I så mig ikke, I så ikke mor. Ingen så os, Anne. Du så os heller ikke

Et brev til pædagog Anne Søgaard fik fortiden til at vælde frem, og med minderne om en glemt tid kom også sorgen og den dårlige samvittighed. For en lille pige blev svigtet, fortæller Anne Søgaard om brevet, der blev et vendepunkt for hende.

Artikel

Mikkel Prytz (journalist)

Udgivet den 24. august 2021

Da jeg finder brevet, undrer jeg mig. Afsenderen kendte jeg for mange år siden. Jeg har ikke kontakt til hende mere. Jeg har vel nærmest glemt hende. Men jeg husker hende med det samme, jeg ser hendes navn.

Jeg åbner brevet straks. Jeg kan slet ikke lade være. Det er håndskrevet, skriften er nærmest barnlig, selvom hun må være voksen nu. Jeg læser og bliver ført tilbage til en tid, hvor jeg ikke var ældre end 22-23 år. Jeg må stoppe flere gange. Jeg bliver så ramt og ked af det. Og da jeg er færdig med brevet, sidder jeg tilbage med en tom følelse: For jeg har svigtet en lille pige.

’Dette brev ville jeg ønske, at jeg kunne have givet til dig, til dem, der skulle hjælpe mig, til børnene, til deres forældre, til de lærere og pædagoger, der passede mig, meget før end nu, 18 år senere, hvor det føles som alt for sent, og jeg har det så skidt indeni.’

Sådan begynder brevet. Jeg tænker tilbage på den stille, anderledes pige, jeg var pædagog for dengang. Hun skilte sig ud allerede fra starten. De andre børn boede i store villaer ud til vandet. Hendes forældre havde et lille hus i en havekoloni, og de lugtede lidt af røg. Pigen var buttet og ret forsigtigt anlagt. Både jeg og de andre pædagoger vidste, at hun ikke havde nogen venner og ingen at lege med. Og vi prøvede da også nu og da: ’Gå nu lige hen og spørg, om du må være med. Kan I ikke lige tage hende med i legen?’ Vi inviterede hende indenfor med vores ord. Men med vores tone og vores kropssprog var vi alligevel med til at holde hende udenfor. Og det står lysende klart for pigen, da hun skriver sit brev mange år efter.

Sad alene i hjørnet

’Når der skulle holdes sommerhygge med forældre, sad mor og jeg altid alene ovre i et hjørne. Ingen satte sig ved os, heller ikke du, Anne. Jeg husker, at populære Emilies mor og far og de andre forældre grinede og sad sammen, men ingen så mor, ingen så mig, og mor holdt op med at komme til de ting med forældre. For det føltes værre at være der ’alene’ end at sidde hjemme alene. I så mig ikke, I så ikke mor, ingen så os, Anne. Du så os heller ikke.’

Man kan se på kroppe, om de vil andre mennesker. Og børn spejler sig i voksne. Så hvis vi har virket mere afvisende overfor pigen, måske endda irriterede på hende, når hun nu igen skulle hænge på os, så har de andre børn fornemmet det. Hvis vi ikke har spurgt ind til hendes ferie med interesse og nysgerrighed, og ikke har sagt: ’Hvor er det godt, du er tilbage, for vi har brug for dig her,’ så har vi ikke været med til at tale pigen op og vise hendes venneværdighed, som jeg kalder det, for de andre børn.

Hun vil ikke kontaktes af mig, står der i brevet. Men jeg ringer hende op og spørger, om hun vil mødes. Hun er meget afvisende, men siger alligevel ja. Vi går en tur. Jeg fortæller, hvor ked af det jeg er, og jeg undskylder mange gange. Jeg spørger, om hun vil mødes og snakke nu og da, men hun afslår. Hun syntes bare, jeg skulle lære af hendes historie.

Det skal ikke ske igen

Alligevel kontakter hun mig efter et par uger. Hun er meget ked af det. Vi snakker på en café, og jeg lytter en masse. Ensomheden fra hendes barndom og skoletid præger hende stadig. Hun har aldrig følt sig god nok og tror, at alle er ligeglade med hende. Jeg tuder, hver gang jeg tænker på det, fordi jeg får så dårlig samvittighed. Men samtidig træffer jeg en beslutning: Fandeme nej! Det skal ikke ske igen. Ikke, hvis jeg kan være med til at forhindre det.

I dag holder jeg foredrag om, hvor vigtigt det er, at alle børn bliver set. Og at det er alles ansvar, både pædagogers, læreres, forældres og de andre børns, at ingen føler sig ensomme. Jeg kalder det at gå fra ensomhed til vensomhed. Vi har stadig kontakt, pigen og mig, og nogle gange er hun med mig, når jeg fortæller. Hun læser sit brev op, og det virker altid stærkt på tilhørerne. Ligesom det gør på mig. Lige så stærkt som den dag, jeg fandt det.