Kommentatorer om valg: Der bliver kamp om børnene

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) har med sit udspil om flere pædagoger i ydertimerne gødet jorden for den debat om børneområdet, der forventes at blive en central del af valgkampen. Men det vil kræve hård kamp at få emnet helt i top på dagsordenen, mener to kommentatorer.

Da børne- og socialminister Mai Mercado (K) forleden meldte ud med forslaget om flere pædagoger i daginstitutionernes ydertimer, tog hun samtidig hul på den debat om daginstitutioner og normeringer, der uden tvivl vil blive en del af valgkampen frem til folketingsvalget senest i juni 2019. En debat, der ikke er blevet mindre ophedet, efter at regeringen fredag har fremlagt sit udspil til ny finanslov på børneområdet.

Her lover regeringen blandt andet 460 nye pædagogstillinger, hvis forslaget går igennem forhandlingerne. Pædagogerne skal dog ikke forvente, at børneområdet vil komme til at ligge allerøverst på dagsordenen op til et kommende folketingsvalg, mener hverken Berlingskes politiske kommentator og analytiker Thomas Larsen eller hans kollega på TV2, Peter Lautrup-Larsen.

Begge mener samtidig, at de enkelte pædagoger og BUPL kan påvirke valgkampen og dermed i højere grad få politikerne til at snakke børnepasning og normeringer.

»Det bliver en sjælden uforudsigelig valgkamp med det opbrud, vi netop nu oplever i ikke mindst rød blok. Derfor er det svært at forudsige valgkampens forløb, men der er samtidig ikke tvivl om, at udlændingepolitik vil blive det helt store emne,« siger Thomas Larsen.

»Derudover vil klima og miljø blive et vigtigt emne, for det er noget, der optager og bekymrer befolkningen meget, ikke mindst efter de ret ekstreme forhold mange steder på kloden denne sommer. Også et emne som retspolitik vil komme til at fylde, men det er klart, at børne- og ungepolitik selvfølgelig også denne gang vil blive et centralt emne. Det vedrører alle forældre og bedsteforældre, så det vil altid være en vigtig del af valgkampen. Her vil ikke mindst centrum-venstre byde ind. Et parti som Radikale Venstre måske på uddannelsesområdet, mens blandt andet SF traditionelt gerne vil tale om normeringer i daginstitutioner.«

Børneområdet på dagsordenen

Thomas Larsen mener, at det er muligt at få hele børneområdet løftet op på dagsordenen:

»En valgkamp handler jo på godt og ondt om at sætte dagsordenen. Her er det klart, at pædagogerne og en organisation som BUPL har slagkraft til at styrke institutionsområdets placering i valgkampen. Man skal dog huske, at konkurrencen bliver stor. Der er mange organisationer, der vil kæmpe hårdt for at præge valgkampen med netop deres mærkesager.«

Børnene har partiernes bevågenhed

TV2-analytiker Peter Lautrup-Larsen er enig med sin kommentatorkollega og mener, at børneområdet vil få sin centrale plads i valgkampen, men næppe som et dominerende tema:

»Nej, det bliver ikke et hovedområde. Det bliver ikke der, vi vil se brydningsflader mellem blokkene eller partierne. Det bliver meget udlændingepolitik og miljø/klima, der kommer til at dominere, men når det er sagt, kan vi jo også se, at børneområdet er noget, der i høj grad har partiernes bevågenhed. Der er jo flere af partierne i rød blok, der har meldt ud, at de ønsker at løfte normeringerne i daginstitutionerne, og senest har vi set børne- og socialministerens udspil om flere pædagoger i ydertimerne,« siger Peter Lautrup-Larsen.

Han gør samtidig opmærksom på, at der på det seneste er truffet nogle politiske beslutninger, blandt andet med ghettopakken, der har direkte indvirkning på institutionsområdet, og som det vil være nødvendigt at følge op på.

»Dertil kommer, at vi jo hos partiet Venstre ser en nyorientering, hvor finansminister Kristian Jensen har sagt, at den offentlige sektor godt må vokse. Der er en erkendelse af, at der er noget på velfærdsområdet, der er lidt forsømt, og det handler altså ikke kun om ældreområdet. Det handler også om børneområdet. Hvis BUPL under valgkampen kommer med nogle konkrete forslag eller kampagner, vil det nok ikke blive omfavnet af den blå blok, men det vil heller ikke blive hældt ned ad brættet. Så selvfølgelig kan man påvirke valgkampen, uden at jeg tror på, at børneområdet kan blive et hovedområde. Dertil er det alt for stærke temaer, der for alvor vil sætte dagsordenen.«

Ministeren har åbnet ballet

Den konservative børne- og socialminister Mai Mercado har så at sige allerede åbnet ballet med udspillet om flere pædagoger i ydertimerne. Det kan give forældre mere ro i hverdagen, når der skal afleveres eller hentes børn, mener ministeren. Ifølge forslaget om minimumsdækning, der er tænkt til at skulle træde i kraft efter folketingsvalget, vil daginstitutionerne kunne ansætte godt 340 nye pædagogiske medarbejdere til at lette trykket i ydertimerne.

BUPL-formand Elisa Bergmann har kvitteret ved at kalde det positivt, at endnu et parti erkender problemerne i ydertimerne.

»Men selv om intentionen er god, er det ikke nok. Det handler jo ikke kun om den tid, hvor forældrene er i institutionen. Der mangler pædagoger hele dagen, og i de kommende år vil antallet af børn i daginstitutionerne stige med 70.000 og skabe behov for 10.000 pædagoger mere for bare at holde det nuværende normeringsniveau. Forslaget har fine intentioner, men kan ikke stå alene,« siger Elisa Bergmann.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.