Rane Willerslev: Vi er skabt til at lege

At være menneske er at arbejde. Som der står i Biblens Første Mosebog der, hvor Gud smider Adam og Eva ud af Paradis: ’Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød.’

Store filosoffer som Freud, Heidegger og Marx har kaldt arbejde for ’menneskets grundvilkår’.

Men måske ser vi forkert på, hvad det vil sige at være menneske. Påstanden kommer fra antropolog Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet.

”Hvad hvis nu grundvilkåret er leg? Hvordan vil verdenshistorien så tage sig ud,” siger Rane Willerslev, der sammen med et forskerteam på Nationalmuseet har skrevet bogen ’En historie om mennesket – Homo sapiens og meningen med tilværelsen’, der tager udgangspunkt i legen som nøglen til at forstå menneskets historie.

Livet var en leg

For ifølge Rane Willerslev var langt det meste bedre i gamle dage. I hvert fald hvis vi går langt nok tilbage i tiden, sådan cirka 12.000 år tilbage, hvor mennesket endnu ikke havde fået den tåbelige idé at slå sig ned som hårdtarbejdende bønder, men i stedet levede som jæger-samlere. 

”Man har haft opfattelsen, at mennesket skulle kæmpe for at overleve som jæger-samlere. Men hvis du kigger på nutidens jæger-samlere, så bruger de kun 15-20 procent af deres tid på arbejde. Resten af tiden bruger de på alt muligt andet, også leg,” siger Rane Willerslev.

Jæger-samlere, både de, der levede for 12.000 år siden, og de, der lever i dag, er fænomenale til at hente den mad, de skal bruge, lige udenfor deres lejr. 

Selv i de mest ugæstfri egne kan mennesket overleve, hvis det ved hvordan. Sanfolket, som lever i Kalahariørkenen på grænsen mellem Namibia og Botswana, kan i den ugæstfri ørken på kort tid og med en lille indsats finde mad og væske. For dem kan ørkenen betegnes som virkeliggørelsen af det kommunistiske supermarked, hvor man bare kan hente det, man har brug for, fremgår det af ’En historie om mennesket’. 

Leg skaber innovation

Når sanfolket let kan overleve i en ugæstfri ørken, er det nærliggende at antage, at det generelt ikke har været svært for jæger-samlere at overleve gennem tiden.

”Det har ikke været overlevelsessamfund, som vi har troet. Det har været et nysgerrighedsdrevet samfund, et innovationssamfund,” siger Rane Willerslev.

”Gå op i grønlandsudstillingen her på museet. Der er ikke det, de ikke har fundet på: Tørdragten, før vi havde et begreb for det, harpuner, der kan splitte sig selv på alle mulige måder, kajakker, og vanter, der kan vendes,” siger han.

Flitsbuen blev opdaget gennem leg

Faktisk kan afgørende elementer i menneskehedens historie kun forstås gennem leg, påpeger Rane Willerslev og nævner flitsbuen som et godt eksempel. Blev den opfundet, fordi urmennesket fandt ud af, at det var alt for farligt at jage med spyd?

”Men når du tænker over det, er det umuligt at forestille sig, at noget menneske har udtænkt buen som et jagtredskab. Den eneste måde, hvorpå man kan forestille sig, at buen bliver opdaget, er igennem leg,” siger han.

Buen er formentlig opstået som et legeredskab – en snor spændt ud på en pind, noget, som kunne afgive en sjov lyd. Senere viste det sig måske, at man også kunne bruge den til at sende harmløse projektiler af sted, og derfra er det ikke svært at forestille sig udviklingen frem til et dødbringende jagtvåben. ’I sit udgangspunkt tilfredsstillede buen ikke andre behov end det så dybtliggende menneskelige behov for leg og adspredelse’, står der i ’En historie om mennesket’.

Øllet blev vores skæbne

Men hvis det var og er så skønt at være jæger-samler, hvorfor blev vi så bønder? Mange synes jo, at jagt og fiskeri er sjovt, mens arbejdet i marken er hårdt og tidskrævende. Noget har lokket folk til at dyrke korn, men det var ikke til brød, for maden var let nok at skaffe. Korn skulle måske bruges til noget helt andet:

’Hvad nu, hvis man vovede en anden forklaring: Man begyndte at brygge øl, fordi det er sjovt at drikke øl,” som der står i ’En historie om mennesket’.

Øllet blev vores skæbne.

Naturen bliver farlig

Med agerbruget kommer skillelinjen mellem den vilde og den tæmmede natur, påpeger Rane Willerslev.

”Den vilde natur bliver farlig og skal undertrykkes, for du har stået med svedjebrug og lavet jord til landbrugsland, og hvis dyr æder dine afgrøder, er dyret en fjende. Naboen er også en fjende, for han kan stjæle det land, du har brugt tre generationer på at rydde. Så der kommer en forøgelse af konflikt og krig,” fortæller han.

Og legen får sværere kår, når der skal arbejdes i marken.

”Hvor alle tidligere legede, så bliver det med bønderne et domæne for små børn, for i det øjeblik, de er store nok, så ryger de ud som arbejdskraft i landbruget. Der får vi den kategorisering, vi har levet under siden – at legen tilhører børn og er useriøst,” siger Rane Willerslev.

At leg ikke tages seriøst, opdagede Rane Willerslev selv, da han blev direktør for Nationalmuseet.

”Vi lavede kedsomhedsknapper på museet, men så flippede parnasset. Når man laver noget legende, som har elementer af fantasi, bliver man angrebet, og så er man et tivoli. Men måske er det mere videnskabeligt, og børnene lærer bedre, når de trykker på knappen,” siger han. 

Der er ikke plads til leg længere

Legen har i det hele taget trange kår, mener Rane Willerslev.

”Vi har skabt et system, som gør ungdommen syg. Det er helt tydeligt, at det bidrager til ungdommens manglende velvære, til angst, stress og mistrivsel. Det skriger på at blive lavet om. Måske er en af forklaringerne, at der ikke er plads til leg, og at børnene holder op med at lege tidligere,” siger han. 

Det har han set hos sine egne døtre, der nu er 13 og 15 år.

”Jeg legede selv, til det var pinligt. Til 6.-7. klasse, hvor jeg sad med mine actionmen og playmobil. Mine to piger har ikke leget på den måde. Det stoppede i hvert fald meget tidligt, og de var mindre optaget af legetøj. Det er underligt nok. Nu sidder de med spil og telefoner. Jeg ved ikke engang, hvad de laver på den skærm,” siger Rane Willerslev, der prøver at komme lidt leg ind i pigernes liv på sin foretrukne legeplads, naturen. Her slår de lejr, fisker og laver bål. 

”Meget af dagen går med basale ting som at hugge brænde, lave mad og vaske op, men legen er hele tiden til stede. Selv når de skal ud at finde brænde, leger de. Grænsen mellem fritid, leg og arbejde flyder fuldstændig sammen i naturen,” siger han. 

Vandrede i Nordsverige som 13-årig

Naturen har altid draget Rane og hans tvillingebror, Eske, dna-forsker og professor på Cambridge Universitet. Som 13-årige tog de to brødre til Nordsverige for at vandre med tre venner uden voksne.

”Det var helt ulideligt hårdt. Jeg mener, at rygsækkene vejede 32 kilo stykket. Men vi ville bare gennemføre. Vores tre venner vendte om. Det kan jeg godt forstå,” fortæller Rane Willerslev.

At det netop blev tvillingerne, der gennemførte, er ikke overraskende, når man tænker på den opdragelse, deres far stod for, hvor de som små drenge blev smidt ned i huller i isen om vinteren og tvunget til at springe fra høje vipper i svømmehallen. 

”Mine tidlige år var meget en hærdning. I dag ville vi være blevet tvangsfjernet, for vores far stod jo og råbte: ’Tøsedrenge, kan I så hoppe i fra vippen. Ellers kommer jeg op og smider jer ud’, mens hele svømmehallen kiggede på,” siger Rane Willerslev. 

Turene i naturen fortsætter og ender med, at de to som unge mænd tager til Sibirien for at prøve at leve som pelsjægere. Senere skilles deres veje, hvor Eske Willerslev går i laboratoriet, mens Rane Willerslev bliver antropolog. 

Leg kræver friere rammer

Skal vi lykkes med at få mere leg og urtidsglæde ind i vores liv, kræver det friere rammer, påpeger Rane Willerslev.

”Skoler og institutioner skal have større frihedsgrad til at eksperimentere uden styring ovenfra. Så ville vi få forskellige resultater, som vi kunne dele. Det er den rigtige måde at få indsigt og blive bedre på. Hvad virker med frihed og leg? Pædagoger kan få en væsentlig rolle, for de ved i praksis, hvordan børn kan lide at lege. Men frisættelse er afgørende. Og det kræver tillid. Og det er det, de skal levere derovrefra,” siger han og nikker over mod Christiansborg, som han har direkte udsigt til fra sit kontor.