Vi er aldrig bedre venner, end at jeg kan sætte dig af holdet

Vær varm om hjertet og kold i røven. Sådan lyder mottoet for Peter Slifsgaard, distriktsleder på 0-6 års området i Kerteminde Kommune. Mød en erfaren leder, der sover godt om natten - og lader sig inspirere af sin fortid som fodboldtræner.
Foto af Peter Slifsgaard fra Kerteminde Kommune, distriktsleder på 0-6 års området
Peter Slifsgaard holder af at være vellidt og have gode relationer. Men det er vigtigt for ham, at hans medarbejdere ved, at intet står over den opgave, han er sat i verden for at løse.

Peter Slifsgaard leder med lige dele menneskelighed og målrettethed.

Han er en erfaren leder, og derfor sover han godt om natten. Og han er ikke det fjerneste i tvivl: Intet står over den opgave, han er sat i verden for at løse. Som en del af den nye artikelserie 'Lederstemmer,' fortæller han her om både de opløftende og udfordrende sider af sit lederliv.

Vær varm om hjertet, men kold i røven

”Sådan lyder mit ledermotto. Jeg er en ledertype, der giver meget af mig selv. Jeg holder både af at være vellidt og have gode relationer, men mine medarbejdere skal også vide, at intet står over den opgave, jeg er sat i verden for at løse. Selv om vi kan grine og have det behageligt, er vi aldrig bedre venner, end at jeg, både konkret og billedligt talt, kan finde ud af at sætte dig af holdet.

Det er lidt ligesom at være fodboldtræner, hvad jeg var i rigtig mange år. I omklædningsrummet kunne vi jo drikke en bajer, men når holdet skulle sættes, var det ikke nødvendigvis ’ham den hyggeligste’, der blev udvalgt. Opgaven var altid at vinde fodboldkampe, og det var de bedste, der blev peget på, når holdet skulle sættes. 

Jeg vil gerne være en leder, folk har tillid til, og jeg tænker også, at tilliden kommer af, at de ved, at jeg passer mit arbejde. Også når det er svært.”

Jeg kan altid sove om natten

”Og min gode nattesøvn bunder nok i, at jeg med årene har fået noget solid ledelseserfaring i kombination med en teoretisk forståelsesramme. Min gode nattesøvn bunder nok i, at jeg med årene har fået noget solid ledelseserfaring i kombination med en teoretisk forståelsesramme. 

Jeg kan naturligvis blive rørt, men jo mere indsigt jeg har, og jo mere jeg har prøvet som leder, jo nemmere har jeg ved at færdes i både vanskelige beslutninger og samtaler.

Rutinen og min viden betyder, at jeg ved, hvordan folk kan reagere, hvilke mekanismer, der rør sig, og hvilke følelser, der kan spille ind.

Min ro bunder nok også i, at jeg bestræber mig på at have styr på mit arbejde. Det giver mig en følelse af velvære, at jeg løser mine opgaver ordentligt. 

Jeg trives med, at folk kan stole på, at jeg gør mit job så godt som muligt.”

En fantastisk dag som leder

”Den havde jeg forleden, da jeg rundede en personalestue i et af dagtilbuddets huse. Her hang plancher med hverdagseksempler på, hvordan der er arbejdet neuropædagogisk med et barn eller i en situation. Det gjorde mig glad. Vi har nemlig lagt os i selen for at sætte en pædagogisk retning, og plancherne viser, at det begynder at bære frugt.

Pædagogfaglig udvikling kan indimellem have trange kår, fordi spørgsmål om for eksempel rekrutteringskrise og økonomi fylder meget.

Men så har vi sendt alle pædagogfaglige medarbejdere på efteruddannelse i neuropædagogik, lederne har været afsted på uddannelse i implementering, og tilgangen begynder stille og roligt at leve.

Det passer mig rigtig godt, at der ikke er tale om et rigidt styringskoncept, men om et fagsprog og en ramme for at drøfte vores tilgang i specifikke cases eller situationer.”

Det dræner mig at blive belært af slipsedrenge

”Jeg bliver træt, når folk uden erfaring og indsigt mener at vide, hvordan de kan løse mit arbejde bedre, end jeg kan. eg bliver irriteret, når der for eksempel sidder en slipsedreng foran mig og siger: 'Du skal bare gøre sådan eller sådan,' når jeg ved og kan se, at en opgave eller et område er markant underfinansieret.

Som leder kan man indimellem opleve, at man bliver brugt lidt som kanonføde i den politiske proces. Man må jo få det bedste ud af de politiske beslutninger og implementere dem på bedste vis. Men det kan da trække tænder, når der er tale om beslutninger, man synes, man har argumenteret sagligt imod.

Sidste år blev taksterne på dagtilbudsområdet for eksempel hævet markant, og det måtte jeg stå på et møde med flere hundrede forældre og forklare og forsvare. 

Men sådan er det at være leder. Det er en del af jobbet.”

Mine åndehuller uden ledelse

”Dem har jeg ikke så mange af. Mit lederjob er nemlig ikke bare et arbejde, men en livsstil, jeg har tillagt mig igennem 23 år. Jeg skelner ikke skarpt mellem fritid og arbejde, men der er da enkelte åndehuller i mit liv, som ikke handler om ledelse: En sammenkomst med familien. Et weekendophold med min hustru og gode venner. En fodboldkamp. En bog. Og træning. Sådan noget bruger jeg gerne tid på.

Jeg oplever grundlæggende, at lederjobbet er meget meningsfyldt, fordi det ikke kun handler om mig. Og netop derfor arbejder jeg gerne til sent om aftenen.

Ledelse handler først og fremmest om de mennesker, vi har ansat, om børn og forældre. Min ledelse skal gerne gøre netop deres liv og hverdag bedre.

Og selvfølgelig løfter jeg ikke opgaven alene. Den lykkes kun i samarbejdet med lederkollegaer, ledelsesteam og medarbejdere. Og når de har tillid til mig.”

Læs også: "Jeg bliver glad helt ind i sjælen, når jeg ser et barn vokse"

Leder af ledere: Peter Slifsgaards lederliv helt kort

Distriktsleder Peter Slifsgaard har været leder i 23 år og har blandt andet en diplomuddannelse i ledelse af forandringer.

Han er nærmeste leder for fem pædagogiske ledere, en administrativ leder og en køkkenleder.

Desuden er Peter formand for den lokale BUPL-lederbestyrelse, medlem af Lederforeningens landsbestyrelse samt medlem af hovedbestyrelsen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.