Topforsker: Intet er vigtigere end pædagogikken
Line Togsverd kommer lige fra et bestyrelsesmøde i det nye nationale partnerskab for børneforskning, hvor hun i år er med til at uddele 50 millioner kroner til forskning i faglighed på pædagoguddannelsen og kvalitet i daginstitutionerne.
I eftermiddag skal hun holde oplæg for en række BUPL-fagforeninger om sine undersøgelser af pædagogstuderendes praktikker.
Sådan har Line Togsverd, der underviser og forsker i barndomspædagogik ved UC SYD i Kolding, en fod solidt placeret på de bonede gulve, hvor børnepolitikken påvirkes. Samtidig er hun helt tæt på de studerende og pædagoger, som praktiserer og udvikler fagligheden.
Selv kalder hun det ’at gå på to ben’, da Børn&Unge møder hende i frokostpausen mellem dagens københavnermøder til en snak om hendes forskning og nye bog, ’Det pædagogfaglige miljø – Et uenighedsfællesskab’.
”Siden jeg i 2015 skrev min ph.d.-afhandling, som var én lang problematisering af de styringsmekanismer, som ligger i at opsætte standardiserede mål for kvalitet i daginstitutioner, har jeg især været optaget af at undersøge, forstå og få begreb om, hvad pædagogfaglighed er, og hvordan den udøves, udvikles og understøttes, så den understøtter gode børneliv,” siger Line Togsverd.
Frihed med rammer og retning
Selv om hun færdes i de børnepolitiske fora som en trojansk hest, der angriber politiske forsøg på at tøjle, tæmme eller ensrette pædagogikken, sværger hun ikke til antistyring. Også pædagogfaget har brug for rammer og retning, erkender hun.
Men hun hilser det velkommen, at de senere års politiske styringsiver aktuelt udfordres af eksempler på frisættelse og afbureaukratisering. Friheden kan betyde, at styringen i høj grad kan foregå lokalt i de enkelte daginstitutioner, og at rammerne for pædagogikken sættes ud fra fagets egne kriterier.
”Frikommuneforsøgene er gode eksempler på, at man forvaltningsmæssigt og på Christiansborg har opdaget, at velfærdsprofessioner som pædagogfaget i høj grad er fag, der formidler og praktiserer værdier og en etik, som skal forvaltes konkret, situationelt og i relation til det menneske, man som fagperson arbejder med. Som pædagog har man derfor brug for handlerum og frihed til at kunne bruge sin faglige dømmekraft og trække på den i tilrettelæggelsen af sin praksis,” siger Line Togsverd.
Det er en gåde, hver gang man prøver at finde ud af, hvordan man kan være en god pædagog lige netop i den relation, overfor det menneske og i den situation.
Line Togsverd, barndomsforsker.
Forsker på opdagelsesrejse
Hver gang hun selv observerer i daginstitutioner, føler Line Togsverd sig på opdagelsesrejse, i forhold til hvad de mennesker, som hun her møder, finder på sammen.
”For det kan man ikke vide på forhånd. I al ydmyghed tænker jeg, at det er vigtigt, at forskere som mig beskæftiger sig med at få begrebsliggjort, hvad pædagogfaget er på dets egne præmisser. Og ikke som noget, der skulle være noget andet, eller noget, vi skal have sat skik på. Det har i min optik intet med pædagogik at gøre,” siger Line Togsverd.
Spørger hun pædagogerne selv, hvad de gør, som er særlig pædagogisk, siger de, at ’det hele’ er pædagogik.
”Det er den første erkendelse, jeg møder hos pædagogerne: At pædagogikken er uafgrænselig, og at man udøver den under spisningen og på legepladsen. Alle steder, også når man ikke er bevidst om, at man gør det. Den næste erkendelse er, at de næsten ikke kan tale om, hvad der er pædagogik, uden at forholde sig til, om det nu var god pædagogik, som de eller deres kollega fik fortalt om. Der bliver det tydeligt, at der altid vil være forskellige opfattelser af, hvad der er god pædagogik,” siger Line Togsverd.
På sporet af pædagogfagligheden
Når hun betragter det pædagogiske landskab, ser hun mange pædagoger og institutioner, som er optaget af at være på sporet af faget og fagligheden. Og af at holde den pædagogiske faglighed åben som et spørgsmål og en gåde, som man hele tiden kan beskæftige sig med, lukke op for og rippe op i.
Måske er det det, som er det særlige pædagogiske, pointerer Line Togsverd.
”Det er en gåde, hver gang man prøver at finde ud af, hvordan man kan være en god pædagog lige netop i den relation, over for det menneske og i den situation. Især er pædagoger optaget af at balancere på den ene side hensynet til den enkeltes frihed, integritet, følelser og oplevelse af verden – og på den anden side fællesskabet, som består af frie individer, der nogle gange vil noget andet,” siger Line Togsverd.
Gåden kan ikke løses. Og der findes ingen opskrifter eller entydige svar på, hvad pædagogen bør gøre, når det er spisetid, og et barn ikke vil sidde med til bords. Eller når Peter vil være med i en leg, men de andre børn ikke vil have ham med. I daginstitutionshverdagen opstår der konstant dilemmaer mellem den enkeltes frihed og hensynet til gruppen, og der vil altid være forskellige perspektiver blandt pædagogerne på, hvad der er det rette at gøre.
Pædagogen i et ’uenighedsfællesskab’
Man er som udøver af faget begrænset i sit eget perspektiv og er derfor dybt afhængig af det faglige fællesskab til at undersøge spørgsmål om, hvordan man skal udøve sin pædagogik.
”Der vil altid være en anden pædagog, som synes, at man i en situation med et barn i gruppen skulle have prøvet noget andet. Dels fordi man har forskellige forståelser af, hvad der skete. Dels fordi det kan være, at man vægter balancen mellem individ og fællesskab forskelligt og har forskellig relation til barnet. Nogle børn får måske ’beskyttergenet’ lidt mere op i en, så man tænker, at ’han skal lige have lov til at være lidt i fred for fællesskabet’,” siger Line Togsverd.
I bogen ’Det pædagogfaglige miljø’ beskriver hun derfor det pædagogfaglige miljø som et ’uenighedsfællesskab’, hvor man for at holde pædagogikken åben, refleksiv og til diskussion hele tiden må spørge sig selv og hinanden, om man er på rette vej.
”Jeg tænker det ikke som en buldrende og bragende uenighed, men at man ser ting forskelligt. Derfor handler uenighedsfællesskabet især om at tage vare på, at der i relationer med andre mennesker er behov for forskellige perspektiver, da det giver forskellige handlemuligheder,” siger Line Togsverd.
Det er jo ikke meningen, at vi skal opdrage kommende generationer til at blive kopier af os selv. Det ville være rædselsfuldt, og som samfund kan vi ende i totalitarisme.
Line Togsverd.
Trækker på traditionerne
Hendes nye bog er også skrevet i et fagfællesskab. Sammen med kollegaen Jan Jaap Rothuizen introducerer de første kapitler pædagogfagets store tænkere og pionerer i Danmark. En række pædagoger fra daginstitutioner, SFO’er og klubber bidrager med forskellige eksempler på pædagogisk faglighed.
Bogen viser, hvordan pædagogerne trækker på det, Line Togsverd kalder en ’retningsgivende viden’ og et ’indre kompas’, som har tråde tilbage til både dansk børnehavetraditions grundlæggere og filosoffen Immanuel Kants formulering af det pædagogiske paradoks: Hvordan kan jeg kultivere eller opdrage til frihed der, hvor der er tvang?
”I pædagogikken er der altid et fællesskab, der kan tvinge og gøre tilpasning nødvendig. Men derfor handler pædagogisk faglighed måske mest af alt om at formidle værdier, hvor vi ikke blot tillægger fællesskabet værdi, men indenfor fællesskabet skaber plads til den enkeltes frihed,” siger Line Togsverd og påpeger, at man som pædagog står på skuldrene af en tradition, som rækker langt ud over en selv.
”Måske er sagens kerne, at vi finder ud af, hvordan vi balancerer mellem tvang og frihed, når der er skærme i klasselokalet, mødre med tørklæder, familier, hvor forældrene har samme køn, eller drenge, der vil gå i kjoler. Hele tiden sætter noget i vores samfund balancen i spil og spørger os: Hvordan vil du nu besvare spørgsmålet om den enkeltes frihed i fællesskabet? Det er det, som gør pædagogik hamrende spændende,” siger Line Togsverd.
En værdibaseret praksis
På den måde er pædagogisk praksis baseret på værdier, hvormed den fundamentalt adskiller sig fra tekniske praksisser.
”Når kunden kommer med en ødelagt hæl, kan skomageren se, præcis hvad der er galt med hælen, og hvordan skoen skal repareres. Men hvis pædagogen skal udvikle Peters selvstændighed, er der ingen sikker viden om, hvordan det gøres. For er det nu selvstændigt at sige: ’Jeg vil ikke have flyverdragt på og ud med de andre?’. Hvad er selvstændighed? Og hvordan kommer vi derhen?” siger Line Togsverd.
Personalegruppen har måske bestemte måder at arbejde med selvstændighed på, men indenfor den ramme skal der også være plads til, at hvert enkelt barn selv kan komme på banen.
”I pædagogisk praksis skal der være plads til, at den anden kan overraske og kan være og blive på en anden måde, end man havde forudset. Jeg ser en tendens til at ville forfærdelig meget på børnenes vegne og glemme, at det vil børnene også gerne selv, hvis man giver dem plads,” siger Line Togsverd, og kalder det sindssygt vigtigt at give plads til børnenes individuelle selvdannelse:
”Det er jo ikke meningen, at vi skal opdrage kommende generationer til at blive kopier af os selv. Det ville være rædselsfuldt, og som samfund kan vi ende i totalitarisme. Derfor er næsten intet vigtigere end pædagogikken. Det er fundamentet for vores demokrati og et projekt, som grundlæggende hviler på forestillingen om, at mennesket har muligheder og kan udvikle sig både alene og sammen. På den måde er pædagogikken også en dannelsesrejse for alle, den berører,”
Det smukke i pædagogikken er, at det er et risikabelt projekt på den måde, at når jeg gør noget, der er pædagogisk, så kan jeg ikke vide, om det lykkes.
Det smukke risikofyldte
I dannelsesperspektivet ligger både, at mennesket kan være og blive andet og mere end det, man er lige nu. Og samfund og kulturer kan og skal, mener Line Togsverd, udvikle sig til at være andet og mere end det, de er nu.
"Det, der er så hammerspændende, er, at vi ikke kan vide, hvad det er, vi og vores samfund vil udvikle sig til,” siger Line Togsverd.
Hun refererer til den hollandske uddannelsestænker Gert Biesta, der har skrevet om begrebet 'det smukke risikofyldte'.
”Det smukke i pædagogikken er, at det er et risikabelt projekt på den måde, at når jeg gør noget, der er pædagogisk, så kan jeg ikke vide, om det lykkes. Jeg kan ikke vide, hvordan den anden responderer, eller hvilket indtryk jeg efterlader hos den anden. Jeg kan gøre alt, hvad jeg kan, for at tage vare på det. Men jeg kan ikke vide det. Så man løber en risiko. Man vover pelsen i forhold til den anden - og det smukke er jo, når det lykkes,” siger Line Togsverd.
Vil give faget stemme
Ofte ved man først langt senere, om man var med til at gøre den berømte forskel.
”Alle pædagoger har en historie om at møde et barn mange år efter, de kendte barnet, som nu er blevet voksen. Så er Emil, der havde det så svært i børnehaven, faldet til ro og har fået sig en sød kæreste, og der ligger måske et barn i barnevognen. Og Peter, der var så frygtelig genert, ser man pludselig i X Factor,” siger Line Togsverd, der med sin bog håber at give stemme til noget af alt den pædagogfaglige viden, der ligger ude i det pædagogiske landskab, i faget og i traditionen.
”I stedet for i forskningen at være optaget af at tilføre pædagogfaget noget nyt og udefrakommende, er der brug for at tale det op og forstørre det og give det stemme og sprog, der allerede er den pædagogiske faglighed,” siger hun.
