Camilla vil altid huske Bentes ord: ’Du må aldrig love børn hverken tæsk eller lagkage’
”Du må aldrig love børn hverken tæsk eller lagkage, hvis du ikke har tænkt dig at give dem det.”
Sådan sagde Bente til mig, da jeg efter få dage i mit nye pædagogmedhjælperjob kom til kort overfor nogle børn, der ikke ville gøre, som jeg bad dem om. Vi skulle ud til bålet og have snobrød til frugt, men der var tre børn, jeg ikke kunne trænge igennem til.
Og så sagde jeg det, som min egen mor også kunne have fundet på at sige til mig, da jeg var barn: ”Hvis I ikke hører efter nu, kommer I ikke med.”
Jeg mente det jo ikke
”Har du virkelig tænkt dig, at de bare skal kigge på, mens de andre børn laver snobrød?” spurgte Bente mig så.
Og jeg blev helt paf og vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg havde jo bare sagt det for at få dem til at høre efter. Det var jo ikke noget, jeg mente.
”Det kan godt være,” sagde Bente.
”Men børn har brug for tydelige voksne, der gør, som de siger, og siger, hvad de gør. Hvordan skal de ellers lære at stole på andre?”
Og så sagde hun det der om tæsk og lagkage.
Bente satte sig for at lære mig faget
Bente var på mange måder en klassisk pædagog. Venlig, omsorgsfuld og med et kæmpestort smil om læben. Og hun var meget mere end det. Hun var en rigtig udepædagog, der altid var klædt på til opgaven og elskede at lave bål og være i naturen med børnene.
Jeg skulle bare tjene nogle penge som medhjælper, mens jeg ventede på at begynde på historiestudiet på Københavns Universitet. Mit kendskab til pædagogik var begrænset, men Bente satte sig for at hjælpe mig ind i faget og lære mig det, jeg manglede for at kunne være i børnehaven. Og jeg skulle dælen dulme lære meget.
Gentog min egen opdragelse
Det gik op for mig, at jeg gentog min egen opdragelse, når jeg var sammen med børnene. Jeg kunne finde på at sige: ”Du skal spise chokolademadden til sidst.”
Og Bente kunne så spørge mig: ”Hvorfor skal han det?”
Hvis jeg havde gode argumenter for min måde at gøre tingene på, var det fint. Men hun spurgte altid ind og fik mig til at reflektere over, hvorfor jeg gjorde og sagde, som jeg gjorde.
Jeg skulle ikke lære børn bogstaver og årstal
Tiden kom, hvor jeg skulle på universitetet, men tilværelsen som historiestuderende viste sig ikke at være mig. Jeg skiftede til lærerseminariet, og der var undervisningen spændende. Men når jeg var i praktik og så lærerne stå alene med en kæmpe børneflok, føltes det ikke rigtigt.
Med et halvt år tilbage af studiet indså jeg, at jeg skulle tilbage til 0-6-årsområdet. Jeg skulle ikke lære børn bogstaver og årstal. Jeg skulle lære dem at stole på andre og være gode ved sig selv, hinanden og den verden, vi lever i.
Og jeg skulle gøre det sammen med pædagoger som Bente. Men ikke med Bente selv, for hun fik desværre en hjernesvulst og døde. Men skæbnen ville, at jeg blev ansat i hendes stilling, da jeg blev færdig som meritpædagog i sommeren 2003.
Jeg havde påtaget mig et ansvar
Savnet efter hende fyldte meget i begyndelsen. En anden følelse blev dog også tydelig for mig: Jeg havde påtaget mig et ansvar. Og jeg ville gøre mit bedste for at leve op til det. Måske endda gøre det lige så godt som Bente.
Hun lærte mig, at når du husker folks navne og bruger dem, føler de sig set. Det er jeg blevet meget ærekær omkring. Jeg skal lære alle børns navne at kende. Og jeg gør mit yderste for også at lære forældrenes navne. Og kæledyrenes. Og mormor og morfars.
Bente viste mig, hvor interessant min profession er
Bentes ord har fulgt mig, lige siden jeg mødte hende. Og jeg har givet dem videre til nyuddannede og ufaglærte. Jeg kan ikke tælle på en hånd, hvor mange gange jeg har brugt sætningen om tæsk eller lagkage, når jeg har villet få dem til at reflektere over, hvordan de bruger trusler eller belønninger for at få børnene til at makke ret.
Det var mødet med Bente og andre pædagogiske ledestjerner, der viste mig, hvor interessant og meningsfyldt min profession er. Jeg ville være historieprofessor, men endte som børnehavepædagog. Og jeg har ikke fortrudt det et sekund.
