Ny forskning: Styrk de mange børnefællesskaber i vuggestuen
Hvad kendetegner børnefællesskaber i vuggestuen, og hvordan kan pædagoger styrke dem? I forskningsprojektet ’Børnefællesskaber i vuggestuen’ har forskerne Lise Jönsson Koumaditis og Erik Hygum i samarbejde med pædagoger fra to vuggestuer undersøgt netop det.
De senere år er der kommet fornyet fokus på tilknytning og på relationen mellem pædagog og barn i vuggestuen. Men her retter forskerne blikket mod relationerne børn og børn imellem, hvilket har været underbelyst, forklarer Lise Koumaditis.
”Børn har ligesom alle andre brug for at høre til og gøre sig erfaringer med jævnaldrende. Lære af hinanden. De kan vise hinanden, hvordan tingene gøres, så de kan bidrage med noget ind i fællesskabet og føle, at de er del af noget større,” siger hun.
Forsker ser mange forskellige fællesskaber i vuggestuen
I de seneste 30 år har børneforskningen fået øjnene op for, at børn er aktører i deres eget hverdagsliv, men forskningen har ikke haft ret meget fokus på de små børn i vuggestuen. At de også har brug for fællesskaber med deres jævnaldrende, at have venner og sociale relationer.
Forskerne har observeret børnefællesskaber i de to vuggestuer for at blive klogere på, hvordan fællesskaberne udspiller sig i hverdagen. De har undersøgt, hvilke strategier børnene bruger, og hvilke inklusions- og eksklusionsmekanismer der gør sig gældende.
”Det er blevet så tydeligt for os, at børnefællesskaber er i flertal. Der er mange forskellige, og det er tydeligere, end vi havde forventet,” siger Lise Koumaditis.
Sådan indbyder tæppet, bordet og legekrogen til forskellige fællesskaber
Det går igen på tværs af institutionerne, at vuggestuelivet indeholder forskellige sociale zoner med forskellige typer af fællesskaber og forskellige sociale logikker.
”Vi kan se, at tre forskellige sociale zoner overordnet gør sig gældende i begge vuggestuer: tæppet, bordet og legekrogen, som har forskellige logikker. Man skal kunne noget forskelligt i de forskellige fællesskaber, og pædagogen har forskellige roller og positioner,” siger Lise Jönsson Koumaditis.
Nogle børn har nemt ved at navigere rundt i de forskellige fællesskaber. Andre kan i nogle, mens der også findes børn, som ikke kan begå sig i et eneste af dem, fortæller forskeren.
”På nogle områder står de børn uden for fællesskabet. Enten står de og kigger ind, eller også forlader de det. Nogle børn har så svært ved navigere, at det ser ud til, at de i deres vuggestuetid ikke deltager i nogle af fællesskaberne overhovedet,” siger hun.
De sociale zoner kan genfindes andre steder i institutionen
De tre sociale zoner kan genfindes andre steder i institutionen, understreger Lise Jönsson Koumaditis.
”Den type sociale zone, der er i legekrogen, er for eksempel også dominerende på legepladsen,” siger hun.
Her er mange ’legekroge’, som fx legehus, træer, buske og rutsjebanen. ’Tæppets’ sociale dynamikker genfindes til gengæld i sandkassen og ved gyngestativet. Også ’bordets’ fællesskaber kan genfindes, når børnene spiser udendørs ved legepladsens borde og bænke.
Bliv bevidst om, hvilke sociale zoner I har
Når pædagoger vil arbejde med at styrke børnefællesskaberne i vuggestuen, er første skridt at blive bevidste om, hvilke sociale zoner der er i institutionen, og hvilke krav og forventninger, de forskellige zoner stiller til børnene, og hvordan pædagogerne kan styrke det, som der måtte være behov for.
”Man kan overveje, diskutere og observere, hvilke sociale zoner man har. Nogle zoner og fællesskaber er måske dominerende, og det kan betyde, at nogle børn er på kanten eller står helt uden for fællesskaberne. Som pædagoger og ledere kan man overveje, om noget skal ændres, så vi kan inkludere alle børn i fællesskaberne,” siger Lise Jönsson Koumaditis.
Rum og indretning har stor betydning for børnefællesskaberne
Den fysiske indretning i institutionen betyder en del, understreger forskeren. En af institutionerne havde for eksempel en lang gang, der indbød til, at børnene kunne løbe. Men andre børn gik lidt rundt og vidste ikke rigtig, hvad de skulle ude på den gang. Pædagogerne valgte så at indrette gangen med møbler og legetøj for at skabe et miljø, hvor børnene kunne fordybe sig. Det betød, at der kom nye børnefælleskaber ude på gangen.
”Nu kunne børnene lave andre ting derude i de overgangsperioder, hvor pædagogerne skulle skifte børnene. Børnene stod ikke bare og ventede, men kunne fordybe sig i leg sammen og have et fællesskab. Inventaret og den måde, man indretter sig på, har stor betydning for børnefællesskaberne,” siger Lise Jönsson Koumaditis.
Pædagoger flyttede legen fra tæppet op til bordet og skabte nyt børnefællesskab
I den anden institution eksperimenterede pædagogerne med at bruge logikkerne fra en social zone i en anden social zone: De tog de logikker og den måde, man er samme på nede på tæppet og flyttede op til bordet. Før havde de lavet sæbebobler på tæppet, men nogle af de mindste børn havde svært ved at være med. De var små og blev overvældede.
”Da pædagogerne flyttede aktiviteten op til bordet, hvor børnene kunne sidde i højstol, skabte det et andet slags børnefællesskab. Nu kunne de mindste børn også være med og sad i øjenhøjde med de andre og kiggede uden at blive tromlet. Selvfølgelig skal man ikke bruge bordet hele tiden, men det er et greb,” fortæller Lise Jönsson Koumaditis.
Eksperimenter med roller og logikker på tværs af sociale zoner
Pædagoger kan på den måde med fordel eksperimentere med at flytte lidt rundt på logikkerne for at imødekomme nogle af de behov, som forskellige børn har.
”I stedet for at have en meget regulerede rolle ved bordet, kan man indtage et lidt mere medierende rolle, samtidig med at man fastholder strukturen fra bordet. Rollen behøver ikke være fastlåst til en social zone. Hvis man bliver bevidst om det som pædagog, kan man afprøve andre måder og se, om der sker noget andet, og om andre børn eller flere børn kan være med i fællesskabet,” siger forskeren.
Læs også artiklen 'Nærværende pædagoger giver trygge fællesskaber' på bupl.dk
