normeringer i daginstitutioner og fritidstilbud bruges til at forsøge at udligne ulighed.
Dilemmaer
Både i praksis og i den pædagogiske videnskab rejses der en række debatter: Kan data være med til at stigmatisere børn, når de opbevares over tid? For eksempel når børn opdeles i røde, gule og grønne kategorier? Og hvad kan målinger overhovedet sige om børns velbefindende og tilstand?
Pædagoger skal leve sig ind i barnets perspektiv
Den anden bølge begynder at rulle i slutningen af 2010’erne. Her ses mistrivsel og udsathed som noget, der i princippet kan ramme alle børn.
Trivsel handler nu om, hvordan børn selv føler og oplever, at de har det.
Hvor det i den første bølge handler om at forebygge og monitorere gennem målinger, ligger der i den anden bølge en grundlæggende krisestemning som præmis: Mistrivslen ’er her’ allerede. Der er familier, hvor både børn og hele familien oplever ikke at have det godt i deres skole, fritids- og daginstitutionsliv, og der kommer pres på social- og specialtilbud til børn.
Dilemmaer
Især på daginstitutionsområdet genrejses en debat om minimumsnormeringer: Er der nok pædagoger til at imødekomme barnets behov? Både i medier og den pædagogiske fagdebat debatterer man, om fokus på ”hvordan har du det?” skaber en overeksponering af det enkelte barns følelsesliv. Kan selve fokus og den løbende selvmonitorering forstærke mistrivslen?
Pædagoger skal skabe tilhør og fællesskaber
Lige nu peaker en tredje trivselsbølge, hvor fokus ligger på almene fællesskaber og plads til forskellighed blandt børn.
Tilhør bliver centralt i forhold til spørgsmålet om trivsel. At stå uden for fællesskaber bliver i sig selv en udsathedskategori. Ledere og pædagoger forventes at sikre at flest mulige børn forbliver i de almene rammer.
Relationskompetence bliver nu set som et middel til at skabe fællesskaber for alle, mens fokus på normeringer og ressourcer træder i baggrunden. Almentilbuddet skal nu løse flere og mere sammensatte opgaver for de samme ressourcer.
Den tredje trivselsbølge er stadig på sit højeste, og derfor bliver der endnu ikke i samme omfang rejst spørgsmål til idealerne om fællesskaber og tilhør.
Dilemmaer
Når fokus ligger på relationer og fællesskaber, forsvinder blikket da for de samfundsmæssige forhold, som også spiller ind i, hvordan familier og børn har det? Risikerer et fokus på relationskompetence som vidundermiddel at individualisere større sociale uligheder og dynamikker til udelukkende at være et spørgsmål om forholdet mellem familien, barnet og pædagogen? Kan alle den slags udfordringer løses gennem relationer, eller (over)ansvarliggør det ledere og pædagoger for problemstillinger, de ikke kan løse alene?
