Få 11 bud på en fællesskabende pædagogik
Med 11 casestories fra en pædagogisk hverdag i en daginstitution giver Anne Søgaard sit bud på, hvordan pædagoger kan være rollemodeller for en fællesskabende pædagogik.
1. Genopdag fællesskabet
Børnehavebarnet Maja bygget et tårn af klodser. ’Jeg vil bygge selv!’ siger hun. ’Jeg hjælper, hvis du får brug for det,’ siger pædagogen Lars. Emil ser interesseret til. Han henter flere klodser til tårnet. Også Sofie kommer med i legen, og tårnet bliver højere, end Maja kunne have bygget det alene. Alle jubler og mærker samhørigheden. Børnene opdager, at det ikke kun handler om mig, men om hvad vi kan skabe sammen.
2. Gør normerne synlige
Pædagogen Kirsten ser, at et dæk på en mooncar er ødelagt. ’Hov drenge, her ødelægger vi ikke ting. I kan hjælpe med at reparere den,’ siger hun. Børnene finder skruer og værktøj, og alle hjælper. Selv Anna, der normalt holder sig lidt tilbage, bliver grebet af stemningen, fordi hun mærker, at de andre passer på tingene. Når normerne for samvær bliver åbne og venlige, vokser fællesskabet.
3. Husk, at børn gør, som vi gør
Hver morgen hilser pædagogen Søren på hvert barn med et smil: ’Godmorgen, Emil! Godmorgen, Maja!’ Senere opstår et lille skænderi: ’Det er min bil,’ siger Emil. Søren sætter sig på hug: ’Han skal jo bare lige lære det. Lad os finde ud af det sammen’. Emil lytter, trækker vejret, og snart leger de godt igen. Ude på legepladsen kan man høre Emil sige til sin ven, da en af de små vil tage deres skovle: ’Han skal jo bare lige lære det.’ Børn husker både, hvad vi siger, og hvordan vi siger det.
4. Brug pædagogikken som kultur arbejde
Pædagogen Mette og børnene maler væggene i legehjørnet. Undervejs taler de om, hvordan man passer på fællesskabet: ’Når vi rydder op, passer vi på hinanden’. Mette takker sin kollega fra en anden stue for at hjælpe til. Senere laver børn og pædagoger en sang om hjælpsomhed, og børnene begynder selv at minde hinanden om, at det er sjovere, når alle hjælper. Fællesskab skabes i handling, ikke i ord og fine plakater.
5. Styrk vensomheden
Sofie ser, at Alma græder. ’Det skal nok gå. Skal vi lege sammen,’ spørger hun sin ven. Pædagogen Anna bemærker: ’Det var sødt af dig at hjælpe Alma.’ Senere spørger Sofie om Emil vil bygge sammen med hende. Ansvar og venlighed ’smitter’ mellem børnene, og vensomhed bliver en kultur. På en tavle kan børnene få skrevet op, når de har hjulpet med noget. De glædes over at fortælle om små handlinger: at hente plaster, samle en bold op, trøste eller dele. Glæden ved at gøre godt for hinanden styrker fællesskabet.
6. Byg bro mellem hjem og institution
Forældre inviteres til fælles legeformiddag. Kirsten fortæller: ’Her hjælper vi hinanden. Ser man en jakke på gulvet, samler man den op. Finder man nogens legetøj, lægger man det i sin vens garderobe.’ Børnene mærker, at de voksne samarbejder, og det skaber tryghed og kontinuitet mellem hjem og institution. Fællesskab omkring barnet kræver fællesskab blandt de voksne.
7. Find børns ild og energi
Nogle børn bliver hurtigt stemplet som ’ham, der ikke kan sidde stille’ eller ’hende, der aldrig tager initiativ’. Når vi i stedet fremhæver børns styrker, kan vi hjælpe dem til at blomstre. Vi må gå nysgerrigt til børnene og undersøge, hvad tænder dem? Hvornår lyser de op? Hvor viser de mod, vedholdenhed eller glæde? Hvis Sille elsker at danse og bevæge sig, så lad hende vise alt det, hun kan med sin krop. Det er der, hun trives bedst, og mærker, at hendes måde at være i verden på har værdi. Og hvis Julie elsker at tegne, så lad hende tegne hver dag. Måske kan hun inspirere andre.
8. Dyrk det fælles tredje
Børn og pædagoger bygger et stort LEGO-byggesæt sammen. De får idéer på skift: ’Lad os lave en dør her,’ siger en. ’God idé,’ bifalder en anden. De skaber sammen, timerne flyver, og alle mærker glæden ved at være optaget af det samme. I det fælles tredje lærer vi, hvad ’vi’ betyder, og pædagogik bliver levende. Da børnene bliver hentet, har de bygget sammen hele dagen. ’Se, hvad vi har bygget, far’. ’Vi gør det sammen igen i morgen,’ siger pædagogen.
9. Start den fælles hjerterytme
Emil hjælper Maja med puslespillet. Pædagogen Anne bemærker: ’Det var hjælpsomt. Se, lige, hvad I har lavet sammen.’ Hjælpsomhed bliver en fælles glæde, der styrker fællesskabet. Da regnen vælter ned, hjælper børnene hinanden med at få cyklerne ind i skuret. De griner, løber, løfter og bliver våde sammen. ’Det var sjovt,’ siger en. De mærker, hvordan hjælpsomhed føles som fællesskabets hjerterytme.
10. Sæt selv rammen
Efter frokost siger Lars: ’Vi rydder op sammen, så alle kan finde legetøjet igen i morgen’. Han begynder at samle klodser op. Flere børn hjælper. ’Tak’, siger Lars. Næste dag minder børnene selv hinanden om at rydde op. Det, der begyndte som en pædagogstyret ramme, bliver nu en kultur, man kan mærke i rummet. Børnene tager værdierne på sig, fordi alle udlever dem hver dag.
11. Vær kulturbærer – også som leder
Lederen Maria byder nye børn og forældre velkomne: ’Her hos os rækker vi ud og hjælper hinanden,’ siger hun i sin introduktion. ’Forleden stod en mor ude ved garderoben og kæmpede med at få barn og taskerne ind og på plads. En anden forælder holdt døren og hjalp til,’ fortæller lederen. Når børn oplever deres forældre hjælpe, forstår de, hvad det betyder at være en del af fællesskabet: At række ud og tage ansvar.
