Pædagog med nyt kreativt værktøj: Jeg bruger kunsten til at forstå pædagogikken

Jeg har altid skrevet, men de seneste 5-10 år er jeg begyndt at gøre det mere fast. Jeg skriver om skæve observationer fra hverdagen.

Det kan være små øjeblikke fra kreaværkstedet i den SFO, jeg arbejder i, men jeg har også skrevet en digtsamling om en hund. Og én om et socialt boligbyggeri.

Jeg skriver ofte om aftenen eller om natten. Så finder jeg noterne frem fra de oplevelser, der har fået mig til at stoppe op. I mørkets ro zoomer jeg ind på situationen og giver ordene tid til at opstå.

Kunsten er et fantastisk rum at være i

Med digtene kan jeg bedre forstå verden. Jeg kan indramme små øjeblikke og få dem til at give mening. Jeg kan skrive om alt det lyse, om at være taknemmelig og alt det svære. Det er det, du kan med kunsten, med tekst og billeder og din kreativitet. Det er et fantastisk rum, som du kan være i alene og sammen med andre.

Jeg nyder at være der sammen med børnene. Mit værksted er et reservat for truede arter. Her bliver børnene fredet og får lov til at lege med vand, ler og maling.

Derhjemme har de været vant til skærme, siden de var nul år, og der må helst ikke splatte, når de leger. Hos mig blander de farver, binder knuder, får ler på hænderne, snurrer rundt og falder ned. Det tager de ikke skade af.

Jeg får lang snor af mine kolleger

Mine kolleger giver mig lang snor og lader mig føre alle mine kreative tosserier ud i livet. Jeg er et stort rodehoved og siger sjældent nej, hvis børnene spørger. Heldigvis har jeg kolleger, der godt gider have styr på, om alle bliver tjekket rigtigt ind og ud. For det kan jeg overhovedet ikke finde ud af.

Jeg er uddannet glaskunstner og skulle egentlig bare have et midlertidigt arbejde, fordi vi var blevet forældre. Jeg fik job i en klub i Høje Taastrup og blev kastet ind i et lerværksted med børn med alle mulige etniske baggrunde. Det var spændende, men også langt hjemmefra.

I stedet kom jeg her til Fritidsgården i Hårlev, hvor jeg fandt ud af, at jeg brænder for at smelte de kreative, æstetiske processer sammen med pædagogikken. Så det midlertidige trak ud. Og jeg endte med at tage en akademiuddannelse som ungdomspædagog.

Jeg voksede nærmest op på fritidshjemmet

Jeg er åbenbart født med et blik for det visuelle og sproglige. Men jeg har også fået en masse med fra min barndom. Min mor var sådan en, der gik med rød læbestift, parfume og højhælede sko. Hun arbejdede altid. 

Selv gik jeg i andefødder og overalls og voksede nærmest op på fritidshjemmet, hvor der var træværksted og høns, og hvor vi fik lov til at slå os løs. Pædagogerne sad i en tåge af røg, og når jeg var utryg ved at gå alene hjem til et tomt hus, kom jeg med en af dem hjem. Jeg elskede det sted.

Heldigvis havde jeg Elses frirum

Det var sværere i skolen. Men heldigvis var der ’Fritidstilsynet’. Det bestod af et rum, som pædagogen Else havde indrettet med væv, spinderok og malergrej. Her kunne jeg og de andre skæve børn komme i mellemtimer og frikvarterer. Else tog os alvorligt og så det enkelte barn, og jeg havde det vidunderligt hos hende.

Hun såede vist også noget i mig – et blik for, at der er mange måder at være barn og menneske på, og at en måde at udtrykke det på er gennem kunst og kreativitet.

Det har mange børn brug for. I dag måske mere end i 70’erne. Og jeg har brug for kunsten til at forstå min pædagogiske praksis. Det poetiske sprog giver mig et andet rum at fortolke situationer i end det pædagogfaglige. Så jeg bliver ved med at skrive digte. Et af dem lyder sådan her:

En samtale med et barn om pærer

Om hvilke pærer vi hver især foretrækker

Typen af pære

Pærens form

Pærens duft

Farven og graden af modning

Den lille stilk, kort og lidt skrå

Pæren tegnes

Tegningen korrigeres

Pæren får ansigt

før den med tilbageholdt åndedræt skæres i både

Vi sætter os op i en af bådene

og sejler ad en smal kanal

der fører ned til en slags venskab.