Skævvridning: Knap 1.800 langtidssyge bliver medregnet i kommuners normeringer

Regnemetoden bag minimumsnormeringer skjuler problemer med manglende personale og øger risikoen for, at institutioner får dårlige normeringer. Både BUPL, forældre og politikere vil have loven lavet om.
Kvinde sidder og kigger ud ad vinduet
En lang række pædagoger bliver medregnet i kommunernes daginstitutionsnormeringer, selvom de er langtidssygemeldte på grund af eksempelvis stress, depression eller fysiske arbejdsskader.

På papiret lever alle landets kommuner op til kravene i loven om minimumsnormeringer: Højst tre vuggestuebørn og højst seks børnehavebørn for hver personale i gennemsnit i kommunen.

Men de normeringer, kommunerne har på papiret, ser helt anderledes ud i praksis.

Det skyldes blandt andet, at kommunerne medregner langtidssyge daginstitutionsmedarbejdere i deres normeringer. Og netop dette gør en væsentlig forskel for kommunernes normeringer, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

  • Eksempelvis blev knap 1.800 langtidssyge medarbejdere talt med i kommunernes normeringer i 2023. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
  • Det svarer til 3,2 procent af de samlede årsværk – altså den samlede mængde af personale – i de kommunale daginstitutioner.

Ifølge statistikker fra Kommunernes- og Regionernes Løndatakontor (KRL) må et lignende antal langtidssygemeldte forventes at blive talt med, når Danmarks Statistik senere på året offentliggør kommunernes normeringsgennemsnit for 2024. Netop 2024 er som bekendt det år, hvor lovkravene om minimumsnormeringer er trådt i kraft.

Dermed er der altså risiko for, at nogle kommuner kun vil leve op til lovens krav, fordi langtidssyge bliver talt med i normeringerne.

Regnemetode belønner kommuner med mange langtidssyge

Regnemetoden medfører desuden, at kommuner med mange langtidssygemeldte – eksempelvis som følge af dårligt arbejdsmiljø – reelt får lettere ved at overholde lovkravene til minimumsnormeringer.

Det skyldes blandt andet, at kommunerne får refusion for lønudgifter til langtidssyge, som så kan bruges til at indhente vikarer. I så fald tæller både den langtidssygemeldte medarbejder og vikaren med i normeringsgennemsnittet.

”Det er jo helt tosset, at det er en fordel for normeringsstatistikken, at en kommune har mange langtidssyge medarbejdere,” siger Elisa Rimpler.

Den økonomiske fordel er særligt relevant, fordi der kan være markante kommunale forskelle på, hvor stor en del af medarbejderne i daginstitutionerne, som er langtidssygemeldte.

Dermed er det vidt forskelligt, hvor meget, normeringerne bliver skævvredet.

Det kan man blandt andet tydeligt se i statistikkerne fra 2023. Se mere i Danmarkskortet nedenfor.

Forældre og BUPL i opråb: Lav loven om

Opgørelsesmetoden, hvor langtidssyge tælles med, skjuler blandt andet problemer med dårlig bemanding i landets daginstitutioner.

”Når både pædagoger og forældre undrer sig over, at de ikke kan genkende kommunens normeringsopgørelse i deres egen daginstitution, så er det her jo en af grundene. Det siger sig selv, at langtidssyge medarbejdere i daginstitutionerne ikke bør tælle med i normeringerne, når de slet ikke er hos børnene,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

Også Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation, opfordrer til, at loven bør laves om.

Kommuner afviser lovændring – det møder kritik

Kommunernes interesseorganisation KL vil dog ikke anbefale, at loven bliver lavet om.

Det møder kritik fra både BUPL og Theresa Berg, børneordfører for SF. Netop SF var afgørende for, at loven om minimumsnormeringer blev en realitet.

”Forældrene, pædagogerne og lederne vil alle gerne have en mere retvisende opgørelse. Det forstår jeg virkelig godt. For mig at se burde det være oplagt for børneministeren at ændre opgørelsen, så langtidssyge og ansatte på efteruddannelse ikke tæller med,” siger hun til Information.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.