Anette fandt vej til det grædende barn i garderoben
Hun var en pige, man næsten ikke lagde mærke til og så alligevel. For man hørte hele tiden hendes gråd.
Hun var lige kommet fra vuggestuen til børnehaven, og der skulle ikke meget til, før hun lagde sig i hjørnet af garderoben og græd. Jeg blev meget påvirket af hendes gråd, og samtidig blev jeg nysgerrig: Hvad lå der bag? Og hvordan kunne jeg hjælpe hende?
Hun havde ikke mange legerelationer, men gik alene eller sad for sig selv. Jeg blev opmærksom på, at hun især græd, når man stillede krav til hende. Hun kunne sidde roligt og lege med et stykke legetøj, og hvis man bad hende om at komme med til samling, lå hun snart i garderoben og græd.
Nu skulle jeg prøve kræfter med en institution i et udsat boligområde. Men jeg var ikke forberedt på, hvor stort et kulturchok jeg fik.
Anette Hjære Strandhauge, pædagog
Det handlede om relationen
Jeg prøvede på mange forskellige måder. Jeg spurgte forsigtigt, om hun havde lyst til at gå med mig. Andre gange stillede jeg krav om, at hun skulle vaske hænder eller sætte sig til bords med de andre børn. Resultatet var det samme, og det blev tydeligt for mig, at jeg ikke havde fået etableret den relation til hende, hun havde brug for, hvis jeg skulle kunne stille krav til hende.
Jeg havde kun været ansat i kort tid efter at have arbejdet i en anden institution i 17 år. Det har altid været mig, der havner sammen med dem, der har det lidt svært. Nu skulle jeg prøve kræfter med en institution i et udsat boligområde. Jeg følte mig draget til arbejdet. Det passede til mig som fod i hose. Men jeg var ikke forberedt på, hvor stort et kulturchok jeg fik.
Her var ingenting, som jeg var vant til
Med mange års erfaring vidste jeg, hvad jeg stod for og kunne. Jeg hvilede sikkert i min grundfaglighed, men her var ingenting, som jeg var vant til. Mine kolleger på stuen var også forholdsvis nyansatte, så vi skulle samtidig lære hinanden at kende og finde vores fælles kultur og retning.
Jeg havde aldrig prøvet at arbejde med mennesker med anden etnisk baggrund. Nu stod jeg i en situation, hvor jeg ikke kunne kommunikere ordentligt med flere af familierne. Hvordan kunne jeg forsimple mit sprog, så de forstod mig, samtidig med at jeg holdt fast i min faglighed? Det var, som om jeg havde for mange ord til at gøre mig forståelig.
Vejen frem var to basale ting
Alting var vendt på hovedet for mig, og pludselig stod det klart, hvad jeg kunne hjælpe forældre og børn med. Svaret var helt basalt: omsorg og tryghed. Hvis jeg kunne tilbyde dem det, var jeg nået langt.
Langsomt kom jeg også længere med den grædende pige. Jeg opdagede, at hun havde et kæledyr. Hun ville gerne fortælle om det. Hvad det spiste, og hvordan hun legede med det. Jeg har selv hund, så jeg bød ind med mine egne fortællinger. Vi fik et fælles tredje at snakke ud fra, og de andre børn begyndte at koble sig på samtalerne. De havde også selv kæledyr, eller de ville se billeder af pigens. Vores relation åbnede sig, og hun så, at det kom der ikke noget skidt ud af.
Nu kom det afgørende øjeblik
Spørgsmålet var, om jeg nu ville kunne stille krav til hende. Jeg ledte efter det rette øjeblik at forsøge. Det skulle være, når hun var tryg. Mens vi hyggede os og havde det dejligt sammen. Da øjeblikket kom, var jeg helt nervøs.
”Nu vil jeg gerne have, at vi går ud og vasker hænder sammen,” sagde jeg. Og troede næsten ikke på det, da hun rejste sig og fulgte mig. Jeg blev så megastolt og glad, og jeg kunne mærke på hende, at hun var klar over det.
Jeg fandt det åbne vindue
Det var ikke, fordi det gik let herfra. Det er et stort arbejde og tager lang tid at etablere et tillidsfuldt bånd, og mange gange slog det fejl. Men der var også tidspunkter, hvor jeg fandt det åbne vindue, så hun kunne modtage mit input. Jo flere gange vi lykkedes, jo mere troede hun på, at der ville komme noget godt ud af mine forventninger til hende.
I dag går hun forrest og er tryg i børnehavens rutiner. Og hun er kommet ned i min pædagogiske rygsæk sammen med en masse andre erfaringer. Når jeg har svært ved en opgave, kan jeg trække hende frem og tænke på, at jeg fejlede tusind gange, men lykkedes til sidst.
