Barndomshistoriker: I flyverdragten materialiserer sig et særligt nordisk børnesyn
1900-tallet er blevet kaldt barnets århundrede. Og i dag forskes der flittigt i både børn og barndom, og mange har en mening om det gode børneliv.
Selv om barndommen således synes gennembelyst, er der et særligt børne- og hverdagsperspektiv, som er overset i historieskrivningen, men som barndoms- og skolehistoriker Ning de Coninck-Smith har sat sig for at få frem.
”Jeg er optaget af de spor i historien, som kan bringe børnenes egne perspektiver på hverdagslivet frem. For ofte er barndom en voksen opfindelse, da historien er skrevet af voksne og bygger på erindringer,” siger hun.
'Sofus' og 'Marie' er svære at spore
Når historikere endelig finder dagbogsoptegnelser eller breve, som er skrevet af børnene selv, bærer de typisk vidnesbyrd om særligt privilegerede børns liv: De store genier og adelige børn. Og børn, der har gået i skole, og som har fået bøger at skrive i.
Andre børn, der efterlader sig spor i historien, er de allermest ulykkelige tilfælde:
”Børn bliver også synlige i historien i kraft af de ulykker, de laver. Altså børn, som begår kriminalitet eller kommer på børnehjem. Dem har vi sager på. Eller børn, der dør, og som vi kan tælle. Men hverdagens helt almindelige unger er svære at spore: ’Sofus’ og ’Marie’, som ikke lærte at skrive og bare gik gennem livet, og puf … så var de væk igen. Deres hverdagsliv og syn på livet vil jeg gerne undersøge,” siger Ning de Coninck-Smith.
Børnetandplejen fik betydning for trivsel og indlæring
Selv i vor tids videns- og informationssamfund kan det være svært at vise helt almindelige børns hverdag. Ning de Coninck-Smith oplevede det senest i sit arbejde med det prisbelønnede fembindsværk ’Dansk skolehistorie’.
”På grund af GDPR-regler kunne vi kun bringe billeder af dagens børn, som var fra et bureau. Og det er svært at få adgang til daginstitutioner og skoler, for dels har pædagogerne ikke tid, og dels er der restriktioner, når man skal observere og tale med børnene,” siger historikeren, der alligevel finder løsninger:
”I skolehistorien brugte vi tal. For eksempel fik vi lavet en graf over børns huller i tænderne, som kunne illustrere, hvordan børnetandplejen i skolen efter 1970 gjorde en kæmpe forskel for det almindelige skolebarns læring. Jo færre huller i tænderne, jo bedre gik det jo med børnenes indlæring,” fortæller Ning de Coninck-Smith.
Pædagoger vil skrive om normkritik og hjemmepasning
Hun er i dag professor i pædagogisk sociologi på DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse i Emdrup, hvor Børn&Unge møder hende.
På kontoret vidner hendes gulv-til-loft-reoler på begge sider af et centralt placeret hæve-sænke-bord om mange års forskning og fordybelse i fagbøger. På skrivebordet ligger endnu mere læsestof og bunker med studerendes opgaver.
For tiden vil hendes elever, hvoraf mange har pædagogbaggrund, skrive om emner som ligestilling i børnehaver, normkritisk pædagogik og hjemmepasning. Det sidste udfordrer Ning de Coninck-Smith, der som barn af 1950-60’erne er vokset op, i takt med at velfærdsstaten tog fart, og børnepasning og uddannelsesmuligheder førte kvinderne ud på arbejdsmarkedet.
”Jeg er ikke ude på at fordømme, at nogle højtuddannede kvinder nu vælger at hjemmepasse. Det er intellektuelt interessant. Men som vejleder med min baggrund skal jeg altså holde tungen lige i munden,” siger hun.
Jeg prøver at prikke til mine studerende, så de forstår, hvad vores velfærd er kommet af, og at nogle før os har kæmpet for de rettigheder, vi har opnået.
Ning de Coninck-Smith, historiker
Vores velfærd og rettigheder er ikke kommet af sig selv
Som barn oplevede Ning de Coninck-Smith, hvordan en anskaffelse af en opvaske- og en vaskemaskine til hjemmet i Charlottenlund revolutionerede hendes egen mors hverdagsliv som husmor.
Faren var advokat og havde en særlig interesse for lokalhistorie, som måske er gået i arv til Ning, der selv fik mulighed for at læse på universitet og blive professor.
”Både mine forældre og jeg er vokset op med en meget lille velfærdsstat, og vi havde få forventninger til den, men vi så, hvad den kunne. I dag tager man velfærdsstaten for givet og stiller meget høje krav. Det gør jeg også selv, nu hvor jeg efterhånden har en alder, hvor man kan få brug for ældrepleje. Kravene til både daginstitutioner og skoler er også accelereret. De unge forældre kan ikke huske det, som jeg kan huske: At der var engang, hvor man ikke kunne få sig en uddannelse. Eller få sine børn passet. Spørg bare tidligere generationer om ventelister og sort dagpleje. Jeg selv afleverede min søn fem måneder gammel uden nogen form for indkøring, og i dag beklager nogle kvinder sig over, at fædrene skal have en del af mors barsel,” siger Ning de Coninck-Smith, som også har været vejleder på opgaver om den nye barselsorlov.
”Det er jo ikke, fordi nutidens forældre ikke må stille krav. Slet ikke, for vi skal værne om vores goder. Men jeg prøver at prikke til mine studerende, så de forstår, hvad vores velfærd er kommet af, og at nogle før os har kæmpet for de rettigheder, vi har opnået. Og så bliver diskussionen som regel mere nuanceret,” siger Ning de Coninck-Smith.
Skrammellegepladser som forløber for fritidsklubber
I sin forskning prøver Ning de Coninck-Smith altid at anskue bevægelser i samfundet ud fra tidens præmisser. Men heri ligger også et tilbageblik på, hvad der skubbede på en given udvikling.
Hun har blandt meget andet forsket i fremkomsten af legepladser i byrummet som en konsekvens af, at der i 1930’erne var så mange biler i gaderne, at det var livsfarligt for børnene at lege her.
Hun har undersøgt, hvilke først sundhedsfaglige og senere pædagogiske tanker der lå bag den arkitektur, som samfundet de seneste 300 år har pakket skole- og institutionsbørn ind i. Herunder hvordan asylernes tremmesenge – som sikrede hygiejnisk adskillelse af børnene – i reformpædagogisk tid blev droppet til fordel for møbler i barnets skala, tumleplads på gulvet og robust trælegetøj, som skulle understøtte barnets udvikling gennem fri bevægelighed og selvvirksomhed.
Hun har udtalt sig om forældreskab, børneværelser og børnekultur, og sidste år udgav hun en bog om skrammellegepladsen i Emdrup. Den opstod i 1943, da driftige pædagoger under krigen ville give børn et fristed, hvor de på eget initiativ kunne bygge legehuse med brædder og byggeaffald.
”Skrammellegepladsen kan ses som en forløber for dagens fritidsinstitutioner og ungdomsklubber, der stadig i dag tilbyder børn et fællesskab og meningsfyldte aktiviteter. Eksperimentet er verdensberømt og har inspireret til byggelegepladser og skovbørnehaver i blandt andet England, Frankrig og Israel. Det er udtryk for en særlig nordisk tradition for børns frie leg, kreativitet og selvvirksomhed,” siger Ning de Coninck-Smith.
Jeg kunne jo godt tænke mig at finde et billede af prinserne i flyverdragter, for det er endnu en lille hverdagsting, der kan belyse en større og fælles kulturhistorie.
Ning de Coninck-Smith, historiker
Flyverdragten revolutionerede børns leg og udeliv
Historikeren har også undersøgt noget så hverdagsnyttigt og velkendt som flyverdragten. Hun ser dens opfindelse som eksponent for et særligt nordisk syn på et godt børneliv og dansk pædagogiks tiltro til det kompetente, robuste barn.
”Hvad vaskemaskinen betød for husmødre, har flyverdragten betydet for børnene. I den materialiserer sig forestillingen om, at udendørs leg i naturen er det bedste for børn, og at små mennesker skal være mobile og ned og kravle på jorden nærmest fra dag ét. Og mor eller far skal kunne have dem med på cyklen i al slags vejr,” siger Ning de Coninck-Smith.
Den 70-årige historiker foretrækker selv cyklen, når hun afleverer eller henter sit barnebarn i hans nye børnehave. Også den augustdag i sommer, hvor det stormede og regnede så voldsomt, at der om eftermiddagen hang en seddel på døren med ordlyden: ’Vi har været inde hele dagen’.
”Så bliver jeg så glad. For når pædagogerne skriver sådan en seddel, afspejler det netop det børnesyn, at udeleg i pagt med naturen stadig er den gode barndom,” siger Ning de Coninck-Smith, der kalder pædagoger hverdagshelte, fordi de netop ser barndommen fra barnets perspektiv og ud fra det hverdagsperspektiv, hun altid selv er på sporet af.
Holder af hverdagen
Barndomshistorikeren får meget ud af bare at se sig omkring, når hun for eksempel kører med bus og tog.
"Så kommer en mor med en tvillingebarnevogn, og hun har høretelefoner i ørerne og står med en telefon, og børnene kigger lige frem. Måske tager hun bare en pause fra moderskabet, men kontrasten til de råd, vi andre fik, nemlig at vi skulle vende indsatsen i klapvognen om, så barnet kunne se på os, er slående," siger Ning de Coninck-Smith.
Omvendt var hun i sommer på højskole med sine børnebørn – en uge næsten uden skærm og slik. Og her ville engagementet i børnene ingen ende tage.
"Hold nu op, nogle ressourcestærke familier og engagerede undervisere: Der var ikke en unge, der græd, medmindre de faldt og slog sig. Børnene fangede krabber og var ikke til at drive ned at få en is, fordi de var så optaget af at lege,” siger Ning de Coninck-Smith, der bruger hverdagseksemplerne som anekdoter, der belyser børnelivet.
Dronning Margrethe som småbørnsmor
Hun tror på, at hverdagens mennesker forandrer verden mindst lige så meget, som de store genier gør det. Selv når hun bidrager til en kommende antologi med titlen ’Kongernes børn’, er hun allermest optaget af hverdagsmennesket.
Hun taler hun med dronning Margrethe, der i 1970’erne indrettede en børnehave til sine børn på Amalienborg og hyrede nogle af tidens mest fremsynede kvindelige arkitekter og legepladsplanlæggere.
”Det er dronningen som småbørnsmor, jeg gerne vil fortælle om. Og jeg kunne jo godt tænke mig at finde et billede af prinserne i flyverdragter, for det er endnu en lille hverdagsting, der kan belyse en større og fælles kulturhistorie,” siger Ning de Coninck-Smith.
