Ledelse på spil: Hvornår giver evaluering mening?

I denne episode af 'Ledelse på spil' undersøger vi evalueringskultur i dagtilbud og stiller spørgsmålet: Hvad skal der til, for at evaluering giver mening i praksis - både for børn, medarbejdere og leder?
Pige sidder med blok og blyant
I denne episode af 'Ledelse på spil' bliver en leder kastet ud i dilemmafyldte situationer om evaluering, feedback og faglig refleksion – sammen med en forsker, der arbejder med evalueringskultur i dagtilbud.

Evaluering skal gerne gøre os klogere på hverdagen med børnene. Men for mange ledere og medarbejdere kan det også føles som skemaer, målinger og dokumentation, der kommer udefra og stjæler tid fra det pædagogiske arbejde. Og samtidig kan evaluering også være sårbart.

For hvad sker der, når man føler sig bedømt – eller når evalueringen peger på noget, der ikke fungerer? Det er omdrejningspunktet i denne episode af 'Ledelse på spil', hvor vi undersøger evalueringskultur i dagtilbud.

I episoden bliver vores ledergæst Lilian Bjelke kastet ud i et dilemmafyldt spørgespil med genkendelige situationer fra hverdagen i dagtilbud. Hun skal navigere i alt fra sprogevalueringer og hjemmeblindhed til personalemøder præget af afbrydelser, modstand og forskellige forståelser af, hvad evaluering egentlig er.

Sammen med forsker Marta Padovan-Özdemir undersøger vi blandt andet, hvornår evaluering bliver en hjælp til refleksion og udvikling – og hvornår det tipper over i kontrol, bedømmelse eller konflikt. Samtidig stiller vi spørgsmålet: Hvad der skal til, for at evaluering giver mening i praksis – for både børn, medarbejdere og ledere?

Medvirkende: Lilian Bjelke, udviklingschef i TitiBo-gruppen, og Marta Padovan-Özdemir, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi, RUC

Vært: Anders Stahlschmidt, journalist

Redaktion: Ida Antvorskov

Podcastansvarlig: Mikkel Prytz

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.