Det er jo ikke ligegyldigt, hvem der løfter opgaverne i en institution

For nylig besøgte Aarhus Kommunes borgmester, Anders Winnerskjold, mig i børnehuset. Vi så på min kollega Helle, der sad sammen med en mindre gruppe børn. De legede med dukker, og jeg udpegede Helles handlinger og satte ord på pædagogikken.

”Se, hun hjælper med at løse konflikten mellem de to børn, der vil have den samme dukke. Lyt, hun gentager barnets ord, så barnet hører den korrekte udtale,” forklarede jeg borgmesteren.

Et barn begyndte at køre rundt med en voksenstol. Det må man ikke, for stolen er vores arbejdsredskab. Helle hjalp barnet til at fortsætte legen med noget legetøj.

”Lagde du mærke til, at Helle ikke skældte ud? Hun korrigerede adfærden og viste barnet, hvordan man godt må lege,” sagde jeg til borgmesteren.

Besøgene begyndte for 10 år siden

Og da et barn slog sig, gjorde jeg ham opmærksom på, hvordan Helle ikke tyssede, men brugte sin egen krop til at afstemme barnets følelse, indtil barnet var klar til at give slip igen og fortsætte sin leg.

Borgmesteren er den seneste af en lang række politikere, jeg har haft på besøg. Det begyndte for godt 10 år siden, da jeg blev uddannet pædagogisk meningsdanner. Jeg ville gøre noget ved den svære situation, som mange pædagoger står i. Vi vil gerne bedrive vores fag, men rammerne for at gøre det kan være for snærende.

Men hvordan søren kunne jeg gøre politikerne opmærksom på det vigtige arbejde, der foregår her hos os i praksis?

Jeg besluttede mig for at skrive til Børn og Unge-udvalget i kommunen, at jeg gerne ville vise dem vores pædagogiske praksis og starte en demokratisk samtale om de muligheder og barrierer, der er for at bedrive den praksis. Et par af dem tog imod min invitation, og jeg valgte, at de skulle komme én ad gangen.

Jeg kan åbne den pædagogiske verden for dem

Dengang var det min kollega Berit, der sagde ja til at vise sin faglighed frem, mens jeg oversatte for politikerne. Når man har en uddannelse som cand.scient. eller cand.jur., ved man nok mere end mig om loven eller styring af den offentlige sektor. Men jeg kan åbne den pædagogiske verden for dem, så de forstår, at det ikke er ligegyldigt, hvem der løfter opgaven, eller hvor mange børn der er til hver pædagog.

Når jeg byder en politiker velkommen, siger jeg altid, hvad jeg godt kunne tænke mig, at de går herfra med. Nemlig en følelse af, hvor betydningsfuldt et arbejde vi udfører. Og så må de jo gerne huske os og prioritere os, næste gang de sidder i byrådssalen.

Jeg gør også opmærksom på, at hvis de kom over middag, ville de ikke se Berit eller Helle med en lille gruppe børn. Så ville hver pædagog være ansvarlig for tre gange så mange børn, og det ville være en anden form for pædagogik, der blev bedrevet. Jeg tilføjer, at jeg netop har inviteret dem om formiddagen, hvor de kan se det fantastiske stykke arbejde, vi kan udføre, når vi får mulighed for det.

Jeg har lært ikke at tvivle

De første par gange, jeg havde besøg, var jeg nervøs for, om jeg kunne finde ud af at sætte ord på pædagogikken. Men jeg har lært ikke at tvivle. For det giver så meget mening, når jeg er i direkte kontakt med en politiker og kan vise, hvad pædagogik er. Jeg får en følelse af, at jeg kan yde en vigtig indsats for det fag, som jeg har så stor kærlighed til.

Jeg kan jo ikke vide, om besøget skaber forbedringer for børn og pædagoger i Aarhus Kommune. Men jeg håber, at det giver en effekt, når politikerne kan se den velfærdsopgave, vi løfter for dem.

Det kunne borgmesteren i hvert fald. Han var meget nysgerrig, og på et tidspunkt spurgte han mig, hvad der skal til for at løse rekrutteringsudfordringerne i pædagogfaget. Jeg så hen mod Helle, der sad som en fast base på gulvet, mens børnene tog tasker over armen og legede, at de skulle ud i verden. 

”God tur,” sagde Helle til børnene, der tog fem skridt og vendte tilbage til hendes rolige krop.

Jeg pegede på min kollega og svarede borgmesteren:

”Vi skal have mere af det der.”