Pressede ledere: Vi har ikke tid til at forebygge
Ledere af dagtilbud spiller ligesom deres kolleger i andre offentlige lederstillinger en afgørende rolle i forhold til at forebygge medarbejderes sygdom. Men mange er selv så pressede, at de ikke forebygger så meget, som de ønsker.
I stedet bruger de blandt andet tiden på at leve op til procedurer og på at reagere, når medarbejdere først er blevet syge. Sådan lyder en af konklusionerne i et nyt forskningsprojekt fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
“For at kunne være en nærværende leder for medarbejderne skal mellemlederne selv trives. Når de oplever at være overbebyrdede og ikke have de rette kompetencer til at håndtere det høje sygefravær, har de ikke ressourcer til at være nærværende,” siger Lene Rasmussen, som er forsker hos NFA.
Ny forskning: Mange ledere har ikke fokus på forebyggelse i hverdagen
Lene Rasmussen har i sit ph.d.-studie interviewet 19 mellemledere, der ligesom dagtilbudsledere har personaleansvar tæt på praksis. De er fra fire forskellige områder: hospital, daginstitution, plejehjem og fængselsvæsen.
Gennem forskningsprojektet har hun undersøgt, hvordan man kan nedbringe det stigende sygefravær på offentlige arbejdspladser.
I undersøgelsen efterspørger lederne fokus på at forebygge sygefravær gennem arbejdsmiljøet i stedet for, at de som nu bruger for meget tid på eksempelvis at overholde procedurer. Lederne taler primært om forebyggelse af sygefravær som noget, der er rettet mod medarbejdere, der har meget sygefravær. Det er fx tilbud om psykologhjælp, når medarbejdere har det dårligt.
Behov for fokus på alle medarbejdere - ikke kun dem, der mistrives
Resultaterne passer med tidligere forskning, som peger på, at arbejdspladsens indsats mod sygefravær i grove træk er afkoblet fra arbejdspladsens fokus på arbejdsmiljø og trivsel, fortæller Jesper Kristiansen, seniorforsker hos NFA
“Når lederne taler om forebyggelse af sygefravær, er der ikke så meget fokus på psykosociale og ergonomiske belastninger, som har indflydelse på sygefraværet. En indsats for at forbedre arbejdsmiljøet kan være med til at forebygge fravær, og er rettet til alle medarbejderne, ikke kun dem, som mistrives eller har problemer med højt sygefravær” siger Jesper kristiansen.
Han understreger, at der stadigvæk skal være fokus på, hvordan man kan hjælpe medarbejdere, der ikke har det godt:
“Det er vigtigt, at man kan reagere, når nogen bliver syge eller mistrives. Det skal bare ikke stå alene,” siger han.
Lederes egen trivsel er overset
Ifølge forskningen oplever flere af lederne, at deres egen trivsel ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. Det er et område, som der hidtil ikke har været stor fokus på i forskningen, fortæller Jesper Kristiansen.
“Når det handler om at forebygge sygefravær, føler nogle ledere sig overset,” siger han og uddyber:
“Der er ikke meget forskning, som fokuserer på ledernes egen trivsel. Man har fokuseret på medarbejdernes trivsel og set lederne som et instrument til at skabe det gode arbejdsmiljø. Nu er der kommet mere fokus på, at ledernes trivsel også er vigtig,” siger han.
Forebyggelsesarbejdet kan opleves som ekstra belastning
En faktor, som især presser lederne, er travlhed. I den sammenhæng kan sygefraværsindsatsen opleves som en ekstra belastning, fordi det er forbundet med mange dokumentationskrav, fortæller Jesper Kristiansen.
Lederne i undersøgelsen peger på flere dilemmaer, som handler om netop den udfordring.
Et af dem handler om procedurer i forhold til fravær.
“Lederne finder det positivt, at der er ensartede og klare regler i hele organisationen. Det sikrer klarhed og retfærdighed. Omvendt giver procedurerne også ekstra opgaver med dokumentation, som påfører lederne yderligere arbejde,” siger Jesper Kristiansen.