Barndomsforsker advarer mod pres på omsorgen og opskruet tempo

Barndomsforsker Jan Kampmann spørger i interview med Børn&Unge, om den måde, som hverdagen har udviklet sig på i daginstitutionerne, undergraver betingelserne for det gode og sunde børneliv. Selv er han blevet i tvivl, og han har en opfordring til alle.
Børneforsker Jan Kampmann fortæller om pædagogiske strømninger gennem 50 år.
Den 50 år lange historie, Jan Kampmann ridser op, handler om en skrue, der langsomt, men sikkert har strammet grebet om den pædagogiske virkelighed.

Barndomsforsker Jan Kampmann vil nødig lyde som en, der siger, at alt var bedre i gamle dage.

”Det er jo en lidt håbløs holdning at have,” siger professoren fra Roskilde Universitet, der har fulgt pædagogikken og børneområdet igennem et langt arbejdsliv som forsker.

Men når Børn&Unge i anledning af BUPL’s 50 års jubilæum beder ham beskrive udviklingen gennem årene, er det alligevel et negativt spor, han må køre ud af.

”Det er faktisk svært at finde noget godt,” siger han, som for at slå alvoren fast.

Det er nu skuden skal vendes:

”Vi er et sted nu, hvor det er enormt vigtigt, at vi stopper op og siger: Jamen hov – har hele den måde, som hverdagen i daginstitutionerne udviklet sig over de senere årtier, faktisk undergravet betingelserne for det gode og sunde børneliv?’”

En ny pendulbevægelse har åbnet for det legitime i igen overhovedet at overveje, om det nu er godt for børn at være i daginstitution.

Jan Kampmann, barndomsforsker

Fra legelyst til regulering

Den 50 år lange historie, Jan Kampmann ridser op, handler om en skrue, der langsomt, men sikkert har strammet grebet om den pædagogiske virkelighed og dermed også om barndommen og det liv, der udfolder sig i institutionerne. 

Siden ’pionerperioden’ i 1970’erne, der var præget af optimisme, legetrang og pædagoger, der selv kunne bestemme, hvad de skulle fylde i hverdagen med børnene, for ’der var ingen centrale læreplaner, påbud eller opgaver, der skulle løses, og ingen tests, der skulle foretages’, har reguleringen grebet om sig. 

Først gennem økonomisk effektivisering og central styring. Dernæst via de pædagogiske læreplaner og dertil knyttede krav om dokumentation samt den strøm af ekspertudredninger, rapporter og tests, der er fulgt med.

Sådan skal skuden vendes

Jan Kampmann mener, pædagogikken mere og mere er blevet underlagt en produktionslogik og er gået i retning af øget stordrift og standardisering. Den udvikling har ifølge professoren dræbt dele af det, som pædagogerne selv oplever gør det værd at arbejde som pædagog. 

”I stedet for at bibeholde det blomstrende børneliv i institutionerne, hvor alle mulige skøre ting kunne foregå, så er det afblomstret,” siger Jan Kampmann om den negative udvikling, han ser. 

Men der er dog håb:

”Vi skal vende skuden, så definitionsmagten ryger tilbage til pædagogerne,” siger han

Børneforsker Jan Kampmann fortæller om pædagogiske strømninger gennem 50 år.
Det blomstrende børneliv i daginstititutioner er nu så meget under pres, at det er i fare for at afblomstre, advarer barndomsforsker Jan Kampmann,

Kravlede rundt med børnene

Gennem sin mangeårige forskning i børnelivet i daginstitutioner har Jan Kampmann observeret og studeret både børn og pædagoger.

I sit etnografiske feltarbejde var han en af de første forskere i dansk kontekst, der var med til at beskrive hverdagen i daginstitutioner, som den ser ud fra små børns perspektiv. 

Han var også blandt de første til at sætte videnskabeligt fokus på den store betydning af børnefællesskaberne, som de udfolder sig i institutionerne.

Hans første forskningsprojekt foregik i en vuggestue i 1980’erne, hvor han og kollegaen Peter Østergaard Andersen, der i dag er lektor emeritus ved Københavns Universitet, kravlede rundt på gulvet sammen med de små børn for at kigge dem over skulderen. Det var nyt. Hidtil var børn i vuggestuealderen mestendels psykologisk beskrevet som nogle, der havde behov for omsorg og tætte voksenrelationer.

”Vi så, at børnene selvfølgelig var enormt afhængige af de voksne og af deres opmærksomhed, trøst og omsorg. Men en lige så stor del af deres opmærksomhed var rettet mod de andre børn,” fortæller han.

Da institutionsdebatten forstummede

På det tidspunkt var der stadig en diskussion om, hvorvidt det var godt for børn at komme i vuggestue, eller om de havde det bedre hjemme i familien – meget ofte formuleret som ved moderen, forklarer Jan Kampmann. Den diskussion stoppede efter nogle år.

”For generelt kunne vi se, at også børn i vuggestuen trivedes meget godt og kunne have en god hverdag. Pædagoger syntes, det var sjovt, og forældrene syntes, det var dejligt at kunne komme på arbejde. Så forstummede debatten om, hvorvidt det var farligt for børn at komme i institution.”  

I dag er pendulet svinget tilbage, og debatten om daginstitutioner, og hvorvidt det er godt for børn at være i dem, er blusset voldsomt op igen. Men nu går kritikken mere på daginstitutionshverdagen og den manglende kvalitet. 

”En ny pendulbevægelse har åbnet for det legitime i igen overhovedet at overveje, om det nu er godt for børn at være i daginstitution, eller om de ville have det bedre ude i det fri på en mark udenfor byen,” siger Jan Kampmann.

Barndomsforsker Jan Kampmann sidder på bord

Vi bør reflektere over, hvordan vi i fællesskab kan styrke mod og vilje til at fokusere mere på, hvad den gode barndom er anno 2023.

Jan Kampmann, børneforsker

Børnefællesskabet på barndommens gade

Jan Kampmann er født i 1954 og voksede op i et rækkehus i en forstad til København. Hans mor gik hjemme, og det betød, at han som stort set alle andre børn dengang var hjemme indtil skolealderen.

”Der var så få biler, at vi fra fireårsalderen legede ude på vejen foran huset. Jeg spillede meget fodbold med naboens søn, også med ham, der boede skråt overfor,” fortæller han.

Der var leg med glaskugler og hønseringe, og for de små handlede det om hele tiden at lære af de ældre og se op til dem.

Da Jan Kampmann fik lov til at være med til dåseskjul, selvom han var for lille til at forstå reglerne, instruerede den lidt ældre Tove ham i at tie stille og bukke sig ned omme bag ved busken, og at ’dåsen’ var en lygtepæl, de skulle sparke på. 

Al den leg foregik i den offentlige rum i et børnefællesskab med børn fra 4 til 14-15 år. 

”Der var hele tiden et fælles liv, hvor man var tæt på hinanden og kunne aflure, hvad de andre gjorde,” siger Jan Kampmann.

Daginstitutioner er vigtige for børn i dag

Børn leger ikke længere på gaden. Sådan som vi har indrettet vores samfund i dag, er det i daginstitutionen, at børn har mulighed for at høste erfaringer med at være sammen med andre børn og skabe børnefællesskaber. 

”Derfor vil jeg stadigvæk sige, at daginstitutionerne enormt vigtige for børn,” siger Jan Kampmann.

Men er der et tipping point, hvor vi går fra ’godt nok’ til ’for dårligt’? Og hvor er vi henne på den skala lige nu?

”Ja, det er jo enormt svært. For ingen af os ved det,” siger forskeren og stiller selv spørgsmålet:

”For hvad kan små børn udholde? Når det kommer til stykket, kan vi mennesker jo vænne os til en hel masse besynderlige og egentlig forfærdelige ting. Men hvornår springer fjederen?”

Børneforsker Jan Kampmann fortæller om pædagogiske strømninger gennem 50 år.

Manglende omsorg og opskruet tempo

Nu er Jan Kampmann sammen med kolleger på RUC i gang med et forskningsprojekt, som de kalder ’Barndommens krise?’.

Spørgsmålet er, om den hverdag, vi tilbyder børn i daginstitutionerne, er udhulet så meget, hvad angår ressourcer og pædagogernes muligheder for at udføre det arbejde, de gerne vil, at det får konsekvenser for børnene. 

Jan Kampmann er blevet ved med at kigge børnene over skulderen i daginstitutionerne, og han kan se, hvordan hverdagen har ændret sig markant siden første gang, han kravlede rundt på gulvet i vuggestuen. 

”Der var ikke den samme travlhed,” siger han.

Hverken for den enkelte pædagog i form af stress, eller hvad angår travlheden med hele tiden at bringe børnene videre fra det ene til det andet. Der var en større grad af ro, som børnene kunne hvile og fordybe sig i. Måske i deres leg, som kunne fortsætte over længere tid, fortæller han. 

”I dag ser vi manglende opmærksomhed og omsorg for det enkelte barn, men samtidig en opskruning af tempoet, i forhold til hvad børnene skal igennem og skal opnå i løbet af en hverdag. Vi bør spørge os selv og hinanden, er det egentlig en god barndom?,” spørger Jan Kampmann.

Sæt fokus på den gode barndom

Det opskruede tempo er en tendens, der gælder i hele samfundet, hvor forældrene også er blevet mere pressede, vurderer forskeren.

”Kan vi bare udsætte børn for alt? Kan vi bare skrue tempoet op, og så følger de med? Kan vi skære på ressourcerne i institutionerne, og kan det blive ved, uden at det får konsekvenser for den gode barndom?”

Jan Kampmanns spørgsmål er presserende, ikke mindst i lyset af den mistrivsel, som mange børn og unge oplever. Forskeren frygter, at de første frø til børnenes sårbarhed bliver lagt langt tidligere, blandt andet fordi nogle kvaliteter i daginstitutionerne er ved at erodere. Fordi vi har for få ressourcer, men også vil for meget – og for meget af det, som ikke har betydning for børnenes trivsel.

”Det er ikke, fordi jeg vil holde en dommedagsprædiken og sige, at tipping point er langt overskredet,” siger han, men han kommer også med en vigtig opfordring:

”Vi er der, hvor vi bør reflektere over, hvordan vi i fællesskab kan styrke mod og vilje til at fokusere mere på, hvad den gode barndom er anno 2023,” siger han.

Læs også fem pædagogers fortællinger om pædagogikken de seneste 50 år her.

Om Jan Kampmann (født 1954)

  • Professor ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet og tilknyttet Center for Daginstitutionsforskning
  • Er uddannet mag.art. og cand.mag. fra Københavns Universitet i 1981
  • Har undervist på Holte Børnehaveseminarium
  • Har i over 40 år forsket i børn og pædagogers hverdagsliv i daginstitutionerne
  • Forsker lige nu i den mørke bagside af institutionaliseringen af barndommen og undersøger, om der er en sammenhæng mellem intensiveringen i børns hverdagsliv i daginstitutionerne og den øgede mistrivsel.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.