Forvaltningerne skal blive bedre til at lede nedad

Ledere i daginstitutioner er dygtige og veluddannede og skal have frihed til at lede, mens det næste led i forvaltningerne bør blive bedre til at lede nedad, mener formand for regeringens ledelseskommission Allan Søgaard Larsen.

Når regeringens ledelseskommission i slutningen af året kommer med sine anbefalinger til at styrke kvaliteten af offentlig ledelse i fremtiden, kommer der især fokus på rammevilkårene for ledelse. Sådan lyder en foreløbig forsigtig konklusion fra ledelseskommissionens formand Allan Søgaard Larsen.

»Jeg er virkelig optaget af at arbejde med rammevilkårene for ledelse. Men også af at forvaltningsniveauet kan blive bedre til at understøtte driftsledelsen fx ude i institutionerne og være med til at spille institutionslederne gode,« siger kommissionsformanden.

Ifølge formanden er kommissoriet især rettet mod driftsledelse, fordi det er her, der virkelig er noget værdi at skabe – men ikke uden, at forvaltningsniveauet og det politiske niveau er med, fordi de har betydning for rammebetingelserne for overhovedet at kunne udøve ledelse.

»Vi kan godt komme med en række anbefalinger til den enkelte leder, men vi er nødt til at have niveauet over med for at få dem til at tænke over, hvad de kan gøre for at spille institutionslederne bedre og give vilkår, så de operationelle ledere kan udvikle og sikre driften og det pædagogiske arbejde,« forklarer Allan Søgaard Larsen.

Veluddannede ledere

»Vores undersøgelser viser, at over halvdelen af alle offentlige ledere har taget Diplomuddannelse i ledelse, offentlig ledelse på diplomniveau og endda masteruddannelse i ledelse. Men samtidig synes jeg, det er tankevækkende, at lederne på forvaltningsniveauerne som fx en skoledirektør eller en børnechef, som burde bruge 80 procent af deres tid på at lede nedad, ikke er uddannet i ledelse på samme niveau.

Det er som om, nogle akademikere har en tendens til at tro, at fordi man har læst seks år, så har man også lært at blive leder. Det har man jo ikke,« siger Allan Søgaard Larsen og påpeger det gap, som går igen i en stor spørgeskemaundersøgelse, som ledelseskommissionen har foretaget blandt 4.000 tilfældigt udvalgte ledere i den offentlige sektor.

Ifølge undersøgelsen har 35 procent af lederne med en lang videregående samfundsfaglig uddannelse taget en diplom eller master, mens det tilsvarende tal er 63 procent af lederne med en mellemlang pædagogisk uddannelse.

»Det er vigtigt, at cheferne i forvaltningerne bliver skolet på samme måde for at kunne lede nedad og fjerne barrierer for, at driftslederne kan lykkes,« siger Allan Søgaard Larsen og understreger, at den del foreløbig er for egen regning.

Mere ledelsesrum, mindre styring

»Noget af det, som især de operative ledere lægger vægt på, er at der er et ledelsesrum til at føre tingene ud i livet og fx sætte præg på det pædagogiske arbejde og udvikle fagligheden,« fortæller Allan Søgaard Larsen og understreger, at det bestemt ikke er hans mission at skylle styring ud med badevandet.

»Men vi er nødt til at tale om rammevilkårene og reducere antallet af mål, vi styrer på. Vi kan ikke komme videre ved at måle på processer. Det skridt, vi nu skal tage, kan vi ikke styre os til. Det kan vi lede os til. Og vi har altså kvalificeret lederne til det,« siger han og slutter:

»Vi har en højt performende offentlig sektor og gode ledere. Jeg vil tro, at man uden at blinke kan sige, at Danmarks offentlige ledere er blandt de bedste i verden.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.