Tjek jeres praksis: Har I styr på børnesynet?
Debatten om børnesynet fik nyt liv i 2025, da børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) introducerede begrebet ’pissedårlig opdragelse’.
Men har fokus på børns rettigheder og individuelle behov taget overhånd, eller er det institutioner og skoler, der ikke har fulgt med samfundets udvikling?
Disse spørgsmål trækker konflikten hårdt op.
Læs også: Kampen om børnesynet: Gør børn det altid, så godt de kan?
5 spørgsmål: Er du enig med kollegerne?
Fast ligger det dog, at børnesynet påvirker store dele af det pædagogiske arbejde. Og derfor kan det være godt at diskutere og tage stilling til, om du og kollegerne er enige i jeres syn på børn og unge, og om jeres praksis bunder i et pædagogisk hensyn.
Til det formål får I her fem refleksionsspørgsmål, som I kan stille jer selv, fx på et personalemøde, hvis I vil åbne for en diskussion af jeres børnesyn.
Spørgsmålene er udformet af Tina Brandt, der tidligere har arbejdet som pædagogfaglig leder i en selvejende institution. I dag holder hun oplæg og workshops, blandt andet om relationskompetent praksis.
Børn og voksne er ligeværdige, men ikke ligestillede. Hvad betyder det? Og hvordan ser det ud hos os?
Hvad mener vi, når vi siger, at børn gør det godt, hvis de kan?
Hvilke handlemuligheder har vi, hvis vi tror, at børn ikke gør det bedste, de kan?
Hvad betyder respekt for børn og unge hos os?
Hvordan kommer vores respekt for børn og unge til udtryk i den måde, vi arbejder på? Fx hvis vi tager afsæt i Jesper Juuls ord om, at børn ofte ved, hvad de har lyst til, men de ved ikke altid hvad de har behov for.
Hvordan kan vi hos os arbejde med vores pædagogiske mål og samtidig understøtte børn og unges grundlæggende psykologiske behov?
Når børn og unge får opfyldt grundlæggende psykologiske behov for at opleve autonomi, kompetence og samhørighed, så trives og udvikler de sig allerbedst og er mest fordybet. De får en indre motivation til at tilslutte sig det, vi præsenterer dem for.
Når vi bestemmer for meget og er kontrollerende, uden at de oplever indflydelse, vil de give os modstand og afvise vores initiativer og aktiviteter.
Arbejder vi med konsekvenser? Og er de konsekvenser en naturlig følge af børn og unges handlinger, eller kommer vi til at bruge konsekvens som en form for straf?
Når man vipper på en stol, er det en naturlig konsekvens, at man kan vælte. Men er det en naturlig konsekvens at blive sendt ud i garderoben, fordi man sidder uroligt?
