Johanne Schmidt-Nielsen: Vi kan ikke overvurdere betydningen af pædagogernes arbejde
Stiller man Johanne Schmidt-Nielsen spørgsmålet, hvad hun forbinder med sin barndoms tryghed, klinger svaret først og fremmest af fællesskab: Følelsen af frihed til at klatre højt op i æbletræer eller gå på jagt efter jordbær på egen hånd med visheden om, at der altid var voksne i nærheden til at hjælpe, hvis der var brug for det.
Johanne Schmidt-Nielsen voksede op i landlige omgivelser med sin mor i bofællesskabet Drejerbanken på Vestfyn, hvor 20 familier havde hver deres hus på den fælles matrikel på marken. Fællesskabets hjerte var det fælleshus og køkken, hvor de hver aften spiste sammen og skiftedes til at lave mad. Børnene var med på madholdene, og Johanne Schmidt-Nielsen lærte tidligt at skrælle gulerødder til 50 mennesker.
”Alle oplevede, at de var en del af et nært fællesskab, hvor man mødtes om at skabe noget konkret sammen, og hvor alle havde noget at bidrage med,” siger hun.
Den bedste beskyttelsesfaktor
Akkurat her bør vi sætte ind overfor den alarmerende mistrivselskrise, vi i dag ser blandt børn og unge, mener Johanne Schmidt-Nielsen, der i år kan fejre både 40-års fødselsdag og 5-års jubilæum som generalsekretær for Red Barnet.
”Hovedsporet i den store mistrivselssamtale handler om at skabe trygge og inkluderende fællesskaber. For vi ved, at den bedste beskyttelsesfaktor mod mistrivsel er, at man oplever at have en værdig plads i et trygt fællesskab, hvor man bliver anerkendt,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Det er det spor, hun som generalsekretær for Red Barnet har sat snuden i for at følge.
Der er mange knapper at dreje på
Ofte farer vi vild i mistrivselsdebatten, fordi vi glemmer hovedsporet: at værne om de trygge inkluderende fællesskaber.
Vi kommer til at blande alle udfordringerne sammen i en stor pærevælling: lange køer til psykiatrien, skræmmende indhold på TikTok, ensomhed, præstationspres og så videre. Da bliver udsigten til vejen ud af krisen sløret, og vi snubler i enkeltindsatser og overmandes måske også af kompleksiteten i et forsøg på at løse det grundlæggende problem, mener hun.
Der er mange knapper, vi skal dreje på, hvis vi for alvor vil lykkes med at sikre børn og unges trivsel:
”Vi skal styrke børne- og ungepsykiatrien, regulere sociale medier og lave restriktioner for techgiganter. Men det er mindst lige så vigtigt, at fagpersoner i vores skoler og daginstitutioner får bedre muligheder for at skabe trygge, inkluderende fællesskaber,” argumenterer Johanne Schmidt-Nielsen.
Pædagoger spiller en fuldstændig afgørende rolle for, at vores børn får en god og tryg start på livet.
Johanne Schmidt-Nielsen
Landsbyen er blevet global
At børn skal opleve at være en del af noget kan lyde banalt, men det er det ikke, mener hun. For de nære fællesskaber er ikke givet, som de var engang.
Nutidens børnefællesskaber har ikke den afgrænsning og nærhed, som landsbyen, kollektivet eller bofællesskabet havde. I dag taler vi om ’den globale landsby’, når vi beskriver den voldsomme sammenligningskultur, børn og unge bliver udsat for.
”Døren til børneværelset står åben for alle på internettet. Techgiganter, som har regnet ud, hvordan de fastholder børn og unges opmærksomhed, har frit spil til at bygge gigantiske uregulerede legepladser, hvor det er umuligt at få fat i en voksen. Altså det er jo grotesk, at vi stiller alle mulige krav til, hvordan man skal bygge en legeplads med faldunderlag og så videre, mens vi stort set ikke stiller krav til techgiganterne, der stjæler vores børn og unges opmærksomhed og helt ublu placerer dybt skadeligt indhold i børnehøjde,” siger hun.
Kan ikke overvurdere pædagoger
Også online risikerer børnene at havne i utrygge fællesskaber. Ligesom det kan være sværere for børnene at afkode relationerne online. Det er med til at gøre pædagogernes rolle i at hjælpe børn ind i trygge og stærke fællesskaber vigtigere end nogensinde, mener Johanne Schmidt-Nielsen.
”Vi kan simpelthen ikke overvurdere betydningen af pædagogernes arbejde. Pædagoger spiller en fuldstændig afgørende rolle for, at vores børn får en god og tryg start på livet.”
Det gør hende vred, når mistrivselsdebatten kommer til at handle om, at børn i dag er blevet for følsomme og skrøbelige.
Undersøgelser fra Red Barnet og andre viser, at mistrivslen er så massiv og udbredt, at den forklaringsmodel ikke holder vand. Den stigende mistrivsel er meget mere kompleks og måske også udtryk for, at børn og unge i dag er blevet bedre til at sætte ord på, hvordan de har det, argumenterer hun og henviser til mobbeforskeren Helle Rabøl Hansen, som taler om følsom klogskab.
”Måske reagerer disse ’følsomme kloge’ børn og unge netop på konsekvensen af, at de nære, stabile fællesskaber er blevet erstattet af flygtige forbindelser i forskellige onlinefora, hvor børn og unge konstant spejler sig i en redigeret virkelighed og en kultur, hvor børn og unges problemer individualiseres og psykologiseres,” siger hun.
Børns online-liv kalder på nærværende voksne
Børns færden i flygtige, vidtrækkende online-fællesskaber kalder netop på nærværende voksne, der kan hjælpe barnet med at navigere i det, som de møder online, og de følelser, det vækker. Her spiller pædagoger en afgørende rolle.
Hos Red Barnets rådgivning SletDet får de ofte henvendelser fra pædagoger, lærere og skoleledere, der har brug for hjælp til, hvordan de håndterer de udfordringer, børn og unge møder i de digitale fællesskaber, digitale krænkelser og mobning som trusler på sociale medier.
”Vi har psykologer, socialrådgivere og andre fagpersoner siddende klar til at rådgive og vejlede. Deres input kan hjælpe i de samtaler, som det er vigtigt at have med børn og unge om, hvordan de håndterer det, de møder i de digitale fællesskaber. Og her vil jeg gerne understrege, at alle har mulighed for at ringe og få hjælp,” siger hun.
Tænk, hvis vi gav de professionelle omkring vores børn mere plads til at følge børnenes initiativer.
Johanne Schmidt-Nielsen
Pædagoger savner tid
Johanne Schmidt-Nielsen har været med på flere af de kurser, Red Barnet holder, for eksempel ’Fri for mobberi’ og ’Skolestyrken’.
Her har hun mødt mange pædagoger, der elsker deres fag, men er dybt frustrerede over at føle, at de ikke har mulighed for at gøre det, de brænder for: at skabe trygge inkluderende fællesskaber.
De længes efter nærvær og tid til at gribe nuet og børnenes initiativ, hæve barren højere end at tilfredsstille de mest basale behov.
”Det kræver jo, at der er tid til andet end at hjælpe alle i flyverdragter og sørge for, at alle får frokost og får skiftet ble. Problemet er, at med de normeringer, vi har mange steder i dag, er der ikke tid til mere og andet. Og det er simpelthen ikke okay,” siger hun.
Husker pædagoger med overskud og arbejdsglæde
Johanne Schmidt-Nielsen tænker stadig med glæde tilbage på pædagogen Jan, som var en af de fagprofessionelle, der gjorde det sjovt og trygt at være i den børnehave og det fritidshjem, hvor hun tilbragte en stor del af sin barndom.
”Jan havde et malerværksted, hvor der var ro, tid og overskud til at forfølge vores initiativ i det, vi syntes var spændende. Hvis man havde lyst til at male en kæmpe zebra på halvanden gange halvanden meter, skabte han mulighed for det,” forklarer hun.
Og sådan en aktivitet skaber både tryghed og engagement i et fællesskab. Men det kræver, at der er ressourcer til det, argumenterer hun:
”Tænk, hvis vi gav de professionelle omkring vores børn mere plads til at følge børnenes initiativer. Tænk, hvis flere havde mulighed for at afvige fra den daglige rutine, fordi normeringen tillod det. Det ville jo være fantastisk. Og det er noget af det, jeg selv husker som rart: oplevelsen af, at pædagogerne havde overskud og glæde ved arbejdet.”
Regeringsansvar at gøre pædagogfaget attraktivt
Når hun taler med politikere om trivsel og mistrivsel og for eksempel bidrager med indsigt til Trivselskommissionen, forsøger hun at holde fast i hovedsporet: Styrk den pædagogiske uddannelse, giv mulighed for efteruddannelse. Skab tid og rammer til at være nærværende med børnene.
Du har kaldt det et regeringsansvar at sikre, at det igen bliver attraktivt at være pædagog. Hvorfor?
”Fordi jeg mener, at vi skal tage børn og unges mistrivsel dybt alvorligt. Derfor er vi også nødt til at opprioritere pædagogfaget, højne den faglige anerkendelse og arbejde seriøst for at genopbygge vilkårene og arbejdsglæden. Det kræver tid til mere end flyverdragter og bleskift, hvis vi vil lykkes med at skabe trygge og inkluderende børnefællesskaber,” siger hun.
Der er brug for handling og massive investeringer i børneområdet, og det er en skandale, at man siden skolereformen i 2013 har skåret 2,5 milliarder kroner fra fritidspædagogikken, mener Johanne Schmidt-Nielsen.
”Det er jo det stik modsatte, vi har brug for i en tid, hvor fritidspædagoger kæmper om opmærksomheden fra gaming og sociale medier. Alt for mange vælger at tage hjem fra skole for at sætte sig foran computeren eller TikTok. Det er en hardcore konkurrence, som jo kræver, at pædagogerne har ressourcer til at skabe et attraktivt fællesskab om noget andet,” siger hun.
Det handler om at skabe noget sammen
Og så er vi tilbage til det at mødes om at skabe noget sammen.
At male en halvanden meter stor zebra. At strikke, hækle, bygge eller skrælle gulerødder til fællesmiddagen. Oplevelsen af anerkendelse ved at udfylde en vigtig rolle i fællesskabet. De sociale aktiviteter, som børn i udsatte positioner kan blive visiteret til hos Red Barnet, er ofte fællesskaber med natur og kreativitet som omdrejningspunkt.
”Det kan være alt fra at bygge skulpturer af ler til at finde biller og blade i skoven på naturskattejagt. Det at være sammen om at skabe noget er et vigtigt pædagogisk redskab, og det ved alle pædagoger. Men det bør gives langt mere tid og plads i den pædagogiske hverdag. Det er en skam og en misforståelse, at man har nedprioriteret det kreativt skabende i et forsøg på at professionalisere og akademisere faget. Det at skabe noget sammen er jo med til at styrke både fællesskabet og det enkelte barns selvværd: Oplevelsen af at vi gjorde det her sammen, og at jeg spillede en rolle. Jeg havde betydning,” siger hun.
