Grethe Kragh-Müller: Vi skal se børn, som de er, og ikke kun som det, de skal blive til
Grethe Kragh-Müller voksede op som enebarn i 1940'erne og 50’ernes Kastrup i boligkarreen Kastrupkrogen.
Værst var de langsommelige søndage, når storfamilierne tog på udflugt, mens Grethe måtte slæbe sig igennem kedelige besøg hos sin onkel og faster.
Det bedste i den kendte børnepsykolog og daginstitutionsforskers børneliv var hverdage og lørdage, når de voksne var optaget af arbejdet, og der var et mylder af børn i gården at lege med.
”Hver opgang havde fire etager med toværelses lejligheder med familier med tre, fire, fem og seks børn. Det er fællesskabet med alle de børn, jeg husker som det egentlige børneliv,” siger Grethe Kragh-Müller, hvis far arbejdede som jord- og betonarbejder, og moren gjorde rent på den lokale skole.
"Når mor blandede sig, kunne man ikke være en del af børnegruppen, for det gjorde voksne ikke dengang.”
Grethe Kragh-Müller, børneforsker.
Fred til at lege
Forældre til børn i karreen var mest til stede som mødre, der hang ud over altanerne og snakkede med hinanden, mens børnene fik fred til at lege.
Grethe Kragh-Müller oplevede børnefællesskabet som inkluderende og beskyttende.
”Der var så mange børn, at hvis man ikke kunne være med i legen det ene sted, så kunne man altid være med et andet sted. Når man startede i skole, var man beskyttet af hele flokken,” siger hun.
Det eneste, der kunne ekskludere, var, hvis de voksne blandede sig.
”Jeg kan huske en pige fra en anden karré, hvor moren altid ville have, at vi skulle tage hende med i vores leg. Men når mor blandede sig, kunne man ikke være en del af børnegruppen, for det gjorde voksne ikke dengang.”
En hemmelig børneverden
I dag blander forældre sig mere i børnenes hverdag, og der er skrevet mange opdragelsesbøger om, hvad voksne mener er godt for børn.
Det har på positivsiden medført større forståelse for og anerkendelse af børns særlige verden og fællesskaber, langt mindre skældud og udryddelsen af ’den sorte skole’.
Men Grethe Kragh-Müller kunne godt ønske sig mere af sin barndoms gård- og gadeliv til børn i dag. Hun er bekymret for, om vi får skabt de steder i børns liv, hvor de ikke hele tiden skal være i noget bestemt eller på en måde, der gør dem klar til et eller andet i voksenlivet:
”Selvfølgelig blev vi børn dengang også gjort klar til voksenlivet, og vi blev meget opdraget, men i store dele af børnelivet var vi frie til at gøre, som vi ville. Og vi havde det sjovt, for vi var optaget af de lege og historier, vi fik skabt sammen, og den hemmelige børneverden er en vigtig del af et godt børneliv,” pointerer Grethe Kragh-Müller.
Vi måler, vejer og vurderer
Gennem årene har hun glædet sig over at se meget af sin egen barndoms uforstyrrede leg og børnefællesskaberne bevaret i den nordiske tradition for vuggestuer, børnehaver og fritidsinstitutioner.
”Men når jeg ser på de seneste årtiers udvikling, oplever jeg, at det gode børneliv og legen er under pres fra et samfund, som hele tiden vil noget med børnene: Vi måler og vejer og vurderer børn, fra de er fostre. Og i institutionerne kommer der flere krav om at følge med i, om børnene er gennemsnitlige nok, bevæger sig nok og har ord nok på det rigtige tidspunkt. Og legen vil man ’optimere’. Det gør mig alvorligt bekymret for, at vi er i gang med at ekspropriere noget af det helt unikke ved børnelivet,” siger Grethe Kragh-Müller.
Det gode børneliv, børns trivsel og udvikling bygger ifølge Grethe Kragh-Müller på begreberne being, belonging og becoming. Being handler om at være til og være barn med ret til barndom for barndommens egen skyld. Belonging handler om behovet for at høre til i flokken. Becoming handler om, at barnet skal udvikle færdigheder og kompetencer for at kunne begå sig i det samfund, det vokser op i.
”De tre ting hører uløseligt sammen, og balance mellem dem er vigtigt, for at barnet kan udvikle sig og trives,” forklarer Grethe Kragh-Müller.
”Når vi har opdragelsesbriller på, kommer vi ikke til at se på børn, som de er, men som det, vi synes, at de skal blive til. Det skal vi ikke presse ned i vores institutioner."
Grethe Kragh-Müller.
Vi skal se børn, som de er
Foruden at være lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) er Grethe Kragh-Müller også psykolog for Børneringen.
Her møder hun børn, der ikke altid trives, og hun oplever, at deres følelser af stress ofte hænger sammen med, at de tidligt er blevet pacet til at skulle forstå og præstere mere, end de har været i stand til.
”Hvis vi presser for meget på og alt for tidligt vil lære barnet en masse logiske og akademiske færdigheder, kan vigtige udviklingsmæssige ting omkring følelser, omsorg, empati og sociale færdigheder blive vanskelige, fordi barnet ikke først har fået lov til at udfolde de mere basale ting, der handler om bare at være til,” siger Grethe Kragh-Müller.
Som udviklingspsykolog er hun optaget af den tyske psykolog Klaus Holzkamp, der advarer mod at se på børn alt for meget igennem ’opdragelsesbriller’. Hun ser det for eksempel, når kommuner indfører stramme målformuleringer og stive læringskoncepter, eller når der i den styrkede pædagogiske læreplan står læring langt flere gange end omsorg, leg og relationer.
”Når vi har opdragelsesbriller på, kommer vi ikke til at se på børn, som de er, men som det, vi synes, at de skal blive til. Det skal vi ikke presse ned i vores institutioner, hvor vi først og fremmest skal hjælpe børnene med at mærke sig selv og finde en plads i gruppen.”
Opdragelse er distancerende
Når Grethe Kragh-Müller i sin forskning har spurgt børnene selv, er de heller ikke særlig glade for at blive belært eller opdraget. Og slet ikke, hvis det involverer skældud og irettesættelser.
I børnenes perspektiv handler det gode børneliv især om – meget lig børneforskerens egen barndom – at have venner, man kan lege med. Men de voksne må godt blande sig i nutidens børneverden i institutionerne, når bare relationen ikke sigter for åbenlyst mod opdragelse.
”Børnene giver tit udtryk for, at de ikke kan lide, når de skal sidde til samling og høre om noget, de ikke forstår. Men de elsker, når de voksne gerne vil være med til det, som børnene gerne vil,” fortæller Grethe Kragh-Müller, der mener, at man med fordel kunne erstatte det distancerende ord ’opdragelse’ med det mere demokratiske ’deltagelse’ eller ’inddragelse’.
Derfor bliver børneforskeren også glad, når hun kommer ud i dag- og fritidsinstitutioner, der emmer af nærværende kontakt mellem pædagoger og børn, og hvor pædagogerne med børnenes egne ord er ’sådan nogle, som ved, hvad børn kan lide’. Og laver en masse skægge ting, hvor børns ønsker og behov bliver set og medinddraget.
Dyrk den fede kontakt
”Engang så jeg en dreng på halvandet år, der havde fået jordbær med i sin madkasse. Pædagogen lægger tre jordbær op på hans tallerken, og så kyler drengen tallerkenen hen ad gulvet. I stedet for at skælde ud siger pædagogen: 'Åh, du ville have haft alle jordbærrene, ikke kun tre.' Hun henter tallerkenen, lægger nu alle jordbær op, og de snakker om, hvor godt jordbær smager, og hvor dejligt det er at have mange. At børn tidligt oplever den fede kontakt og at blive set på den her måde, er noget af det vigtigste for menneskers trivsel, også på længere sigt,” siger Grethe Kragh-Müller.
Mange ting i institutionerne har betydning for børns trivsel, viser Grethe Kragh-Müllers forskning: normeringen, pædagogernes uddannelsesniveau, børnegruppens størrelse, de fysiske rammer, rutiner, at der er gode betingelser for leg og omsorg, god ledelse og et godt engagement hos personalet.
”Det kan ikke rangordnes, men særlig betydning har det, hvordan pædagoger er sammen med børnene,” fastslår Grethe Kragh-Müller.
"Når kontakten mellem pædagog og barn emmer af vitalitet, skal udvikling og læring nok følge efter.”
Grethe Kragh-Müller.
Bad børn i solskin
Reolen på børneforskerens lille kontor på Danmarks Pædagogiske Universitet bugner af fagbøger, mapper og hæfter med forskningsnotater.
Alligevel er det popsangeren Pink, den garvede forsker refererer til, når hun skal uddybe pædagogens vigtige relation til børn i dag.
”Der er jo forskel på relationer, som er båret af kærlighed, og på professionelle relationer, men Pink synger den her sang til sin datter: ’Cover me in sunshine. Shower me with good times. Tell me that the world’s been spinning since the beginning. And everything will be alright’," citerer Grethe Kragh-Müller næsten syngende og forklarer:
"For at få børn til at blomstre og gro må vi først og fremmest gøre dem trygge og ’bade dem i solskin’ og have det, Daniel Stern kalder vitalitet i kontakten,” siger hun.
Vitalitet er vigtigt
Derfor er pædagogens rolle især er at opbygge gode stemninger og udviklende øjeblikke, og hun understreger, at et sådant vitalt samspil mellem børn og pædagoger kræver gode normeringer og pædagoger med en stærk både personlig og faglig ballast.
”Med de små ved man, at man ikke skal tage dem op med ryggen til, og at det er vigtigt at have øjenkontakt, når man skifter dem. Med de større børn i handler det om, at man får hørt på alt det sjove, som de sidder og siger, og at man ikke synes, det er besværligt, hvis det bryder med rutiner eller en læreplansaktivitet. Når kontakten mellem pædagog og barn emmer af vitalitet, skal udvikling og læring nok følge efter,” siger Grethe Kragh-Müller.
