Efter 40 år med mobning, angst og stress: Nu giver Jannis kamp mening
Det var i 3. klasse, det var midt i det store frikvarter, og det var de store fra 8. og 9. klasse, der gjorde det. Holdt mig fast og trak bukserne af mig, så alle kunne grine ad mig.
Efter skole ventede de ofte på mig. Jeg flygtede over skolens tag eller gennem en bagdør. Hvis jeg var heldig, slap jeg fra dem. Når de fik fat i mig, fik jeg bank.
’Det er bare Janni,’ sagde de voksne, hvis jeg prøvede at få hjælp på lærerværelset.
Ingen gjorde noget
Min mor kæmpede for mig, og skolepsykologen kunne også se, at jeg havde det dårligt, men ingen gjorde noget. Man kendte ikke så meget til diagnoser dengang, og DAMP var noget, som drengene havde.
Mobningen begyndte allerede i børnehaven, hvor jeg blev udstødt, fordi jeg var anderledes. Jeg har altid hellere villet være sammen med drengene end pigerne. Der er noget dejligt ligefremt ved drenges måde at være på, mens jeg aldrig har kunnet forstå logikken bag flotte negle eller pyjamasparties.
Jeg troede, at det var i orden at blive slået
Jeg skiftede til en privatskole, men mobningen fortsatte. De andre åbnede døren, når jeg var på toilettet, eller sagde, at de kom til min fødselsdag, men mødte ikke op. Og jeg begyndte at tro på, at det var i orden at blive slået og holdt udenfor. For jeg var jo anderledes.
Det var mig selv, der valgte at komme tilbage til min gamle skole. Jeg ville se mine dæmoner i øjnene. Og det kom jeg til. Mobningen fortsatte, men jeg havde truffet et valg. Jeg vidste, at jeg skulle klare skolen og have en uddannelse. Jeg ville være pædagog. Jeg ville hjælpe andre, så de ikke måtte gå igennem det samme, som jeg havde været udsat for.
’Du kan ikke blive pædagog’
Det er den beslutning, der har fået mig til at blive ved med at kæmpe. Men jeg har ikke altid mødt opbakning fra kolleger, ledelse eller undervisere i pædagogverdenen.
Jeg har fået at vide, at jeg ikke kunne være pædagog, fordi jeg var for anderledes. Og jeg har oplevet en skyggeside af mit fag med mobning og bagtale, som jeg har prøvet på at sige fra overfor. For hvis man ikke kan rumme en kollega, der er anderledes end en selv, hvordan skal man så kunne være et godt forbillede for børnene?
Jeg er anderledes. Det har jeg vidst hele livet. På grund af mobningen har jeg lidt af kronisk stress, depressioner, angst, panikanfald og spiseforstyrrelser. Først som 40-årig fik jeg klar besked: Jeg har både adhd og autisme. Aha, tænkte jeg. Der er en grund til, at jeg må kæmpe så hårdt.
Jeg kan være en god pædagog, selvom jeg har en diagnose
Jeg bærer en solsikkesnor, når jeg er på arbejde, og viser på den måde, at jeg har et handikap, der ikke er synligt. Og jeg beviser samtidig, at jeg godt kan være en god pædagog, en god videndeler for mine kolleger og en god sparringpartner for forældrene, selv om jeg har en diagnose.
‘It takes one to know one’. Jeg forstår, hvis et barn siger, at der går kludder i hovedet, og jeg er hurtigere end mine kolleger til at spotte, når et barn har udfordringer. Det er ikke så underligt. Jeg har brugt det meste af mit liv på at observere andre mennesker og studere deres adfærd i et forsøg på at passe ind.
Men jeg har været meget påpasselig med at få bearbejdet mine egne oplevelser. Det kræver en god forståelse for din egen situation, før du kan hjælpe andre.
Leder: ’Vi har valgt at investere i dig’
Jeg arbejder i dag i fleksjob i en SFO. Det er det første sted, jeg føler, at jeg passer ind. Faktisk forsvandt alle mine symptomer på angst og stress, kort tid efter at jeg var begyndt i ressourceforløb her.
’I får en uopfordret ansøgning, for jeg vil være her,’ sagde jeg til min leder, da ressourceforløbet var slut.
Men de havde allerede besluttet sig for at ansætte mig.
’Vi har valgt at investere i dig,’ sagde min leder. Det er der aldrig nogen, der har sagt til mig før. Jeg tudbrølede og blev så glad. De ved godt, at jeg er anderledes, men de ser også mine kvaliteter. Jeg har kæmpet 40 år for at nå hertil. Nu giver kampen mening.
