Ufrivilligt skolefravær: Sådan kan pædagoger spille nøglerolle

Barnet møder lidt senere efter en dårlig nat, bliver hjemme om mandagen eller har svært ved at finde venner. Små tegn, som kan være begyndelsen på et mønster, der vokser med årene. Det skal pædagoger reagere på, mens børnene er små og går i indskolingen eller endda i børnehave.

Forskning viser nemlig, at børn med lidt mere fravær end deres klassekammerater allerede i indskolingen har større risiko for senere at udvikle massivt skolefravær. En landsdækkende stikprøve, som Børn&Unge har lavet i samarbejde med tre andre medier, viser, at mange børn på mellemtrinnet kæmper med fravær af sociale og psykologiske årsager.

Derfor handler den afgørende indsats ifølge forskere og praktikere ikke kun om at få børn tilbage i skole, men om at opdage og handle på fraværet, før det for alvor begynder - i nogle tilfælde allerede i børnehaven. Her kan pædagoger spille en nøglerolle.

”Det handler meget ofte om fællesskaber, forstået på den måde, at er man en del af fællesskabet, vil man gerne i børnehave eller skole, næsten uanset, hvordan man har det. Har man ikke en ven, vil man være mere tilbøjelig til at blive hjemme,” siger Anne Søgaard, som er pædagog og familievejleder og arbejder som underviser og konsulent - blandt andet i forhold til det ufrivillige fravær i skoler. Gennem sit arbejde ser hun også børn i børnehaver, som har fravær og svært ved at komme afsted.

Læs også: Nye tal stiller skarpt på ufrivilligt skolefravær: Pædagogers vigtige arbejde er under pres

Lidt fravær bliver til mere med årene

Meget tyder på at støtte langt tidligere, når problemerne endnu er små, kan være med til at forebygge ufrivilligt fravær senere i barnets skoleliv. For fraværet vokser i takt med at børnene bliver større.

Det siger Mikael Thastum, som er professor i psykologi ved Aarhus Universitet. 

“Børn, der i indskolingen har mere fravær end de andre børn, får i gennemsnit også mere fravær end de andre senere. De er i større risiko for at udvikle mere bekymrende fravær, eller i hvert fald mere end 10 procents fravær over tid,” siger professoren, som har stået i spidsen for projektet Back2School, der handlede om netop ufrivilligt fravær. 

Han ser et tidligt fokus, som en af nøglerne til at mindske fraværet.

“Det tyder på, at hvis man satte tidligt ind og identificerede de børn, som allerede i indskolingen havde nogle vanskeligheder med at komme i skole, så kunne man måske forebygge udviklingen af fravær over tid,” siger Mikael Thastum og tilføjer, at indsatsen i en del tilfælde både skal handle om at støtte barnet og om at støtte barnets familie.

Venner mindsker fravær

Anne Søgaard peger på, at forældrene spiller en vigtig rolle, både i negativ og positiv forstand.

”Jeg har oplevet mødregrupper, hvor en mor havde en oplevelse af ikke at være en del af gruppen. Da barnet kom i daginstitution, gentog mønstret sig. Vi skal række ud til den, vi ved står alene, og forældrene skal lære deres børn og vise dem, at vi skal invitere andre ind,” siger hun og tilføjer:

”Det er et fælles anliggende, at børn har venner. Det er børnegruppens kultur og forældregruppens normer, som former, hvem der får plads, og hvem der bliver gjort til ’den forkerte, den venneløse’,” siger hun. 

Vandrer alene rundt på legepladsen

Ufrivilligt skolefravær har komplekse årsager, men børneforsker Christina Holm Poulsen understreger, at skolens fællesskaber og børnenes relationer er et vigtigt, men ofte overset sted at sætte ind. Det peger børnene også selv på i undersøgelser, forklarer hun.

”Nogle gange kan man i skolen miste blikket for, hvad man rent faktisk kan gøre der. Hvis man kommer til at fokusere for meget på barnets sårbarhed, eller noget i hjemmet, lukker det ned for handlemuligheder i skolen,” siger hun.

”Vi skal simpelthen kigge på årsagerne til barnets fravær langt tidligere, og vi skal kigge på skolens fællesskaber. Der kan vi forebygge, og det har jeg været nysgerrig på.”

Når børnene oplever, at de deltager i skolens fællesskaber, ser det ud til at have stor betydning for, at de også oplever et tilhør til skolen, hvilket vil sige, at de kan bidrage til fællesskabet og de fælles undervisningsaktiviteter, viser Christina Holm Poulsens forskning.

”Og modsat fik jeg øje på, at de børn, som har det svært og er i mistrivsel, ofte har haft vanskeligt ved at tage del i det, der foregår. Det er børn, som har været lidt tilskuere, og som har vandret meget alene rundt på legepladsen og kigget efter nogen at være sammen med. Andre børn har reageret på de vanskelige deltagelsesbetingelser ved at blive udadreagerende og forstyrrende i undervisningen,” siger hun.

Interesser skaber fællesskab

Anne Søgaard arbejder ind imellem selv med børn, som ikke kommer i skole. Her er hendes generelle tilgang at gå i dialog med børnene om deres interesser og give dem mulighed for at beskæftige sig med dem i skolen eller SFO'en.

”Jeg har for eksempel arbejdet med en gruppe børn, hvor nogle af dem interesserede sig for negle og makeup, mens andre var mere til Lego og rumraketter. De begyndte at møde klokken otte om morgenen i SFO'en, hvor de dyrkede deres interesser i fællesskab. Når de oplever at være fælles om noget, er de tættere på at komme tilbage i det store fællesskab,” siger hun.