Pædagoger mangler tid til faglighed: Her er det værst

Både i dagtilbud og på skole- og fritidsområdet mangler en stor del af pædagogerne mulighed for at bruge deres faglighed. Kommunalvalget kan blive afgørende for, om udviklingen vender.
Foto af barn, der kigger på voksen
Tid til det enkelte barn er afgørende for, at pædagoger kan bringe deres faglighed optimalt i spil. Men mange pædagoger har alt for lidt tid til at bruge deres faglighed optimalt i hverdagen, viser BUPL's seneste vilkårsundersøgelse.

Høj pædagogisk kvalitet kræver, at pædagoger kan sætte deres faglighed i spil til gavn for børnene.

Det er blandt andet blevet understreget af kvalitetsundersøgelserne på dagtilbudsområdet.

Men BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse tegner et bekymrende billede: Det store flertal af landets pædagoger oplever nemlig, at de har begrænsede muligheder for at bruge deres faglighed optimalt i hverdagen.

’Vi har børn på almenområdet der måske burde være i basis eller specialinstitutioner, og ikke hænder nok til at løfte opgaven tilfredsstillende. Det gør at vi i perioder ikke har tilstrækkelig tid til bl.a. det enkelte barn,’ skriver en daginstitutionspædagog i undersøgelsen. 

Og problemet findes ikke kun i daginstitutionerne. Også i skoler, SFO’er og på klubområdet er de faglige rammer under pres.

’Der er generelt ikke tid til ret meget i det daglige - mange dage føles som ren brandslukning og tiden til pædagogisk arbejde er ofte nødsaget til at blive nedprioriteret,’ skriver en af skolepædagogerne.

BUPL: Høj pædagogisk kvalitet kræver tid

Pædagogernes mulighed for at bringe fagligheden i spil er helt afgørende, hvis vi skal have dagtilbud, skoler og fritidsinstitutioner med høj kvalitet, understreger BUPL-formand Elisa Rimpler.

Der er brug for tid til at arbejde med børnene i små grupper – nogle gange én til én. Og der er brug for tid til forberedelse faglig sparring, påpeger hun.

”Det kræver faglige overvejelser at imødekomme børnegruppens behov og at tilrettelægge en alderssvarende organisering af dagen med aktiviteter, der stimulerer og udfordrer børnenes udvikling. Det er også derfor, forberedelse og sparring er en helt naturlig del af en folkeskolelærers arbejdstid,” siger Elisa Rimpler.

Læs også: Pædagogers svar: Sådan kan vi skabe kvalitet i hverdagen

Bekymrende store forskelle

Men der er store kommunale udsving i pædagogernes mulighed for at bruge deres faglighed, viser BUPL’s vilkårsundersøgelse.

I de kommuner, hvor de faglige rammer er dårligst, oplever næsten halvdelen af pædagogerne, at de kun ’i mindre grad’ eller ’slet ikke’ har tilstrækkelig tid til at bruge deres faglighed optimalt i hverdagen.

”Det er dybt bekymrende, at et lille land som Danmark tillader så store udsving i rammer og faglighed. Det burde vi kunne gøre bedre. Og det er jo åbenlyst, at det har konsekvenser for både den pædagogiske indsats, for kvaliteten og for pædagogernes arbejdsmiljø,” siger Elisa Rimpler.

Men vilkårsundersøgelsen viser også store udsving afhængigt af arbejdsområde. I en række kommuner er der stor forskel på, hvordan henholdsvis daginstitutionspædagogerne og skole- og fritidspædagogerne oplever de faglige rammer.

Se mere i danmarkskortene nederst i artiklen. 

Kommunalvalg kan blive afgørende: Disse ting bør politikerne fokusere på

Det er som bekendt byrådene, der beslutter, hvordan pengene i kommunekasserne skal bruges. Og det kommende kommunalvalg 18. november kan blive afgørende for, om de pædagogfaglige rammer i en kommune bliver styrket tilstrækkeligt eller ej.

Det kræver nemlig en langsigtet strategi, hvor kommunerne løbende sætter mål og sætter ind skridt for skridt, understreger Elisa Rimpler og peger på, hvad disse skridt eksempelvis kunne være:

  • Sikring af to pædagoger på alle stuer i vuggestuen
  • Afskaffelse af forårs-SFO (alternativt en sikring af, at minimumsnormeringer følger med)
  • Byggeri af nye sunde børnehaver
  • Flere penge til SFO’er
  • Et stop for pålagte koncepter
  • Forberedelsestid til alle pædagoger
  • Styrkede muligheder for at uddanne pædagoger via merit – også på fritidsområdet

”Der er rigeligt for politikerne at gøre. Og hvis man er i tvivl om, hvad der er det vigtigste, så vil jeg anbefale at gå i dialog med pædagoger, ledere og BUPL lokalt,” siger Elisa Rimpler.

Du kan også læse forskeres råd til, hvordan pædagoger og ledere kan få mere indflydelse på samarbejdet om kvaliteten.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.