PBU lægger afstand til Israels krigshandlinger i Gaza: Dropper tre store selskaber

Situationen i Gaza bliver mere og mere desperat, og efter Israels beslutning om også at tage kontrol med Gaza by ser den humanitære situation kun ud til at blive værre. Derfor sælger Pædagogernes Pension (PBU) nu sine investeringer i tre selskaber, som har aktiviteter i ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden.
"Vi opfatter det som en forpligtelse, både som ansvarlig investor og som medlem af FN's Global Compact, der etablerer rammer for ansvarlig virksomhedsadfærd. Vi kan ikke stiltiende se til, når uskyldige børn påføres underernæring og sult," siger administrerende direktør Sune Schackenfeldt og tilføjer, at beslutningen blev truffet samme dag som det isralelske sikkerhedskabinet besluttede at udvide invasionen af Gaza til også at omfatte Gaza By.
Trækker en streg i sandet
De tre virksomheder, som PBU nu sælger sine investeringer i, er Booking Holdings, Expedia Group og Airbnb, der alle bedriver værelses- og lejlighedsudlejning i bosættelserne.
Det er store internationale firmaer, og aktiviteterne i de ulovlige bosættelser udgør kun en meget lille del af deres forretning.
PBU vurderer løbende de virksomheder, man investerer i, og indtil nu har vurderingen været, at de 350 boliger, som de tre virksomheder tilsammen administrerer på de ulovlige bosættelser, har været under bagatelgrænsen. Samtidig har det været en formildende omstændighed, at lokale arbejder med at holde lejligheder ved lige og står for andre relaterede opgaver.
“Men her trækker vi en streg i sandet. Med Israels eskalering af konfikten bliver den humanitære situation yderligere forværret, og den israelske strategi fører til sult hos børn og øget børnedødelighed,” siger Sune Schackenfeldt.
PBU er first mover
Med beslutningen om at trække sine investeringer i de tre selskaber står PBU alene i branchen, fortæller Sune Schackenfeldt.
”De andre pensionsselskaber har investeret i selskaberne, så vi er first mover på området,” siger han.
I forvejen har PBU branchens skrappeste tilgang til investering i våben. Det gør man ikke, heller ikke selvom kolleger i andre pensionsselskaber de senere år har øget investeringerne i våbenindustrien. Og intet ser ud til at ændre den tilgang hos PBU.
”På delegeretmødet i april diskuterede vi emnet, og for første gang var der enstemmighed om, at vi skal holde os væk fra våben. Det har der ikke været tidligere,” fortæller Sune Schackenfeldt.
Branchens højeste afkast
En ting er, at pædagogernes pensionsselskab lægger afstand til Israels krigshandlinger i Gaza. Noget andet er, hvad det betyder for pædagogernes pensionsopsparinger, at de tre udlejningsselskaber nu ryger ud af porteføljen.
”Vi er interesserede i at investere i denne type virksomheder, så vi finder nogle med lignende fokus, vi kan investere i. Så det får umiddelbart en minimal negativ betydning på afkastet, at vi siger farvel til de tre,” siger den administrerende direktør og tilføjer, at PBU er det pensionsselskab i Danmark med det højeste afkast, både når man kigger på 2024, og hvis man ser på det over de seneste ti år.