Dårligt arbejdsmiljø kan skade din pensionsopsparing
Hvis du har et dårligt arbejdsmiljø, går det ikke kun ud over din arbejdsglæde. Det kan også skade din mulighed for at spare op til pensionen.
Det viser en ny undersøgelse fra BUPL, hvor mere end 2500 pædagoger i alderen 58+ medvirker.
Blandt de pædagoger i undersøgelsen, som har et ’dårligt’ eller ’meget dårligt’ arbejdsmiljø, planlægger 62 procent at forlade arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen.
’Jeg ville gerne blive længere, da der er mangel på pædagoger, men min krop kan nok ikke holde til det. Hvis der var bedre vilkår, ville jeg overveje at blive længere,’ skriver 58-årig daginstitutionspædagog med ’dårligt’ arbejdsmiljø, som forventer at stoppe før folkepensionsalderen.
For pædagoger med et ’meget godt’ eller ’godt’ arbejdsmiljø forventer kun henholdsvis 39 og 49 procent at forlade arbejdsmarkedet før tid (se boks).
BUPL om 'urimelige' konsekvenser: Arbejdsgivere skal gøre det bedre
Dermed har pædagoger med et dårligt arbejdsmiljø altså udsigt til gennemsnitligt at optjene færre pensionskroner og til at skulle strække dem længere end pædagoger med et godt arbejdsmiljø.
Det er ikke rimeligt, at dårligt arbejdsmiljø rammer både pædagogernes arbejdsglæde, livskvalitet og økonomi, understreger Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø:
”Det er derfor, vi arbejder for at sikre pædagogerne et arbejdsmiljø, så de kan holde i faget helt til pensionsalderen og gerne længere, hvis de har lyst. Samtidig kæmper vi for at bevare ordninger som eksempelvis seniorpensionen, der sikrer de pædagoger, som er så nedslidte, at de ikke kan arbejde frem til pensionsalderen,” siger han.
Forudser store problemer for visse kommuner
Men selvom pædagogerne og deres fagforening spiller en rolle i at påpege problemer med arbejdsmiljø og komme med løsningsforslag, er det i sidste ende arbejdsgivernes opgave at sikre pædagogerne ordentlige arbejdsvilkår. Og i øjeblikket er der et enormt pres på dem, påpeger Johnny Gaardsdal.
Tal fra Kommunernes Landsforening viser nemlig, at der om 10 år vil der mangle 8.000 pædagoger, og de arbejdsgivere, som i øjeblikket gør for lidt for at sikre pædagogerne et ordentligt arbejdsmiljø, kan få endnu sværere ved at tiltrække og fastholde pædagoger i de kommende år.
”Jeg tror, at vi i de kommende år i stigende grad vil se, at pædagoger søger væk fra arbejdspladser med dårlige arbejdsforhold og samler sig steder, hvor rammerne er bedre. Der er et enormt pres på arbejdsgiverne for at forebygge, at det sker, og der vil kommuner, som er på forkant og allerede nu fokuserer på seniorordninger og på at sikre et ordentligt arbejdsmiljø, have en stor fordel,” siger han.
Tidlig exit koster dyrt: Søg rådgivning før du brænder ud
Rent økonomisk giver det god mening at søge væk fra en arbejdsplads med dårligt arbejdsmiljø. Men Connie Madsen, rådgiver hos Pædagogernes Pension (PBU), har i første omgang et andet råd til pressede pædagoger – uanset alder:
”Allerførst vil jeg anbefale at søge karriererådgivning hos BUPL lokalt. For de pædagoger, jeg taler med, ønsker ikke altid at skifte job. Men de er flade. Og i den situation kan det hjælpe at få sparring på, hvad er bedst i forhold til de specifikke udfordringer, man står med i sit arbejdsliv,” siger hun.
Connie Madsen anbefaler også pædagoger at kontakte PBU for at få specifikke råd om deres pensionsøkonomi.
”Men helt generelt kan jeg sige, at det altid er bedre at gå ned i tid end at stoppe helt. Hvis man eksempelvis stopper med at arbejde tre år før folkepensionsalderen, kan det resultere i omkring 3000 kroner mindre udbetalt om måneden,” siger hun og understreger samtidig, at det tager lang tid at spare op til at kunne trække sig før tid. Især, hvis man ikke indbetaler til efterløn.
Læs mere om mulighederne for karriererådgivning hos BUPL.