Pædagoger advarer om overfyldte daginstitutioner: Så slemt er det i din kommune

Landets daginstitutionsledere og pædagoger advarer om, at kommunerne presser flere og flere børn ind på stuerne til skade for både pædagogik og arbejdsmiljø.
børn leger

Næsten halvdelen af landets daginstitutionsledere – 42 procent – oplever, at de bliver presset til at tage flere børn ind på stuerne, fordi der mangler pladser i institutionen eller kommunen. 

Lignende advarsler kommer fra landets daginstitutionspædagoger. Og i visse kommuner vurderer langt hovedparten af pædagogerne, at antallet af børn på stuen er steget inden for de seneste år. Det viser BUPL’s nyeste vilkårsundersøgelse fra november 2023.

Flere børn på stuen er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Men BUPL’s vilkårsundersøgelse viser, at pædagoger, som har fået flere børn i børnegruppen, gennemsnitligt ser langt mere negativt på både de pædagogiske rammer, børnenes trivsel og deres eget arbejdsmiljø (se resultater nederst).

BUPL til kommuner: Stop 'fikse ideer' for at klemme flere børn ind

Og det er helt uholdbart, at så mange ledere og pædagoger oplever store negative konsekvenser, mener BUPL-formand Elisa Rimpler:

”God pædagogik kræver et godt børnemiljø. Det er klart, at hvis der er mange børn på for lidt plads, påvirker det støjniveauet og generelt muligheden for fordybelse og uforstyrrede lege," siger hun og påpeger, at et for højt antal børn også kan påvirke luftkvaliteten og gøre både børn og pædagoger mere udsatte for hovedpine eller smitte med vira.

"Der er en grund til, at der er lovbestemte pladskrav per barn, og det er altså ikke meningen, at kommunerne skal måle garderobepladsen med og andre fikse idéer for at kunne klemme flere børn ind på samme plads” siger Elisa Rimpler. 

Læs også: 9 ud af 10 pædagoger lider under det: Luften gør dig syg

’Værste’ kommuner er presset på faglighed og arbejdsglæde

De kommuner, hvor flest pædagoger oplever et stigende antal børn på stuerne, er Dragør, Solrød og Egedal. Mere end 6 ud af 10 pædagoger i disse kommuner advarer om et stigende antal børn på stuerne.

Alle tre kommuner ligger væsentligt dårligere end landsgennemsnittet målt på andelen af pædagoger, som har tid til at bruge pædagogfagligheden optimalt i hverdagen.

Samtidig er andelen af pædagoger, som overvejer at forlade faget, blandt de højeste i landet. Faktisk er Solrød den kommune, hvor allerflest overvejer exit. Og Solrød-pædagogernes fællestillidsrepræsentant, Bettina Bomholt Kristensen, peger netop på, at kommunens daginstitutioner blevet presset af et stort antal tilflyttende børnefamilier.

Blandt de andre kommuner, hvor et stort antal pædagoger og ledere oplever, at flere børn presses ind på stuerne, er Syddjurs, Vallensbæk og Skanderborg.

I Skanderborg Kommune peger 58 procent af pædagogerne på, at der er kommet flere børn på stuen. Og hele 79 procent af daginstitutionslederne svarer i vilkårsundersøgelsen, at de har oplevet et pres for at tage flere børn ind.

Trods tro på fremtiden: ’Børn og pædagoger har betalt en pris’

Anne Deleuran Dahl, fællestillidsrepræsentant for Skanderborg Kommunes pædagoger, fortæller, at kommunen har oplevet en stor vækst i antallet af børnefamilier. Derudover har der i en periode været overbelægning som følge af, at loven om minimumsnormeringers satte en stopper for tidlig overgang til børnehave.

Og selvom Anne Deleuran Dahl ikke er bekymret for fremtiden, understreger hun, at kommunens børn og pædagoger har betalt en pris for, at kommunen ikke reagerede i tide.

”Det pres, vilkårsundersøgelsen giver udtryk for, har været helt reelt. Men nu er kommunen i gang med at udbygge kapaciteten. Og modsat da vilkårsundersøgelsen blev lavet, er der ikke fremadrettet udsigt til overbelægning som følge af pres på overgangen fra vuggestue til børnehave,” siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.