Helhedsskole; En helt anden verden

Børnene myldrer rundt på gange og i klasselokaler. Højt humør og masser af liv. Vi er i den bygning, hvor de mindste klasser og SFO'en Hobitten holder til på Petersmindeskolen.

Her er der både leg og læring, bemærker journalisten.

"Der er frikvarter," svarer Birgitte Vind, ledende pædagog på Hobitten. Ledende pædagoger er Vejle Kommunes titel for SFO-ledere.

For selv om Vejle Kommune nu på sjette år har helhedsskole, er det stadig skolens struktur, der dominerer, konstaterer Birgitte Vind.

Vejle Kommunes målsætning for helhedsskolen fastslår, at "helhedsskolen baserer sig på et tværfagligt samarbejde mellem pædagoger og lærere om en målrettet udvikling af børnene, således at de to faggrupper i fællesskab har ansvaret for børns udvikling".

"Flotte ord," siger Birgitte Vind, "men der var ikke nogen, der vidste, hvordan vi skulle leve op til det. Det, der tager over, er selvfølgelig det, man kender, og det, man kender, er den traditionelle skole. Der skete meget hurtigt det i nogle teams, at skoledagen bare blev længere, så det stort set bare var de samme ting, der skete fra 8-14, som der før skete fra 8-12."

Derfor har hun sammen med andre ledende pædagoger i kommunen været med til at skubbe på for at få en evaluering af helhedsskolen. Den foreligger nu i form af den kvalitative undersøgelse "Pædagogens arbejde i helhedsskolen", som sætter fokus på pædagogernes oplevelse af samarbejdet med lærere og elever.

Det er, som rapporten bemærker, selvfølgelig et mangfoldigt billede, der tegner sig. Men, fortsætter den, "mest kendetegnende er dog, at hver enkelt pædagog formidler en overvejende positiv erfaring med arbejdet i folkeskolen. Her i blandt fremhæves muligheden for at samarbejde tværfagligt og herigennem udfolde samt udfordre egne kompetencer."

Spørger man Birgitte Vind, om pædagogens indtog på skolen er en succes, svarer hun:

"Så vidt er det en succes, for hvis du spørger hver enkelt team, så er jeg sikker på, at så vil både lærere og pædagoger sige: "Ja, det er rigtig godt, vi er glade for det her". Så jeg vil umiddelbart sige, at det her skal vi sørme holde fast i. Nu har vi lige fået udvidet folkeskolen lidt," siger hun.

"Og det er synd for skolen, hvis de skal miste os. Det er synd for børnene, hvis der ikke bliver kigget lidt bredere på dem."



Tid til leg. Susanne Hansen og Rasa Vedel er begge to pædagoger i Hobitten. Susanne Hansen har været med siden helhedsskolens begyndelse i Vejle for snart seks år siden, Rasa Vedel kom til året efter.

Susanne Hansen arbejder i øjeblikket i en 0. klasse, som hun skal følge de næste fire år, til børnene skal op i 4. klasse.

"Jeg har otte timer i 0.a. på en uge, hvoraf de fem er enetimer, som jeg selv råder over. Jeg har brugt meget tid på leg i enetimerne. Der får de lov til at bestemme, hvad de vil. Vi snakker om fra starten, hvad de har lyst til. Det er deres leg," siger Susanne Hansen, der også har arbejdet med "den gode stol", hvor en elev sidder i stolen, og de andre skal fortælle, hvad den pågældende er god til. Og hun har også arbejdet med følelser.

Hun har også tre timer sammen med en børnehaveklasseleder, de såkaldte dobbelttimer.

"Der har vi tit planlagt nogle ting, for eksempel noget kreativt, hvor det er rigtigt godt at have to sæt hænder. Eller noget, hvor vi kommer omkring alle børnene," fortæller Susanne Hansen.

Rasa Vedel er tilknyttet en 3. klasse.

"Der har de ikke så meget frihed til at have fri leg. Det er meget undervisningsbaseret hele ugen. Jeg har ikke nogen alenetimer. Jeg har 10 timer i klassen sammen med en lærer."

Dobbelttimerne bliver blandt andet brugt på at hjælpe børnene, når de har gruppearbejde.

"Det faglige niveau stiger også, så de har mere brug for hjælp med at forstå opgaver, så det bruger jeg også tid på," siger Rasa Vedel, der også bruger tid på konflikthåndtering.



Kulturchok. Rapporten peger på, at pædagogerne i Vejle gennemgående beretter om, at arbejdet i skolen er præget af en stram skemalægning, og at skolen stadig er gennemsyret af en fagopdelt skoledag. "På den måde er både en stram strukturering af tid og fagdidaktikken fortsat en udfordring for pædagogens arbejde," står der i rapporten.

For Susanne Hansen og Rasa Vedel var introduktionen til skolens skemalagte hverdag noget af en oplevelse.

Som Rasa Vedel siger:

"Jeg er født og opvokset i Litauen, så flyttede jeg til Danmark i 1993, så har jeg arbejdet i syv-otte år i børnehave, og det er først, da jeg blev ansat på Petersmindeskolen, at jeg fik et kulturchok. Ni år efter forstod jeg først, hvad folk taler om, når de taler om kulturchok. Der mødte jeg et helt andet Danmark," siger Rasa Vedel.

Birgitte Vind og Susanne Hansen griner.

"Det er simpelthen bare så rammende," er de enige om.

Susanne Hansen uddyber:

"Jeg har været med fra start, og jeg må nok sige, at det er en anden verden at træde ind i. Ikke at jeg har haft svært ved at finde mig selv i det, for jeg har gjort det, hvor jeg selv synes, at jeg var god. Og det, jeg er god til, det er barnet. Ikke at det har været nemt, men jeg synes, det er der, jeg har sat mit fokus og der, jeg som pædagog har kunnet gøre en forskel. Men jeg siger ikke, at vi ikke har skulle bruge albuerne," siger Susanne Hansen.

Hun erkender, at det kan være svært at få plads i skolen som pædagog.

"Det går stærkt, og skolen er en verden for sig selv. Og lærerne gør et kanon stykke arbejde, det er slet ikke det, men de kører stærkt," siger Susanne Hansen.

"Jeg har arbejdet i børnehave før, og der er stor forskel. Og det er der også for de børn, der kommer fra en børnehave. Nu kan jeg rigtig mærke, hvor svært det er at komme ind i struktur og ramme og næsten ikke kunne trække vejret en gang imellem - og det er også det, vi forsøger at gøre noget ved," siger Susanne Hansen, der også kan fortælle, at der var nogle kolleger, der havde det svært med at skulle ind i folkeskolen:

"Da vi startede i tidernes morgen, var der mange, der hoppede fra lynhurtigt, for de kunne simpelthen ikke finde sig selv i det her virvar."

Birgitte Vind mener, at helhedsskolen ikke altid har levet op til forventningerne:

"Som pædagog har jeg i hvert fald haft den fornemmelse, at det ikke var godt nok. Den fornemmelse af ikke at kunne trække vejret tror jeg børn har, men også de voksne indimellem. For det har simpelthen været for meget på nogle tidspunkter. Men der har bestemt også været teams, der har forsøgt at leve op til at undervise på en anden måde, at forandre tingene, og lave nogle ture ud af huset og gøre nogle af de ting, man ikke før kunne, for nu har vi fået mere tid," siger Birgitte Vind.

"Men det vigtige er, og det skulle rapporten også sætte fokus på, hvorvidt vi har levet op til de her ting. Leg og læring, hvad er det for noget, og hvor er det pædagogen går ind og bidrager," siger Birgitte Vind.



Tre tilgange. Som pædagog er der umiddelbart tre tilgange til arbejdet i skolen ifølge rapporten. Man kan have en fagdidaktisk positionering, hvor "pædagogerne (...) positionerer sig sprogligt i forhold til skolens fagdidaktiske krav, hvilket gør, at der ikke figurerer skarpe skel mellem lærere og dem selv, hvad angår undervisning," fremgår det af rapporten.

En anden mulighed er en socialpædagogisk positionering. "For disse pædagoger (...) er klassens trivsel og den enkeltes sociale udvikling således i højsædet."

Den tredje tilgang viser, at for pædagogerne indebærer arbejdet i folkeskolen også en del usikkerhed. Den kaldes "en løst forankret positionering" og den tilgang er for de pædagoger, "som oplever fraværet af leg for legens skyld som et professionstab. Disse pædagoger beskriver, at de har vanskeligt ved at etablere et ståsted indenfor helhedsskolen. (...) Disse pædagoger savner således nogle af de pædagogiske holdepunkter, som gjorde sig gældende for deres tidligere arbejde i daginstitutionsregi," hedder det.



Rapporten anfører dog også, at i praksis kan man ikke forvente at finde en person, som kun har en positionering, men at pædagogerne vil veksle mellem de forskellige tilgange.

"Jeg kan nikke genkendende til dem alle sammen," siger Susanne Hansen og påpeger, at nogle kolleger er blevet så grebet af den fagdidaktiske tilgang, at de har valgt at uddanne sig til lærere.

Rasa Vedel kan også genkende de tre forskellige tilgange:

"Og det forandrer sig fra gang til gang - og fra time til time. Man har for eksempel meget mere tid og større samarbejde, når man er i de mindre klasser, for der har vi alenetimer, hvor man har større indflydelse på, hvad der skal ske. Nu kan jeg genkende det, at man kommer ind, og man ved ikke rigtig, hvad der sker. Og det har jeg mere i år i tredje klasse, hvor det er mere baseret på undervisning, og hvor læreren måske forbereder undervisningen, når jeg ikke er til stede. Så er det op til mig mere at se, hvad der sker, og hvor vi er på vej hen. Planlægningsdelen er pludselig taget mere fra mig," siger Rasa Vedel.

Har du følt, du skulle gætte, hvad du skulle lave i klassen?

"Ja, man skal selv sådan lige fornemme, hvad er det for et

arbejde, man skal udføre. Men vi har i pædagoggruppen brugt utrolig meget energi på at diskutere, hvad vores rolle skal være," siger Rasa Vedel.

Birgitte Vind fortæller, at der var en overgangsperiode, hvor pædagogerne gerne ville vise deres gode vilje, for eksempel ved at tage nogle lærertimer, når der var behov for det.

"Men vi har så snakket om, hvorvidt det er okay. Og jeg vil sige, at det skal vi holde fingrene langt fra, for det er der folk, der er uddannede til. Jeg tror sagtens, at en pædagog kan gå ind og undervise, men det kræver, at man får læst en masse fagstof op, og det får man ikke betaling for eller tiden til, så det skal man lade være med," mener hun.



Amputeret SFO. Men en ting har helhedsskolen med timer fra 8-14 medført: SFO'ens rolle er blevet reduceret.

Birgitte Vind fortæller, at de fleste børn er gået hjem, når klokken bliver 16.

"Så det er fra 14-16, der skal ske noget. Og så skal de lige have lidt at spise, når de kommer fra skole, så det er begrænset, hvad du kan nå at få af lange forløb - og af gode lege. Det er en noget amputeret fritidsordning, og det har man også fra politisk side vidst, da man lavede det. Og det er godt nok svært som pædagog at gå på kompromis med det, som man ved er godt for børnene. Men det er også vigtigt, at vi ikke skemalægger hele deres dag, men at de også får muligheden for selv at tage nogle valg, og bare falde i en god leg," siger Birgitte Vind.

Derfor lægger pædagogerne meget vægt på, at SFO'en er et fristed - og at de pædagogiske tilbud netop er tilbud til børnene.

"De kan ikke mere," mener Susanne Hansen.

Rasa Vedel er enig:

"Vi har arranget ture, hvor vi oplevede, at der ikke var nogen, der gad tage på tur. Vi annoncerer en tur i skoven, hvor vi skal bygge hule, og så er der tre ud af 130 børn, der tilmelder sig. Den slags har de bare ikke lyst til længere. Nu vil de bare gerne sidde ned og snakke eller melde sig til gymnastik, hvis de har lyst," siger Rasa Vedel.

Selv om det er overladt til børnenes lyst, så skal der være nogle tilbud, viser deres erfaringer:

"Der skal være noget, for der er også børn, der har svært ved at vælge eller finde på noget selv. Og det kan skyldes, at de er så trætte eller forventer, at det er os, der kommer med tilbud," siger Rasa Vedel, der godt kan forstå, at børnene er trætte.

"Efter vi er kommet i helhedsskolen, så har vi virkelig kunne mærke, hvad det vil sige at være i skole i seks timer, hvor hårdt det egentlig er for børnene, for det er også hårdt for os."



Hvad er helhed? For pædagogerne er der ifølge rapporten især en ting, der er frustrerende ved helhedsskolen: At de ikke ved, hvad politikerne i Vejle mener med "helhed". Derfor er en af rapportens anbefalinger da også "en drøftelse og afklaring af, hvad helhed henviser til i børns skoledag anno 2006. Disse reviderede overvejelser indskrives i Vejle Kommunes børne- og skolepolitik, samtidig med at en beskrivelse af pædagogens kerneområder i folkeskolen lægges ud på skolenet-vejle.dk", citat slut.

Den afklaring vil være meget velkommen, siger Birgitte Vind.

"Det er svært at blive tydelig på noget, som man ikke ved, hvad er. Hver især her ved godt, hvad de er gode til, og jeg er ikke i tvivl om, at det er nogle dybt kompetente mennesker. Men der er ikke rigtig nogen, der efterlyser deres kompetencer," siger Birgitte Vind, der påpeger, at lærerne godt må være mere tydelige i deres forventninger, så pædagogen har en reel chance for at udføre et godt stykke arbejde og være sig selv bekendt.

"Men vi skal ikke bare lave, hvad lærerne vil have. Det, der er vigtigt, er: Hvad ved vi er godt for børnene. Vi sidder med en pædagogisk grundviden, og vi ved alle sammen, hvad der er godt for børn. Hvordan får vi den viden implementeret i den dagligdag, vi har," siger Birgitte Vind.

Men for at pædagogerne kan få lov til at sætte deres fingeraftryk på skolen, er der en ting, der er nødvendigt, mener Birgitte Vind:

"Pædagogernes faglighed skal opprioriteres. Den skal op på en piedestal. Og man skal bare være knaldhamrende tydelig på, hvad vi står for, hvad vores faglighed går ud på, og hvad det er for en vare, vi kan og vil levere. Og der skal man være sig selv bekendt, ellers bliver man solgt alt for billigt," siger Birgitte Vind, der også efterlyser et synligere BUPL.

"Man kan godt håbe, at der er nogen, der vil kæmpe for det også på et højere niveau. Man kan håbe, at pædagogernes fagforening vil slå et slag i bolledejen for den faglighed. Jeg synes ikke, man har kæmpet for SFO-området. Det har været lidt sort land. Det har ikke været okay, at man har været en SFO. Det har været nedprioriteret," siger hun. o





Rapporten "Pædagogens arbejde i helhedsskolen" kan findes på www.skolenet-vejle.dk under "publikationer".