Opsang fra børnenes forkæmper: Ud med test og trivselsmålinger

Foto: Lisbeth Holten

Ingen fagfolk lyttede

Da Ulla Dyrløv var barn, var der ingen fagfolk, som viste interesse for de svære følelser, hun havde. Hun voksede op i Grønland med to storesøstre, en dansk far og halvt dansk, halvt grønlandsk hjemmegående mor, som hun var nært knyttet til. 

Hver dag stod hun alene i skolegården i et lille indhak, hvorfra hun kunne se hjem til familiens hus, og nogle gange forestillede sig sin mor i vinduet.

”Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle være i skolen, når jeg kunne være sammen med min mor. Jeg talte til 1.000 om og om igen, så tiden kunne gå, og jeg kunne blive hentet,” fortæller Ulla Dyrløv, der tidligt kæmpede med angstanfald og mareridt.

Blev misforstået som barn

Hun passede ikke rigtig ind i Grønland, og heller ikke da hun som niårig kom til Danmark og begyndte i 3. klasse i Stubbekøbing på Falster, havde hun oplevelsen af at høre til eller blive set.

”Jeg forstod ikke kulturen og blev selv misforstået. I Grønland bruger man mimik og siger for eksempel ’nej’ ved at rynke på næsen og ’det ved jeg ikke’ ved at løfte skuldrene. Men gør man det i Danmark, ser man ud, som om man er skideligeglad. Så jeg blev af lærerne opfattet som provokerende og fik tit at vide, at jeg aldrig ville blive til noget,” fortæller Ulla Dyrløv, der følte sig dum og anderledes i skolen.

Jeg ville jo ikke lave ballade

I dag kan hun se den virkelige grund til, at hun tit lavede ballade i skolen.

”Jeg ville jo ikke lave ballade. Jeg ville have, at en bestemt lærer skulle tage mig i enrum, og så skulle hun give mig et kram og fortælle mig, at hun godt vidste, at jeg havde det svært.” 

Men i stedet for at blive mødt i sine følelser blev hun mødt af uforstående, afmægtige lærere, der slog hende over fingrene med et nøglebundt. Hånede hende, når hun ikke forstod ironi. Eller bortviste hende. 

Engang blev hun sendt hjem i en uge for at have hevet stolen væk under en lærer, og hun fik et syv sider langt brev med hjem om, at hun var en ’meget spaltet pige’.

Undrede sig over de voksne

Heller ikke da Ulla Dyrløv som 14-årig mistede sin far til kræft og gik i skole dagen efter, spurgte de voksne, hvordan hun havde det.

For ikke at give sin mor, som nu var eneforsørger, flere problemer, blev Ulla Dyrløv udadtil en mønsterelev. Men indeni var hun stadig fyldt med vrede, sorg og undren over voksnes måde at være på.

”Efter min fars død besluttede jeg, at jeg ville være en voksen, der kunne huske, hvordan det var at være barn. Og jeg ville lytte til børn, der havde det svært,” fortæller Ulla Dyrløv, som først ville være lærer.

”Men jeg brød mig jo hverken om undervisningen eller skolemiljøet, så jeg ændrede det til børnepsykolog. Jeg tror på, og det ved pædagoger også, at det er i samspillet og kontakten med et barn, at vi som fagpersoner kan være med til at gøre en positiv forskel i barnets liv. Det er ikke så lidt endda,” siger Ulla Dyrløv.

Foto: Lisbeth Holten

Når ud til flere gennem tv og podcast

I den stol, som Børn&Unges journalist under interviewet har indtaget i Ulla Dyrløvs psykologpraksis i Søborg, har der gennem årene siddet mange ulykkelige og smertende børn og unge. Men i den stol har de også fået det bedre. 

”Det får mig til at blive ved. Og når jeg råber op på tv, skriver bøger og laver podcast, er det for at hjælpe endnu flere børn, end jeg kan tage ind i min klinik. Og det er for at nå ud til deres forældre, hjælpe fagpersonerne og påvirke politikerne,” siger Ulla Dyrløv.

I en nylig tv-debat ville hun have Mattias Tesfaye til at beklage de seneste 10-20 års udvikling i kølvandet på Pisa-test, fremdriftsreform og skolereform.

”Jeg ved godt, at reformerne er fra før hans tid. Men det ville lindre, hvis de, der har magt til at ændre børns vilkår, vil påtage sig ansvaret og lederskabet for en ny vej,” siger hun.

Vi skylder børnene at råbe op

Pressede vilkår for børnelivet rammer også børnenes fagpersoner, og Ulla Dyrløv så gerne, at de sammen med børnenes forældre råbte mere op.

”Børn har ingen kanaler. De kan kun reagere og vise deres mistrivsel som en 112- alarm Alle vi, der ved noget om børns udvikling og trivsel, har ansvaret for at tydeliggøre, at noget helt galt. Da forældre og pædagoger gik sammen og krævede minimumsnormeringer i daginstitutioner, skete der noget. Og nu ser vi bevægelser som the great resignation, og at flere familier vælger deltid og hjemmepasning af børnene i protest mod arbejdspligt og et presset system. Der er et nyt oprør i gang, og det gør mig håbefuld,” siger Ulla Dyrløv.

Blev hjulpet af kærlighed og humor

Når Ulla Dyrløv følte sig allermest dum i skolen, eller hun kastede op af angst, hjalp hendes forældres omsorg og kærlige humor.

Moren sagde altid: ’Det skal nok gå’, og så efter en kort kunstpause ’om ikke andet, så ad helvede til’. Og så grinede de sammen ad det hele.

Da hun fik det syv sider lange klagebrev med hjem fra skolen, brød faren blot ud i latter, og sagde: ’De er lærere, Ulla. De ser det fra deres perspektiv. Du vil se verden fra et andet perspektiv. Selvfølgelig bliver du til noget’. Og så gav han hende en banan, lagde et tæppe omkring hende og trak hende tæt ind til sig, hvor hun kunne høre hans hjerteslag og finde ro.

”Hjælpen behøver ikke at være så kompliceret, men kan være, at nogen tager sig tid til at lytte og trøste," siger Ulla Dyrløv. 

Børn skal være der, hvor de trives

At hun ikke har taget sit eget liv, mener hun selv skyldes hendes kærlige forældre, og nogle få andre voksne, som hun mødte gennem sine fritidsinteresser, og som så og accepterede hende, som hun var. 

I debatten om børns skolevægring er Ulla Dyrløv derfor meget imod dem, der siger, at hvis barnet ikke kommer i skole, så kan de heller ikke gå til ridning eller komme i klub. 

"Børn skal være der, hvor de trives,” fastslår børnepsykologen, der kan få øjne så gennemborende som Frida Kahlos og bande som Kaptajn Haddock, når hun går i brechen for børns rettigheder.

”Jeg ser alt fra barnets perspektiv. Det kan være irriterende i faglige samtaler med forældre og sagsbehandlere, men vi må være enige om, at det handler om børnenes trivsel. Vi fagpersoner skal være detektiver og se bag om barnets adfærd. Børn er fuldstændig afhængige af, at vi passer på dem,” siger hun.

Foto: Lisbeth Holten

Mennesker passer ikke ind i pakker

I TV 2-dokumentaren ’Presset ungdom’ er Ulla Dyrløv med til at sætte spot på, hvordan mistrivslen for mange børn og unge starter i pressede vuggestuer og blot forværres op gennem uddannelsessystemet.

Kritikere mener, at fokus på børn i mistrivsel kan øge børn og unges oplevelse af at mistrives. Hvad mener du om det?

”Sådan fungerer det ikke. Børn og unge vil have det godt og leve livet. Så hvis de ser noget på tv og siger, ’sådan har jeg det også’, så har de genkendt noget hos sig selv, og så er vi heldige at få det at vide, så vi kan hjælpe,” siger Ulla Dyrløv.

Hvad angår hjælpen, kritiserer hun politikere, der kommer med quickfix i form af psykiatripakker og øgede krav til fagfolk.

”Krav om al mulig registrering skaber ventetider i PPR, og hvis børnene ikke lige passer ind i angstpakken, depressionspakken eller en tredje psykiatripakke, så er der ingen hjælp at få. Men mennesker er ikke pakker,” pointerer Ulla Dyrløv.

Det er livsbetingelserne, vi skal ændre

Hun er heller ikke til mindfulness i daginstitutioner og skoler. 

”Har børn først lagt vejrtrækningen op i brystkassen, så er de stressede, pressede og ængstelige. Så skal de ikke bare trække vejret ned i maven eller kigge på skyer, der driver forbi for at lære at sige pyt. Så skal de have hjælp til at ændre på deres livsbetingelser,” siger Ulla Dyrløv.

I sin egen praksis kan hun blive mødt af forældre, der efter barnets terapi undrende spørger: ’Har I bare spillet Uno?’ 

”Der sker jo noget, når man spiller kort. Det er kontakten, man arbejder på, og næste gang, man mødes, kan det være, at barnet siger: ’Jeg har slet ikke tid til Uno i dag, for jeg har så meget, jeg skal fortælle dig’. Det er med tid og ro og i øjenhøjde med barnet, vi får mulighed for at forstå og hjælpe barnet,” siger Ulla Dyrløv.