Selv for Trump kan en nærværende voksen gøre en forskel
Camilla er pædagog af den dedikerede slags, der altid forsøger at få relationen og forstå intentionen. Hun ender dog med at droppe sit fag, fordi hun føler, hun svigter sit ansvar. I et halvt år ligger hun udbrændt på sofaen og laver ikke andet end at se afsnit på afsnit af tv-programmet ’Ekstreme samlere’, som hun elsker, fordi det er så overskueligt: ’Når huset var rent, ryddeligt og beboeligt, så var arbejdet slut’, som det hedder i romanen ’Varme hænder’, hvor Camilla er hovedperson. Som varme hænder slutter arbejdet aldrig, må Camilla konkludere.
Camillas varme hænder har dog brug for noget cool cash for at få familiens økonomi til at hænge sammen, så hun søger og får ’verdens nemmeste job’ som handicapmedhjælper for forfatteren Mathilde, der viser sig alt andet end nem at være medhjælper for, når man som Camilla først og fremmest vil relationen. Faktisk udvikler deres forhold sig så isnende og klaustrofobisk, at det nærmer sig en ren gyser. Mere af handlingen skal dog ikke afsløres her.
’Varme hænder’ er Stine Askovs nye roman. Der er elementer af hendes eget liv i romanen, for hun har selv arbejdet som pædagog i 20 år, har været handicapmedhjælper og er nu forfatter på fuld tid.
”Men jeg føler mig stadig som pædagog. Forfatter er lidt noget ukendt og fremmed,” siger Stine Askov, der udgav sin første bog, ’Bid’, for 12 år siden.
En sarkastisk titel
’Varme hænder’ viser, hvor komplekst og belastende arbejdet som pædagog, handicapmedhjælper og omsorgsprofessionel kan være, og hvor svært det kan være at få den anerkendelse, man fortjener ifølge Stine Askov.
Den manglende anerkendelse af omsorgsarbejdet er også indbagt i titlen ’Varme hænder’.
”Det er en super sarkastisk titel, som også er hilsen til de mennesker, der forestiller sig, at arbejdet som varme hænder er nemt, at enhver kan udføre det, og at det ikke har konsekvenser for de mennesker, der udfører det. Man kunne vel orke at sige faggruppens navn, hver gang man skulle udtale sig, fremfor at lave en stor paraply, der hedder varme hænder,” siger hun.
Opgaverne, man løser som pædagog, SOSU eller hjemmehjælper, er komplicerede og kræver indsigt, empati og kreativitet, påpeger Stine Askov.
”Det er ikke noget, alle kan blive. Men politisk prøver man ikke at forstå, hvor komplekse problemstillingerne er. Det bliver altid et spørgsmål om at få effektiviseret. Man springer hurtigt frem til konklusionen, men pædagogik er for mig et diskussionsfag. Vi er nødt til at få alle meninger i spil, før vi kan finde ud af, hvad det bedste er at gøre. Det er fraværende i den samtale, vi har om faget.” siger hun.
Alle kan forløbe sig
Hovedpersonen Camilla bakser tit med skamfulde følelser og drømmer om at sige alt for voldsomt fra overfor urimelige krav, om de så kommer fra små børn eller den handicappede Mathilde, som hun bliver hjælper for.
De skamfulde følelser er ikke grebet ud af den blå luft. Som pædagog kunne Stine Askov selv have frustrationerne boblende under overfladen, for eksempel når en treårig dreng pure afviste at få flyverdragt på, inden han skulle ud.
”Det var jo flovt at have det sådan. Men alle mennesker kan forløbe sig, og det har jeg også gjort. Men det er et stort dilemma, at man er sit eget værktøj. Du skal have kanalen åben ind til det personlige. Det er du nødt til. Det er der, du danner relationer, er autentisk og nærværende. Samtidig er det også der, alle de uhensigtsmæssige følelser kan leve. Det er bare tabu at snakke om dem,” siger Stine Askov.
Følelser fører til refleksion
Eller rettere: Det er blevet mere tabu at snakke om de skamfulde følelser.
”Effektiviseringer og arbejdspres betyder, at der er færre steder, hvor man kan tale om frustrationerne. Da jeg startede som pædagog, havde vi supervision, hvor vi kunne tale om, hvad der var svært på stuen. Målet er politisk set en effektivisering af området, og så er der blevet mindre og mindre plads til de svære følelser. Og følelserne er jo det, der starter den faglige refleksion, hvor man spørger: hvad stiller jeg op her?” siger hun.
Netop arbejdspresset og den manglende tid til at gøre sit arbejde ordentligt ser Stine Askov som en af grundene til, at folk flygter fra pædagogfaget:
”Det spændende og tiltrækkende ved faget er jo netop den faglige refleksion, hvor man prøver at regne ud, hvorfor mennesker er blevet, som de er, eller hvordan man kan få løst en situation. Det er der så meget energi i. Når det bliver mere og mere fraværende, og du bare løber fra det ene til det andet, så mister faget sin værdi, hvis man er fagligt engageret,” mener Stine Askov.
Læs Børn&Unges portræt af Stine Askov her.
Vidunderlige ting i faget
På trods af stigende arbejdspres, flere frustrationer og manglende anerkendelse er der stadig masser af vidunderlige ting ved at være pædagog, understreger hun.
”Det er bare svært at skrive en roman, der er sådan her: Det går godt, og nu går det bedre. Derfor problematiserer jeg en masse ting. Men det er også superdejligt at være pædagog: At se et barn, der har det svært, få en ven. At man har kæmpet en kamp med forældre, som endelig begynder at gøre, som man har sagt. At sidde tæt på et barn, der holder sin fedtede barnehånd på din arm, mens du læser en historie for det,” siger Stine Askov.
Børn skal have pædagogik
I det hele taget burde man måske som samfund interessere sig mere for de forhold, børnene bliver tilbudt i daginstitutionerne.
”Alle børn går i daginstitution, og nu er der en kæmpe mistrivselskrise. Er der så noget, der skal justeres i daginstitutionerne? Kan vi sætte ind her og spare noget i den anden ende? I stedet snakker man om skærme. Det er helt på månen. Vi taler om, at der skal ydes mere psykologbistand. Nej, der skal være en ordentlig, grundlæggende pædagogik til alle børn. Jeg synes ikke, pædagogik vægtes,” fastslår Stine Askov.
God pædagogik kan nemlig løse mange problemer.
”Man kunne tage sådan en fyr som Donald Trump på skødet og lytte til ham, så vil han kunne gå i en anden retning. Pædagogik kan virkelig meget. Jeg har set det, altså ikke med Donald Trump, men jeg har set børn få ændret deres liv af at være til stede i ordentlig pædagogik,” siger hun.
”Jeg nægter at fravige tanken om, at en nærværende voksen kan gøre en forskel. Bare det lykkes få gange, så er det det hele værd.”
