Frustrerede pædagoger: Børns støtte i skolen følger sjældent med i SFO 

6 ud af 10 pædagoger oplever, at børn, som modtager særlig støtte i undervisningen, ikke får den ekstra støtte i SFO’en. ”Deres vanskeligheder forsvinder ikke, bare fordi klokken er 13.30,” siger pædagog.
Pædagoger oplever ikke at have tilstrækkelig tid til at arbejde med børn i udsatte positioner.
Mange fritidspædagoger svarer i ny undersøgelse, at de mangler tid til at arbejde med inkluderende fællesskaber og børn i udsatte positioner og slet ikke har tid til det enkelte barn. Få tallene i boksene nederst i artiklen.

Børn med særlige behov for støtte i skolen har ikke mindre behov for støtte, når klokken ringer ud fra sidste skoletime, og de skal i SFO eller på fritidshjem. 

Ikke desto mindre oplever 6 ud af 10 af de fritidspædagoger, som har børn, der får særlig støtte i undervisningen, at ingen af børnene får ekstra støtte i deres fritidsinstitution.

Det viser BUPL’s seneste vilkårsundersøgelse blandt knap 4.000 fritidspædagoger. 

Manglende støtte skaber frustrationer

I kommentarer i undersøgelsen er pædagogernes frustrationer over den manglende støtte i SFO-tiden ikke til at tage fejl af:

  • ”Det er en kæmpe udfordring, at der ikke også er støtte til disse børn om eftermiddagen. Deres vanskeligheder forsvinder jo ikke, bare fordi klokken er 13.30,” skriver en.
  • ”Frustrerende, at i alle de år, jeg har været pædagog, så er børnene, der har haft støtte i skolen, altid blevet ’normale’, når skoledagen sluttede,” lyder det fra en anden.
  • Og en tredje slår fast: ”Støtten, som er tildelt i skolen, følger ikke med i SFO-delen. Her skal vi selv dække støtten, og de timer går fra alle de andre børn i SFO, som så skal undvære en pædagog”.

BUPL: Manglende støtte rammer børnenes trivsel

Pædagogerne bakkes op af BUPL-formand Elisa Rimpler, der fremhæver, at børnene også kan have brug for støtte i deres fritidstilbud, særligt i dag, hvor normeringerne mange steder er helt i bund. 

Hun efterlyser politisk handling på området, og pointerer, at der i dag ikke findes regler for, at der skal følge ekstra ressourcer med i SFO’en, selvom barnet har brug for det. 

”Tendensen i kommunerne og fra regeringen er, at den almene skole skal kunne rumme flere børn med særlige behov. Men hvis vi skal inkludere flere børn – og gøre det med succes – så er der nødt til også at være pædagoger nok om eftermiddagen til, at vi kan understøtte de børn, der har det sværest. For noget af det, der kan være allersværest for børn med særlige behov, er store børnegrupper, manglende struktur og skiftende voksne, man ikke har en stærk relation til”, siger Elisa Rimpler.

Børneforsker: Enormt potentiale i børns fritidsinstitutioner

I en artikel fra netmediet Skolemonitor om BUPL-undersøgelsen er også børneforsker Christina Holm Poulsen interviewet. Hun er ph.d. og ekstern lektor ved Aarhus Universitet. Og ligesom BUPL-formanden fremhæver hun, at børn med særlig støtte i skolen oftest også har gavn af støtte i SFO-tiden.

”Der er et enormt stort potentiale i SFO’er, som ikke bliver udnyttet, fordi det måske bliver forstået som et sted, hvor børnene bare leger. Men SFO’er har stor betydning for udsatte børns selvopfattelse og følelse af at høre til, og det har også betydning for deres oplevelse af skolen,” siger hun til Skolemonitor.

Hun pointerer, at skolen generelt har tydeligere rammer og regler, mens legen og det sociale liv i fritidsinstitutionerne er komplekst – ikke mindst for børn i udsatte positioner.

”Det er svært og kaotisk for dem, fordi der er mange børn og få voksne. De drukner let i mængden og får sværere ved at blive en del af fællesskabet,” siger Christina Holm Poulsen til Skolemonitor.

Manglen på tid og ressourcer slider på pædagogerne

Ikke kun børnene, men også pædagogerne lider under ringe normeringer og for få ressourcer til at støtte børnene i SFO’erne. 

I BUPL-undersøgelsen svarer en meget stor del af pædagogerne, at de mangler tid til at arbejde med børn i udsatte positioner og til at arbejde med inkluderende fællesskaber. 6 ud af 10 siger, at de kun i mindre grad eller slet ikke tid til at arbejde med det enkelte barn. (Se tal i boksene nederst i artiklen).

I BUPL er Elisa Rimpler både bekymret for pædagogerne og for fagligheden.

”Det er helt urimeligt, at støtten i så høj grad forsvinder i overgangen fra undervisning til SFO. Resultaterne er et tydeligt eksempel på, at fritidens rolle bliver komplet undervurderet, og det slider selvfølgelig på arbejdsmiljøet, når man som pædagog ikke har gode nok betingelser for at møde alle børn i deres behov,” siger hun.

Politisk topmøde: Brug for bedre normeringer

Fra den 7. til den 8. august 2025 afholdes det årlige ’Sorø-møde’, hvor BUPL-formanden deltager og sammen med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i år skal være med til at debattere temaet ’Mindre skærm – bedre fritidsliv’. 

Særligt det sidste, håber Elisa Rimpler, kommer i fokus. Her efterlyser hun især en altoverskyggende ting:

”Hvis man vil have fritidstilbud, som ikke bare er opbevaring, men som rent faktisk åbner døren til fællesskaberne for alle børn, kræver det også, at man investerer i området og tager børnenes behov seriøst. Fritiden har et stort potentiale, men der er brug for bedre normeringer og flere pædagoger, så vi reelt har mulighed for at bruge vores faglighed til at skabe gode og forebyggende fritidstilbud for børnene,” siger hun.


Få de vigtigste tal fra BUPL-undersøgelsen her:

Fritidspædagogerne mangler ressourcer til inklusion

  • Halvdelen af fritidspædagogerne svarer, at de i mindre grad (41%) eller slet ikke (9%) har tilstrækkelig tid til at arbejde med børn i udsatte positioner.
  • Mere end hver tredje fritidspædagog har i mindre grad (35%) eller slet ikke (10%) tilstrækkelig tid til at arbejde med inkluderende børnefællesskaber.
  • 6 af 10 har i mindre grad (53%) eller slet ikke (6%) tilstrækkelig tid til det enkelte barn.
  • "For mange børn med særlige udfordringer får ikke den hjælp, de har behov for grundet økonomi/hænder," kommenterer en fritidspædagog i BUPL's vilkårsundersøgelse.

Kilde: BUPL's vilkårsundersøgelse 2025. Undersøgelsen er gennemført i perioden 29. januar til 17. februar 2025. Den er udsendt til 58.298 medlemmer af BUPL. 23.191 har svaret, heraf 3.769 pædagoger i SFO1/fritidshjem. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.