Tårnhøj faglighed giver overskud til at følge børnenes behov
Alberte og Knud ligger i græsset og aer skildpadden Speedy. Asger, Marcel og Calvin er klatret højt op i et træ med udkig til Solmarken, børnehavens køkkenhave, hvor en flok børn er i gang med at grave, plante og vande.
Et par får vandrer frit omkring. Og midt på gårdspladsen troner to gamle træer, som kaster en sval skygge og indrammer den grundlæggende stemning i børnehavens uderum: Selvom her er fuld af liv, og dyr og børn er sluppet fri på græs, ånder formiddagen fred og ro.
Børnehaven Solgården/Kastanjehuset holder til i de to hovedhuse med tilstødende værkstedsbygninger. Oprindelig var det en bondegård. I dag er gården omkranset af parcelhuse. En hemmelig grøn oase for enden af en parcelhusvej i Hvidovre.
Tårnhøj faglighed sætter gang i aktiviteter
Når børn og pædagoger møder ind, er det lysten, der skyder dagen i gang. Pædagogerne deler sig ud på husets værksteder. Børnene ligeså. Hvem vil fodre kaniner? Hvem vil med i marken? Alle kan frit gå til og fra aktiviteterne i huset og de forskellige værksteder, klatre i træer eller trække ind og bygge Lego, hule eller andet i hovedhuset, som oprindelig var gårdens bolig.
At det hver dag lykkes at slippe hverdagens aktiviteter fri, er et resultat af en tårnhøj faglighed, vurderer pædagog og tillidsrepræsentant Sophie Bisgaard Farganis. Det er 10 år siden, at ledelsen i samarbejde med bestyrelsen vedtog visionen, at hele det pædagogiske personale i institutionen skulle være uddannet.
Med en pædagogandel på 97 procent er målet stort set nået.
”De ufaglærte, der var ansat her, blev selvfølgelig ikke smidt på porten. Men hver gang en ny stilling blev slået op, insisterede ledelsen på at ansætte en pædagog,” forklarer hun.
I køkkenhaven af lyst
I dag er pædagogerne Didde Høj Mathiesen og Georgina Da Silvia Buxbom i køkkenhaven med de børn, der har lyst til at være med. Hugo, Willads, Knud og Storm har grebet hver sin skovl og vender jord i et af de bede, der endnu ikke er blevet beplantet.
Hugo har vandet og skabt en lille sø, smidt skoene og lader begejstret fødderne trænge ned i det kølige mudder. Willads vil være med og balancerer på et ben for at trække skoen af, mens den anden fod synker ned i den våde jord. Georgina kommer til undsætning.
”Nøj, et vidunderligt mudderbad, Willads. Vil du også gerne have bare tæer? Skal jeg hjælpe dig af med sko og sokker”, siger hun, mens en hel lille kø af børn, der vil være med i mudderbadet, samler sig omkring bedet.
Mudderbad er fagligt overskud
Willads viser stolt sine mudrede fødder frem.
”Adr, må jeg se dine mudrede fødder,” spørger Georgina.
Mudderbadet er et eksempel på den forskel, det gør, at der er fagligt overskud, fortæller Didde Høj Mathiesen, mens hun vander en række ærteskud.
”Hvis ikke vi havde det faglige overskud, ville vi måske ikke se den fantastiske pædagogiske værdi. Det at gribe situationen til at lade børnene sanse, mærke grænser, passe på hinanden i kampens hede og så videre. Uden det faglige overskud til at se og dyrke det ville man let føle sig tvunget til at stoppe aktiviteten, fordi det blev for besværligt og måske også konfliktfyldt,” siger hun.
Attraktivt at blive
Flere af pædagogerne i børnehaven har været her i mere end 10 år. Didde er en af dem. At hun har fået lov til at tage efteruddannelse og bruge det, hun har lært, i arbejdet, har gjort det attraktivt for hende at blive.
Hver anden uge står hun for et refleksionsmøde, hvor hun og kollegerne diskuterer forskellige pædagogiske temaer med afsæt i konkrete udfordringer og oplevelser.
”Det betyder virkelig meget og er med til at styrke både samarbejdet og vores faglige stolthed,” siger hun.
Vi følger børnenes spor
”Didde!”, kalder Billie fra bedet.
”Jeg gider ikke mudder mere.”
”Så gå over til Georgina. Hun er i gang med at skylle fødder,” siger Didde og trækker Billie op af mudderet.
Faglige samtaler er vigtige
De faglige samtaler skaber et godt arbejdsmiljø og et godt læringsmiljø for børnene, oplever pædagogerne. Derfor insisterer de på at afsætte tid til samtalerne.
”Sophie, Marcel har brug for din hjælp,” kalder en dreng og fortsætter ivrigt:
”Han er kravlet højt op i træet og kan ikke komme ned.”
Sophie går med om til træet i den lille lund bag børnehavens køkkenhave og hjælper Marcel ned.
”Calvin, hvad med dig? Har du styr på det,” spørger hun Calvin, der er klatret endnu højere op. Han nikker og smiler.
”Husk, at alle må være i træet,” siger Sophie, før hun går tilbage til bænken.
Vi følger børnenes spor
Børn bliver i dag så omklamret af struktur, skemalagt tid og aktiviteter indrammet af tidspunkter. Det gør det svært for dem at følelsesregulere og mærke, hvad de intuitivt har lyst til, mener hun.
”Det er så vigtigt for os at følge børnenes spor. Vores pædagogik hviler på en tro på, at børn skal have lov at lære at mærke efter og følge deres nysgerrighed. De skal have lov at være, hvor det giver mening for dem at være,” forklarer Sophie Bisgaard Farganis:
”Det kan vi gøre, netop fordi vi har en høj faglighed.”
Da formiddagen går på hæld, trækker børn og voksne ind i spisestuen. Hugo sidder i en solstråle for bordenden og gnider sine øjne, mens Anton klatrer op på stolen ved siden af.
Stolt af mit arbejde
På væggen bag dem hænger en stor opslagstavle med billeder af børn, der vander, plukker squash, samler orme, høster rabarber, laver bål og fodrer geder.
HAR I BARE LEGET I DAG? Sådan lyder overskriften over billederne af det, som pædagogerne i Solgården insisterer på at kalde aktiviteter af høj pædagogisk værdi. Fordi der er faglige refleksioner og samtaler med i alt, hvad de gør med børnene.
Georgina kalder til frokost, hæver hænderne over hovedet som tegn, og børnene følger efter, før de sammen synger madsangen. Og så er der serveret.
Sophie Bisgaard Farganis står i døråbningen og smiler:
”At vi har valgt at insistere på, tale om og styrke den pædagogiske faglighed, gør mig stolt af mit arbejde. Og endnu mere stolt over det faglige fællesskab, vi har opbygget sammen.”
Læs også artiklen 'Tid til faglighed: Her er pædagogandelen på 97 procent'.
