Vi fandt stjernestunder i projekt om vensomhed

Det ville vi: 

Vi ville forebygge ensomhed

Vi er en institution med 64 børn i alderen 0 til 6 år, hvor der var kommet et dårligt miljø i børnegruppen. Der var mange konflikter, sproget var grimt, og der blev både slået, skubbet og ekskluderet. Vi oplevede også, at nogle børn ikke havde en ven, og sådan skal det jo ikke være.

Vi valgte at få konsulentbistand fra Anne Søgaard, som arbejder med ’vensomhed’ for at få et fælles afsæt for projektet og give alle medarbejdere et fælles pædagogisk sprog. 

Målet var at øge personalets viden og evne til at støtte børns leg, venskaber og fællesskaber med deltagelsesmuligheder for alle. Vi ville genopdage legen og udvikle legemiljøer, der både understøtter leg og vores evne til at være ’medlegende’ for derigennem at forebygge ensomhed.

Som led i projektet ville vi arbejde med større bevidstgørelse af vores egne relationelle kompetencer og evne til at være de rollemodeller, som vi gerne vil være, overfor både børn og forældre. 

Det gjorde vi:

Vi besøgte hinandens stuer

Vi holdt tre pædagogiske dage og to personalemøder om vensomhed. Forløbet på i alt 30 timers udvikling blev afsluttet med en certificering som ’Vensomhedsambassadører’. Alle pædagoger deltog, så vi fik en fælles fagprofessionel viden og arbejdsmetode. 

Forløbet indeholdt også en ’kulturrejse’, hvor vi besøgte hinandens stuer. En pædagog fra vuggestuen besøgte fx børnehavebørnene og omvendt. Legehjørnet er et hus i to etager uden et fælles rum udover legepladsen, så vi ser ikke så meget til hinandens praksis i dagligdagen.

Det første kulturbesøg bestod af en formiddag, hvor vi blot observerede, hvad der foregik. Under besøget havde medarbejderen primært fokus på det, som virkede og understøttede udviklingen hos børnene, og sekundært på det, som undrede, og hvor der med fordel kunne kigges på praksis. Det andet besøg bestod af en hel dag, hvor pædagogen deltog i de daglige rutiner. Bagefter reflekterede vi over oplevelserne sammen med vores kollegaer og gav feedback.

Vi filmede også med iPad for at blive klogere på vores relationsarbejde i hverdagen, og vi gennemgik optagelserne på personalemøder. Videoerne viste nogle gange ting, vi ikke havde været opmærksomme på i situationen. Det kunne være, at vi voksne var slemme til at afbryde hinanden og stille spørgsmål midt i en aktivitet. Det kunne også være et barn, som ’zoomede ud’, når vi havde kreaaktiviteter. Men fordi barnet altid sad ved siden af pædagogen, opdagede vi det ikke. Nu skiftede vi pladser, så barnet kom til at sidde overfor pædagogen, der på den måde bedre kunne se, om barnet fortsat var med. 

Vi holdt også børnemøder om at være en god ven og talte om, at her er vi alle en form for venner. Så hvis ens bedste ven en dag ikke er kommet, har man stadig en masse andre venner at lege med.

Desuden talte vi med børnene om grimt sprog og omdannede en pilehytte på legepladsen til bandehytte. Den blev fyldt med laminerede ord som ’fuck’, og det var så kun der, man måtte tale grimt. 

Endelig havde vi emnet grimt sprog og vensomhed på to forældremøder, og det gav en rød tråd i hele forløbet, at alle – medarbejdere, børn og forældre – talte samme sprog.

Det lærte vi: 

Mindre børnegrupper er bedre

Kulturrejserne åbnede vores øjne for blinde vinkler, når vi gensidigt observerede hinandens arbejde. Der var børn, som prøvede at komme til orde, men som vi ikke altid fik hørt, eller indgroede vaner som at sætte sig på den samme plads hver dag uden en faglig refleksion over, hvorfor vi gjorde det, og om det var det rigtige at gøre.

De gensidige besøg på stuerne styrkede også vores fælles opfattelse af, at vi skal blive ved med at dele børnene op i mindre grupper, når det kan lade sig gøre, for at undgå, at nogle ’falder igenem’ og ikke bliver hørt og inddraget så meget som andre i aktiviteterne. I mindre grupper kan vi bedre holde fokus på de børn, der har det svært i forhold til at få venner, og sikre, at vi er til stede i nuet og anerkender alle børnene.

Det overraskede os:

En kort optagelse kan sige meget

Man behøver ikke mere end 3-4 minutters videooptagelse til at få en god debat om, hvad der fungerer godt og mindre godt i en aktivitet. Det kan man godt få passet ind i et personalemøde. Det svære er faktisk at huske at få tændt for videooptageren, for man er jo typisk optaget af en aktivitet, når det kunne være godt at få filmet.

I begyndelsen havde nogle af pædagogerne det stramt med at blive filmet, men det forsvandt lynhurtigt. Optagelserne viser heldigvis også tit, at vi gør vores arbejde rigtig godt, selvom vi i situationen måske sad med en følelse af, at den aktivitet vist var temmelig kaotisk.

Det aftryk satte projektet i praksis:

Vi vil på rejse igen

Kulturrejserne hjalp os med at tænke mere som ét hus og tale det samme sprog, og vi vil helt sikkert forsøge at tage på rejse igen.

Vi har udnævnt tovholdere fra alle stuer, som mødes hver 5. uge for at evaluere, hvordan det går med vensomheden og videooptagelserne. Vi vil gerne hver især optage 3-4 videoer hvert kvartal.

Vi samler på stjernestunder med alt det, vi lykkes med. Så skriver vi det ned og hænger op i garderoben eller personalestuen. Der var f.eks. en situation, hvor et barn slog et andet, og så sagde et tredje barn, at det gør man altså ikke mod sin ven. Hvorefter det første barn gik hen og krammede det andet barn.

Gode råd til andre pædagoger

• Videooptagelser kan åbne øjnene for blinde vinkler
• Del de gode oplevelser med dine kolleger og forældrene
• Inddrag hele personalegruppen og forældrene i projektet, så I alle taler samme sprog

Hvis du vil vide mere

Kan du kontakte leder Rikke Hyllested Rømer på mail qu1h@kk.dk