10 år efter: Forsker bag folkeskolereformen fortryder
Det er ikke et af den slags jubilæer, der bliver fejret med skåltaler og champagne, når folkeskolereformen i disse dage fylder 10 år. Reformen, der skulle højne trivslen og det faglige niveau i folkeskolen blev aldrig en succes. Mildest talt. Gentagne evalueringer viser, at den ikke har indfriet en eneste af de politiske ambitioner, den blev skabt for.
”Det er en død sild. En fiasko. Eller hvad man nu vælger at sige,” siger Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef på VIA University College og kendt som en af bidragsyderne til den reform, som han senere har evalueret og kritiseret.
Bidrag, der til tider har gjort ham vældigt upopulær blandt nogle pædagoger, lærere og forskerkollegaer.
”Når man begår fejl, skal man turde at lære af dem, og man skal stå ved dem og være ærlig om dem,” siger han.
”Og der er meget af den proces omkring skolereformen, som jeg har lært af. Ting, som jeg kunne og skulle have gjort bedre”.
En meget citeret mand
Børn&Unge taler med Andreas Rasch-Christensen for at blive lidt klogere på manden, der i de senere år er blevet en vigtig stemme også på dagtilbudsområdet.
Han har sat sit aftryk som formand for mastergruppen bag Den styrkede pædagogiske læreplan, og lige nu forsker han i, hvordan den virker i praksis.
Han sidder i flere ministerielle råd og udvalg og skriver fast om dagtilbudsområdet på Altinget.dk.
Sidste år blev han citeret 333 gange i medierne, fremgår det af Akademikerbladets liste over mediernes 50 mest brugte eksperter. Her optræder Andreas Rasch-Christensen som den eneste forsker på skole- og dagtilbudsområdet.
Kærlighed førte til skolevejen
Det lå ikke i kortene, at Andreas Rasch-Christensen skulle blive hverken forsker eller chef og bevæge sig hjemmevant blandt professorer, ministre og journalister. Moren er uddannet og arbejdede som pædagog, da Andreas Rasch-Christensen var helt lille, men stoppede, da forældrene fik deres eget engros tæppefirma. Faren var en vidende og interesseret mand. Han havde syv års skolegang.
Mens Andreas Rasch-Christensen læste samfundsfag og historie på universitetet, mødte han en pige, som læste til lærer. Hende han i dag er gift med og har to børn med.
”Så tænkte jeg, at seminariet lød mere spændende end gymnasiet, og jeg søgte derfor målrettet job i seminarieverdenen. Det er årsagen til, at jeg landede der i første omgang. På den måde hænger det private og faglige sammen,” fortæller han.
Dengang gik jeg på kompromis med det faglige grundlag, som jeg er rundet af, og det, jeg står for. Jeg har lært, at det skal man ikke.
Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på VIA University College.
Underviser og menneske
Andreas Rasch-Christensen fik job som underviser på lærerseminariet i Skive. Han havde ikke en pædagogisk baggrund eller en særlig viden om pædagogik. Didaktik var omdrejningspunktet, og så voksede det pædagogiske hen ad vejen. Senere blev han uddannelsesleder, forskningsleder og så forskningschef samme sted.
Når han ser tilbage på seminarietiden i Skive var den del af hans arbejdsliv, han var mest ubekymret og samtidig meget opslugt af mit arbejde.
”Det var ikke kun et spørgsmål om at uddanne nogen i et fag, i didaktik og pædagogik, det handlede også om at være sammen med andre som et helt menneske. At turde at være et helt menneske selv,” siger han.
”Det er den kultur, jeg er rundet af, og den faglighed, jeg står på.”
Måtte tage sine tæsk
Den unge Andreas var tiltrukket af det vigtige i at uddanne mennesker til arbejdet i skolen, som har en så stor betydning for rigtig mange. At kunne ’levere sine egne beskedne bidrag’ til, at skolens udvikling bevægede sig i en positiv retning, fortæller han. Det var også drivkraften, da han engagerede sig i arbejdet med folkeskolereformen.
”Jeg er selvfølgelig ærgerlig og ked af...”
Andreas Rasch-Christensen afbryder sig selv.
”Der var mange gode tanker i skolereformen, og jeg bidrog også til nogle af de gode udviklingstræk for skolen. Men når mit arbejde har bidraget til, at nogle lærere og pædagoger føler, at der er blevet talt ned til deres faglighed, så rammer det mig rigtigt hårdt,” siger han.
”Man skal stå på sit faglige grundlag. Dengang gik jeg på kompromis med det faglige grundlag, som jeg er rundet af, og det, jeg står for. Jeg har lært, at det skal man ikke. Så må man tage de tæsk, det giver at stå fast og se i øjnene, at man ikke kan blive venner med alle.”
Fortrydelser i folkeskolereformen
Den kuldsejlede folkeskolereform har haft stor betydning for Andreas Rasch-Christensen personligt, men den kom også til at spille en afgørende rolle for, at arbejdet med Den styrkede pædagogiske læreplan for dagtilbud blev grebet helt anderledes an, fortæller han. Og at den også er blevet taget langt bedre imod.
Forskellen er, at læreplanen for dagtilbud samler de væsentligste aktører omkring centrale værdier og den faglighed, som den pædagogiske profession står på. Det er det, en læreplan kan og skal, ifølge forskeren. Det står i modsætning til folkeskolereformens fælles mål, som endte med at blive et styringsredskab.
”Det blev alt for instrumentelt. Det dur ikke,” siger han.
I starten var det en politisk stillet opgave også at lave læringsmål på dagtilbudsområdet, men det skulle Andreas Rasch-Christensen ikke være med til denne gang.
”Der gik vi ind som mastergruppe og sagde: ’Det vil vi ikke. Læring bor ikke i det enkelte barn, det skabes af miljøerne, og det hjælper ikke at have mål. Vi vil arbejde med et pædagogisk grundlag.’ Det skulle jeg også have gjort bedre med skolereformen. Jeg skulle have stået på, at skolens formål skulle have været omdrejningspunktet”
Fortryder du det?
”Ja, det gør jeg da. Det fortryder jeg, selvfølgelig gør jeg det,” siger han.
”Havde jeg dengang stået med den viden og erfaring, som jeg har i dag, havde jeg også ageret anderledes. Man bliver meget underdanig i starten, når en minister ringer og beder om noget. Jeg kommer stadig, når ministeren kontakter mig, men jeg har en anden robusthed og erfaring nu.”
Når der ikke er nok pædagoger, er vi nødt til at bryde vores hoveder, for vi vil jo ikke gå på kompromis med de pædagogiske værdier.
Andreas Rasch-Christensen
Pædagogmangel udfordrer
Den pædagogiske profession står på et godt fundament. Pædagogisk, værdimæssigt og fagligt, mener Andreas Rasch-Christensen. Men fremtiden ser svær ud for børn og for pædagoger – for hele velfærdssamfundet. For uanset hvad vi gør, kommer vi til at mangle uddannet arbejdskraft.
”Vi kan gøre det bedre og rekruttere flere ved at sikre gode vilkår både for pædagoger, lærere og sygeplejersker. Når der ikke er nok pædagoger, er vi nødt til at bryde vores hoveder, for vi vil jo ikke gå på kompromis med de pædagogiske værdier. Hvordan kan vi løse det? Jeg har ikke et klart bud, men vi kommer til at tale om nogle ting, der gør ondt,” siger han.
”For eksempel at der blandt dagtilbuddets personale vil være medarbejdere uden pædagoguddannelse. Og hvordan bruger vi så de pædagoguddannede, der er, bedst muligt? Vi ved fra den seneste kvalitetsundersøgelse af 0-2 årsområdet, at det har en betydning, at der er pædagoguddannede på alle stuerne.”
En indlysende dårlig ide
Det er dybt frustrerende, at pædagogernes faglige stolthed ikke manifesterer sig mere i professionen og i samfundet generelt, oplever Andreas Rasch-Christensen. For det vil kunne trække flere til faget.
”Alle pile peger i retning af, hvor betydningsfulde pædagoger er. Men er man som pædagog blevet tæppebombet med krav, og er betingelserne er blevet ringere og ringere, så tænker man: ’Er der da ingen, som anser mig som værdifuld, når jeg skal arbejde under de vilkår?’”
De udfordringer, som folkeskolereformen blev sat i verden for at løse for 10 år siden, bakser vi stadig med. Nu rettes blikkene også mod dagtilbud, og senest har Reformkommissionen foreslået en obligatorisk sprogtest af alle børn i daginstitutionerne. Det er skudt langt forbi med en så snæver sproglig tilgang, mener Andreas Rasch-Christensen.
”Men det er jo rigtigt nok, at vi skal begynde på dagtilbudsområdet og sikre os det, som er er supervigtigt: at drage omsorg for børn i dagtilbud og støtte dem i deres udvikling. Men de sprogtests er en indlysende dårlig idé,” siger han.
Børneperspektivet må i fokus i forskningen
Han opfordrer til, at forskningen undersøger og bruges til at vise, hvad det mest betydningsfulde i de tidlige indsatser er.
"Hvis man lagde forskningen til grund for de tidlige indsatser, ville det handle om kvaliteten i interaktionerne mellem børn og mellem børn og voksne, set ud fra et børneperspektiv,” siger Andreas Rasch-Christensen og sukker.
”Vi kommer til at tage nogle diskussioner. Det er vigtigt, vi formår at tale sammen og at tale om uenighederne. En af mine opgaver er at bidrage til det,” siger Andreas Rasch-Christensen.
