Derfor styrker kunst og kultur især børns følelsesmæssige udvikling
Kunst og kultur har mistet terræn i daginstitutionerne de senere årtier. Sang, musik, fortælling og kreative aktiviteter var tidligere et bærende element i pædagogikken – det var det, man lavede i børnehaven – men i dag kan man blive pædagog helt uden undervisning i for eksempel sang og musik.
Det er en skam, mener Thomas Gitz-Johansen, der forsker i kunst og kulturs betydning for børns udvikling.
“Det æstetiske betyder noget for os som mennesker,” fastslår forskeren.
Perspektivet er udviklingspsykologisk
I den styrkede pædagogiske læreplan findes kortfattede begrundelser for, at børn skal møde kultur og æstetik. Men hvad er det præcis, kunst og kultur gør ved os? Hvad skal børnene egentlig med musik, sang, dans, billedkunst, eventyr og teater? Det har Thomas Gitz-Johansen gennem flere år forsket i.
Han har især undersøgt, hvordan kunst og kultur ser ud fra et børneperspektiv, og hvilken betydning mødet med æstetiske udtryksformer kan have for børns udvikling. Hans perspektiv er således udviklingspsykologisk, og som metode bruger han observation, og i lange perioder har han overværet børns møder med kunst og kultur i daginstitutioner.
Nu er resultaterne af hans undersøgelser udkommet i bogen ’Børns kulturoplevelser – et udviklingspsykologisk perspektiv’.
Reformpædagogikken: Børn udvikler sig ved at udfolde sig kreativt
I bogen argumenterer Thomas Gitz-Johansen for, at det æstetiske spiller en særlig rolle for pædagogers arbejde med især børns følelsesmæssige og sanselige udvikling. Dette var anerkendt i store dele af det 20. århundredes danske pædagogik – og ikke mindst i reformpædagogikken var tanken, at børn udvikler sig til hele mennesker gennem fri leg, kreativitet, musik, bevægelse og kunstnerisk udfoldelse.
I datidens reformpædagogik var der mindre fokus på ’læring’ og mere fokus på ’udvikling’. Forstået som, at børn ikke bare skulle lære noget udefra og ind og måles på det, men at de i stedet skulle have mulighed for at udfolde og udvikle deres egne anlæg indefra og ud inspireret af udviklingspsykologien, forklarer Thomas Gitz-Johansen.
”Ideen var, at måden man udvikler sig på, blandt andet er ved at udfolde sig kreativt, musisk og kunstnerisk gennem fri deltagelse i musik, sang, dans, arbejde med maleri, bevægelse af kroppen og brugen af sin egen stemme,” siger forskeren.
Udviklingspsykologien lægger vægt på rammesætning
Thomas Gitz-Johansen peger på, at udviklingspsykologien i dag står et andet sted:
”Den udviklingspsykologi, vi har i dag, lægger mere vægt på, at børn har brug for de voksnes rammesætning for at kunne opleve og udfolde sig.”
Dermed spiller pædagogerne ifølge nutidens udviklingspsykologi en langt vigtigere rolle, pointerer Thomas Gitz-Johansen.
”Pædagoger skal simpelthen være dem, der giver børnene et kulturelt og kunstnerisk rum at udforske og udfolde sig i,” siger han.
Pædagogens opgave er at ’holde rummet’
Opgaven bliver dermed at invitere, rammesætte og facilitere. Thomas Gitz-Johansen kalder det at ’holde rummet’, som børnene kan træde ind i. Det gælder, når pædagogen fortæller et eventyr, synger og spiller med børnene eller stiller materialer frem til billedkunst. Thomas Gitz-Johansen har observeret, hvad der sker, når pædagoger er rigtig dygtige til netop det.
”Pædagogernes begejstring smitter af på børnene,” siger han.
”Det handler ikke om, at man nødvendigvis selv skal være meget god til at synge eller til at lave billedkunst. Men det er vigtigt, at man har en eller anden form for vanthed med det og kan hvile i det, for eksempel fordi man har mødt det på sin uddannelse.”
Det afgørende er, at der i mødet med kunst og kultur opstår et særligt rum, hvor fantasi, sanser og følelser kan komme i spil.
Kunst og kultur giver plads til følelser
Særligt for de små børn handler det om følelsesmæssige og sanselige oplevelser, siger Thomas Gitz-Johansen og uddyber:
”Jeg er ret begejstret for, faktisk lidt oppe at køre over, tanken om, at det at have kontakt med vores egne følelser ikke altid er noget, vi får ved at kigge indad og søge dybt i os selv.”
Pædagogikken i dag lægger ofte vægt på, at børn skal mærke egne og andres følelser og lære at sætte ord på dem. Det synes Thomas Gitz-Johansen er ’superfedt’, understreger han.
”Men det er som om, vi har glemt, at det også kan foregå i en mere symboliseret form. Kunst og kultur tilbyder børnene et rum, hvor de lærer at være i og gennemleve deres følelser i fællesskab med andre,” siger han.
Det kan være gennem sang, hvor børnene mærker stemning, rytme og fællesskab. Det kan være i eventyr, hvor børn lever sig ind i følelser af frygt, spænding, håb og fascination. Eller i billedkunst, hvor de får lov til at udtrykke sig spontant med farver, former og materialer uden at skulle forklare præcis, hvad det betyder.
Fælles oplevelser kan noget særligt
Ifølge Thomas Gitz-Johansen er det en vigtig dimension af børns møde med kunst og kultur, at de æstetiske oplevelser foregår i fællesskaber.
”Udviklingspsykologien har i mange år haft fokus på relationer som afgørende for børns udvikling. Kritikken er, at det ofte har været relationer mellem to mennesker, for eksempel mellem mor og barn eller pædagog og barn. Men i dagtilbud foregår de fleste relationer jo ikke en-til-en, men gruppevis,” siger han.
Her peger forskningen på, at kunst og kultur kan noget særligt. Når børn synger sammen, lytter til et eventyr eller deltager i en fælles kreativ og kunstnerisk aktivitet, opstår der et fælles rum for følelser.
”At fortælle eventyr er for eksempel noget, man kan gøre med en hel gruppe af børn, som kan leve sig ind i fortællingen,” siger Thomas Gitz-Johansen.
”Og så kan de hver især blive særligt optaget af lige præcis det i eventyret, der rører dem allermest. Nogle kan blive optaget af de smukke elverfolk, og nogle af de drabelige ting, hvor folk skal have hugget hovedet af. På den måde kan de egentlig få individuelle følelsesmæssige ting ud af eventyret, men uden at det skal være sådan en en-til-en-relation,” siger han.
Derfor er børns møde med kunst og kultur særligt interessant set med udviklingspsykologiske briller, forklarer han:
”Vi beholder fokus på den følelsesmæssige og den sanselige udvikling, men vi gør det igennem nogle fælles og kollektive fænomener og oplevelser, hvor pædagogen er tovholderen.”
Et særligt rum mellem fantasi og virkelighed
For at forstå, hvad der sker i de situationer, trækker Thomas Gitz-Johansen blandt andet på den britiske psykoanalytiker Donald W. Winnicott (1896-1971). Ifølge ham er det sundt for mennesker, hvis vi indfører en lille smule illusion i vores omgang med virkeligheden. Han bruger begrebet ’det potentielle rum’, som beskriver et særligt felt mellem fantasi og virkelighed, som også opstår i børns rolleleg.
”Det er, når noget i virkeligheden bliver til noget lidt andet i fantasien. Nogle papkasser bliver et sørøverskib, og et barn bliver til en hund, og et andet barn bliver til en baby. Vi kan også kalde det en form for fantasisfære,” siger Thomas Gitz-Johansen.
Winnicott peger på, at det er udviklende at kunne bevæge sig i dette felt mellem fantasi og virkelighed. Her kan man afprøve sider af sig selv – følelser, roller og erfaringer i en form, hvor det ikke er helt virkeligt, men heller ikke bare fantasi.
Forsker med en klar opfordring til pædagoger
Man kan både gå ind i det potentielle rum som skaber, for eksempel når børn tegner, maler eller udtrykker sig på andre måder, eller som modtager af kunst og kultur. Men det kræver, at vi løsner vores forhold til virkeligheden en lille smule.
”Når man går i teater eller i biografen, eller når man læser en bog eller lytter til musik, har man jo brug for at blive grebet af en illusion, som man kan leve sig ind i,” siger forskeren.
Det vigtigste budskab, som Thomas Gitz-Johansen håber, at pædagoger vil tage med fra hans forskning og bogen, er en opfordring til at arbejde med kunst og kultur sammen med børnene:
”Det, at vi har et sanseligt og følelsesmæssigt mættet rum at være i, betyder noget for os mennesker. Fortællinger, eventyr, sange, dans og musik betyder noget. Det at lære at udtrykke sig og skabe noget selv betyder noget. Så begynd at arbejde med det sammen med børnene. Altså: lav dans, lav musik, lav maleri, fortæl eventyr,” lyder opfordringen fra forskeren.
