René oplever ikke stor forskel på at være pædagog og soldat. Bortset fra uniform og våben

Jeg var udsendt med hold 1 i Irak. Når vi rykkede ud med den pansrede ambulance, var min opgave at behandle og opklare. I blæksort mørke skulle jeg afsøge området for potentielle fjender og identificere de tilskadekomne. Skulle helikopteren tilkaldes? Hvordan skulle beskadigede køretøjer fragtes hjem? Seks år i militæret lærte mig de klassiske soldaterdyder: improviser, adapter, og overvind. 

Hjemme på basen på Bornholm hjalp jeg om sommeren med at træne praktikanter, som kom til øen for at prøve soldaterlivet af. Jeg trænede dem blandt andet i at skyde og sendte dem på døgnøvelser i skoven, hvor vi agerede fjender, og udfordrede og guidede dem undervejs. For mange af de unge var det hårdt at møde modstand og nederlag, men når vi sendte dem tilbage med færgen, lyste stoltheden i deres blikke.

Jeg var også med til at træne unge i udsatte positioner, der kom til øen i et par uger i sommerferierne. Nogle af dem havde mistet håbet og opgivet fremtiden, måske fordi de havde oplevet så meget modgang i livet allerede. Soldaten i mig mødte dem med tydelighed, faste rammer og tillid. Og tilgangen ’vi skal aldrig give op, vi skal videre’.

Jeg gjorde en forskel

I sommerugerne med de unge oplevede jeg for alvor, at jeg gjorde en forskel. Flere af dem vendte tilbage og blev senere konstabler. Og jeg fik tanken, at jeg ville arbejde med ungdomskriminelle. 

Efter at en dansk soldat døde på missionen i Irak, blev min mor og storebror stadig mere insisterende på, at jeg fandt på noget andet at lave. Jeg nåede også selv til et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde oplevet det, jeg skulle som soldat, og da jeg kom hjem, begyndte jeg på pædagogseminariet i Aarhus.

Flere af mine medstuderende kunne ikke forlige sig med tanken om, at jeg var soldat, og mente ikke, at militærdyder som disciplin passede ind i faget. De fleste fandt dog hurtigt ud af, at jeg var en helt okay fyr, og at tydelighed og præcision også kan noget i pædagogikken.

Sendte unge i skoven uden telefoner

Som klubpædagog kunne jeg med det samme mærke, at jeg var landet på den rette hylde. Jeg har ofte taget de unge med ud på militærlignende øvelser i skoven. De blev droppet et ukendt sted med et primitivt kort og en lygte – uden telefoner. Jeg fulgte dem selvfølgelig på afstand og holdt øje med dem undervejs. 

Turene har lært dem at finde ro i usikkerhed, navigere i den og være i nuet. De er altid vokset vildt med opgaven og har været friske på at ville afsted igen, når vi har sluttet af med brunch i klubben, og roen er faldet over dem.   

Egentlig oplever jeg ikke, at der er stor forskel på at være pædagog og soldat, bortset fra uniformering og våben.

Som pædagog for unge i udsatte positioner er din opgave at hjælpe mennesker med traumer i bagagen. Det kræver, at man kan holde hovedet koldt, at man kan omfavne det ubehagelige og opspore, hvad der er på spil. Soldaterlivet har givet mig en robusthed og evne til at skabe den korpsånd, som er afgørende for at vinde de udsatte unges tillid.

De unge sætter vores mærke på deres ting

I ungdomsklubben Stedet i Viborg, hvor jeg nu er afdelingsleder, har jeg blandt andet lavet et klistermærke, hvor der står ’Stedet Viborg’, og det sætter de unge på deres ting – telefoner, cykler, sågar biler. Det er et godt tegn på, at de er stolte af at være en del af fællesskabet, synes jeg.

Hver måned holder vi møder, hvor de unge er med til at træffe beslutninger. Det vigtigste er at give dem et positivt fællesskab, så de tør vælge de negative fællesskaber fra. Og så øver og hylder vi de små succeser. For hvis man ikke kan klare de små ting i hverdagen, er det svært at nå de store mål i livet.