Budget-tjek: Se, om din kommune vil spare på børneområdet

Kommunalvalget står for døren, men allerede nu står det klart, om din kommune investerer eller sparer på børneområdet næste år. En af de kommuner, som investerer stort, har taget inspiration direkte fra BUPL.
Barn kigger på mønter
Flere af landets kommuner investerer i børneområdet i næste års budgetter. Det kommer dog ikke som en overraskelse. Den seneste kommuneøkonomiaftale har nemlig givet kommunerne flere penge mellem hænderne.

Danskerne skal snart i stemmeboksen, og BUPL har via kampagner og events op til kommunalvalget sat fokus på kvalitet til børn og unge.

Men allerede nu ligger det fast, om kommunerne har tænkt sig at styrke børneområdet næste år. Landets byråd har nemlig allerede vedtaget budgetterne på børneområdet for år 2026.

Og en række kommuner har faktisk valgt at afsætte flere penge til børnene næste år end det var tilfældet i 2025. Det viser et tjek af kommunernes 2026-budgetter foretaget af BUPL. 

Den positive udvikling kommer dog ikke som en overraskelse: Den nye kommuneøkonomiaftale har nemlig givet kommunerne flere penge til eksempelvis at styrke kvaliteten i daginstitutionerne.

Nederst i artiklen kan du se ”budget-danmarkskort” med udviklingen i landets kommuner på både daginstitutions- og fritidsområdet.

Kommune trækker ressourcepædagoger ud: Fik ideen fra BUPL

En af de kommuner, som næste år investerer både på dagtilbuds- og fritidsområdet, er Holbæk.

Blandt andet styrker Holbæk Kommune normeringerne i kommunens daginstitutioner ved at trække ressourcepædagoger og daginstitutionsledere ud af normeringsstatistikkerne. 

Og den beslutning har byrådet taget med inspiration fra BUPL, fortæller Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S):

Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) med borgmesterkæde
Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) er stolt af både kommunens pædagoger og børnehuse samt af den nye budgetaftale. Men hun understreger, at kommunens investeringer skal have tid til at virke. "Alt er ikke løst 1. januar."

”Det var faktisk fra BUPL, jeg første gang hørte om forslaget om at trække ledere og ressourcepædagoger ud af normeringsstatistikkerne. Jeg synes, det var en god ide, og jeg er stolt af, at det er blevet en del af det løft, vi har vedtaget i byrådet. Det er det største løft af børneområdet, jeg husker at have set i Holbæk Kommune,” siger hun.

Christina Krzyrosiak Hansen understreger, at kommunens ambition både er at styrke normeringerne – helst med uddannet personale – og at gøre normeringsstatistikkerne mere gennemskuelige.

”At vi trækker ledere og ressourcepædagoger ud af statistikken, betyder jo ikke, at de ikke stadig arbejder ude i institutionerne. Det betyder bare, at vi er nødt til at ansætte tilsvarende flere pædagoger for at leve op til loven om minimumsnormeringer,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Investerer i mere faglighed: Kommune har særlig fordel

Holbæk Kommune skruer også op for arbejdet med få ufaglært personale til at tage pædagoguddannelsen via merit.

”Det betyder noget for børnene, om der er pædagoger til stede. Men ligesom mange andre kommuner har vi i rekrutteringsudfordringer i Holbæk. Derfor afsætter vi økonomi til at skrue op for det gode samarbejde, vi allerede har med Professionshøjskolen Absalon om at uddanne pædagoger via merit,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Den mulighed har landets øvrige kommuner også. Men Christina Krzyrosiak Hansen vurderer, at Holbæk Kommune har en fordel, mange andre kommuner ikke har:

”Vi har fået trukket en pædagoguddannelse til Holbæk. Så når vores medarbejdere får tilbud om at uddanne sig til pædagog via merit, undgår de lang transporttid til uddannelsesstedet. Det letter logistikken, og jeg tror, det kan gøre en forskel, når man som erfaren pædagogmedhjælper overvejer, om man skal sige ja til at uddanne sig til pædagog,” siger Holbæk-borgmesteren.

’Ro på:’ Særlig investering skal skaffe flere pædagoger

Ved siden af posten som borgmester i Holbæk Kommune er Christina Krzyrosiak Hansen også formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg.

Og i samarbejdet med andre kommunalpolitikere hører hun ofte om en anden udfordring, som Holbæk Kommune med sit nye budget forsøger at tage højde for:

”Når jeg er rundt i kommunerne og spørger, hvorfor de ikke altid bare takker ja til tilbuddet om statslige midler til opkvalificering, så hører jeg tit om samme udfordring: Mange medarbejdere har svært ved overskue at tage pædagoguddannelsen, fordi de føler, der er brug for dem på stuen. Med investeringerne i bedre normeringer forsøger vi i Holbæk at sikre vores medarbejdere ’ro på,’ så de kan se, at det kan fungere, at de er væk fra institutionen i den periode, hvor de uddanner sig,” siger Christina Krzyrosiak Hansen. 

Hun tror på, at kommunens investeringer på sigt vil få stor betydning for både kommunens børn og pædagoger:

”Jeg er stolt af vores pædagoger og børnehuse, og jeg er stolt af den retning, vi i byrådet har sat for børneområdet. Den retning har jeg tænkt mig at kæmpe videre for også efter kommunalvalget. For jeg ved da godt, at alt ikke er løst 1. januar. Det tager tid,” siger hun.

 

Budget-danmarkskort: Dagtilbudsområdet

Budget-danmarkskort: Fritidsområdet

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.